© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
E. Dei gracia sancte Lundensis ecclesie. archiepiscopus. apostolice sedis. legatus Datie. ac Suecie primas. omnibus Christi fidelibus tam presentibus. quam futuris salutem et dilectionem.
Notificamus uniuersitati. uestre. quod possessionem quandam que Willingeroth uocatur. ab Iohanne decano ecclesie nostre conuenienti precio emimus. et fratribus ecclesie sancte Marie in Esrom pro nostre anime remedio perpetuo possidendam tradidimus. Aliquanto autem euoluto tempore quidam adolescens Florentius nomine filius filie predicti decani eandem possessionem quasi non legittime a se alienatam calumpniari aliquamtulum quasi submurmurando cepit. Qui coram me uocatus. ratione ueritatis accepta pre fatam calumpniam presente episcopo Absalone. Ascero preposito. abbateque eccelesie Omnium sanctorum. necnon et abbate sancte Trinitatis ecclesie. et aliis multis tam nostre quam Selandensis ecclesie personis prorsus postposuit. et ne deinceps aliquo modo aliquam inquietudinem prefatis fratribus inferret modis omnibus sub testimonio predictarum personarum fideliter repromisit.
Valeat igitur quisque fidelis.
24 domni rettet, vistnok fra domne a.
22 E.=Eskillus.
Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af den hellige kirke i Lund, det apostoliske sædes legat, Danmarks og Sveriges primas, til alle troende kristne, nulevende såvel som fremtidige, hilsen og kærlighed.
Vi gør vitterligt for Eder alle, at vi for en passende sum har købt en besiddelse, som kaldes Villingerød, af Jens, dekan ved vor kirke, og til bod for vor sjæl overdraget den til brødrene i Vor Frue kloster i Esrom, at besidde evindeligt. Men efter nogen tids forløb begyndte en ung mand ved navn Florentius, dattersøn af fornævnte dekan, ligesom at mumle en del i krogene og falskeligt at påstå, at samme besiddelse ikke helt lovformeligt var gået ham af hænde. Da Florentius blev stævnet for mig, frafaldt han efter at have godkendt en sandfærdig redegørelse aldeles den fornævnte falskelige påstand i nærværelse af biskop Absalon, provsten Asser og abbeden i Allehelgens kloster samt abbeden i St. Trinitatis kloster og mange andre personer, såvel fra vor egen som fra kirken på Sjælland; og for at han ikke senere på nogen måde skulde volde fornævnte brødre nogen foruroligelse, gentog han i alle henseender på sin tro sit løfte med vidnesbyrd af de fornævnte personer.
Må derfor enhver troende leve vel.
Ærkebiskop Eskils kundgørelse om Villingerød mgl. invocativ og Ego-indledning. Den henføres til omkr. 1164, 1173, omkr. 1173 og 1137(?)—1177.
I kundgørelsen tillægger ærkebiskoppen sig titulaturen Datie ac Suecie primas: Den tilhører altså tiden efter oprettelsen af ærkebispedømmet i Uppsala [1164] 5. august (nr. 153). Eskil befandt sig da i Sens i Frankrig og først i det sidste halvår af 1167 vendte han tilbage. Kundgørelsen er udfærdiget i Danmark — vidnelisten viser dette tilfulde. Det tidligst mulige år for udstedelsen er altså: 1167.
Terminus ante quem kan fastsættes med udgangspunkt i Eskils næste udenlandsrejse (Lauritz Weibull, Ärkebiskop Eskil av Lund och klostret St. Victor i Paris. Scandia XIII 168; Nordisk historia II 346). Denne blev tiltrådt senest henimod midten af 1174; 7. juli dette år var ærkebiskoppen i Flandern, hvor han indviede kirken i Ninove (MG. SS. XXV 535). Tilbagerejsen fandt sted efter midten af 1176 (DS I 67 68). Den gik over Ribe. Ærkebiskoppen mødtes der med sin dattersøn Knud, Karl Eriksen Jarls søn. Knud Karlsen var nærværende som vidne, da Florentius frafaldt sin klage overfor ærkebiskoppen (nr. 185). Af andre vidner ved denne lejlighed nævnes biskop Absalon af Roskilde, abbederne i Allehelgens og Trefoldighedsklostrene i Lund, Asser domprovst i Lund, Absalons kapellan Walter og mange andre fra ærkebiskoppens og Absalons hof. Det er udelukket, at denne handling kan have fundet sted med Knud Karlsen som vidne efter Eskils hjemkomst 1176. Da Knud Karlsen mødte Eskil i Ribe, havde han rejst oprør mod kong Valdemar. Han flygtede fra Ribe til Birger Jarl i Götaland og blev senere taget til fange og sat i fængsel af kongen (Saxo, ed. Müller-Velschow, 901 903 930; Olrik-Ræder 506 507 523). Kundgørelsen må under disse forhold være udstedt inden ærkebiskoppens udenlandsrejse 1174.