Domino suo et amico carissimo Eskilo, Lundensi archiepiscopo, frater Petrus, humilis abbas sancti Remigii, salutem et deuotionis obsequium. Suauissimus odor miserationum uestrarum non solum presentes recreat afflatu delectabili, sed etiam absentes et remotos attrahit ad se spe nimirum tam dulci quam inconfusibili. Quis enim uestra expetiuit suffragia et inconsolatus recessit? Quis ad ostium uestrum pulsauit et non aperuistis ei? Quis de manu uestra benedictionem petens tanquam de thesauris opulentissimis copiosam non retulit? Inter ceteros itaque et de ceteris unus est T. presentium lator, quem tot pericula itineris, tot difficultates ad uos perueniendi non exterruerunt nec retinuerunt, compellente et instigante illum tantum laborem insumere fama, que de uobis ubique terrarum diffunditur. Non equidem rerum inopia, non abiectio et uilitas inter suos euomuit illum in terram uestram, cum et canonicus sancti Timothei sit et frater Hildoini, uicedomini et canonici sancte Marie Remensis. Rogamus igitur, ne frustretur spe sua, ne quando apud se penitens et dolore cordis intrinsecus tactus dicat: periit opera et impensa.
Ego cum toto conuentu beati Remigii uester sum, et pro uobis orationem fundimus ad Deum, ut sanctissima anima uestra thesauros, quos in celo posuit per manus pauperum, in exitu suo reperiat, et bonis domus Dei repleta cum sanctis angelis eterna letitia congaudeat.
Valete.
Broder Petrus, ydmyg abbed i St. Remi, til sin herre og såre kære ven Eskil, ærkebiskop af Lund, hilsen og hengiven tjeneste.
Eders miskundheds såre søde vellugt ikke alene vederkvæger de nærværende ved liflig indånding, men drager visse også fraværende og fjerne til sig i en lige så sød som uforstyrrelig forventning. Thi hvem har udbedt sig Eders støtte og er vendt tilbage uden trøst? Hvem har banket på Eders dør, og I har ikke lukket op for ham? Hvem, der beder om velsignelse fra Eders hånd, har ikke ført den med sig tilbage i rigt mål ligesom fra såre righoldige skatkamre? Blandt andre og mellem mange er der en T., nærværende brevviser, hvem så mange farer under rejsen, så mange vanskeligheder ved at nå frem til Eder ikke har afskrækket eller holdt tilbage, idet det ry, som udbreder sig om Eder overalt i landene, bevæger og ansporer ham til at gøre så stor en anstrengelse. Ikke just mangel på fornødenheder, ikke udstødelse og foragt blandt sine egne har udspyet ham til Eders land, da han både er kannik ved St.-Timothée og broder til Hildoinus, økonom og kannik ved Vor Frue i Reims. Vi beder derfor om, at han ikke må blive skuffet i sit håb, at han ikke nogensinde skal angre ved sig selv og dybt ramt af hjertesorg skal sige: møje og udgift gik til spilde.
Jeg og hele klostersamfundet i St. Remi er til Eders disposition, og vi fremfører i rigt mål bønner til Gud for Eder, på det at Eders højhellige sjæl ved sin bortgang kan finde de skatte, som den har henlagt i himmelen ved at give til de fattige, og at den opfyldt af goderne i Guds hus sammen med de hellige engle kan fryde sig over den evige glæde.
Abbed Petrus' her foreliggende brev henføres til 1162-1178 og 1169.
Brevet er skrevet efter, at Petrus var blevet abbed i St.-Remi 1162 (nr. 142) og på et tidspunkt, hvor ærkebiskop Eskil opholdt sig i sit ærkebispedømme. Efter 1162 var dette ikke tilfældet før et stykke ind i det sidste halvår af 1167 (nr. 180). Eskils resignation og afrejse til Clairvaux i foråret 1177 danner terminus ante quem. I de mellemliggende år er perioden fra henimod midten af 1174 indtil sommeren 1176 udelukket. Ærkebiskoppen opholdt sig i denne tid udenfor landets grænser (nr. 184).