© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
E. Dei gracia sancte Lundensis. ecclesie arch<i>episcopus. apostolice sedis legatus. Danie et Suethie primas. uenerabili fratri et amico precipuo. Her. intimi amoris affectum cum salute.
Cum sit amici amicum absentem tamquam presentem amorose mentis oc culo intueri; absit ut usquequaque nos locorum seiungat diuersitas quos libe ralium affectionum tenax glutinat identitas. Inde est quod quociens se offert occasio; delectat quod uerbis non ualemus saltem scriptis tue fraternitati significare.
Dilectum itaque clericum nostrum. Osb. et in omnibus fidelem repertum. tibi dirigimus. mandando quatenus ei ut nobis in omnibus negociis nostris credere non dubites. immo cuncta que tue fidei seruanda commisimus uno presente teste apud sanctum Victorem. contra altare sancti Laurentii. duobus in camera nostra apud sanctum Marcellum; integra eidem resignes.
Unum est autem unde plus quam satis miramur quod cum ea clam. et quasi fere solo Deo teste tibi tuenda tradidissemus; iam non paucis propalata fuisse cognouimus. Quod ne amplius fiat; quoniam licet meritis nostris non exigentibus multos emulos et insidiatores habemus. summopere rogamus;
28 E.=Eskillus; arch(i)episcopus] archepiscopusa.
30 Her,=Hernisio.
3 Osb. (=Osbernum)] Osb. med s over linien a.
Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af den hellige kirke i Lund, det apostoliske sædes legat, Danmarks og Sveriges primas, til sin ærværdige broder og særlige ven Ernisius i følelsen af inderlig kærlighed med hilsen.
Da det kendetegner en ven at se en fraværende ven for sig med det kærlige sinds øje, som om han var nærværende, skal det ikke være så, at fjernt fra hinanden liggende steder for stedse skal adskille os, hvem en uforanderlig overensstemmelse i gode følelser knytter sammen. Af den grund er det en glæde, så ofte en anledning byder sig, i det mindste ved brev at meddele dig, broder, hvad vi ikke kan sige med ord.
Derfor sender vi vor elskede klerk Esbern, som vi har befundet at være tro i alle forhold, til dig med det bud, at du ikke skal betænke dig på at fæste lid til ham som til os selv i alle vore anliggender, men tværtimod fuldt ud oplade samme alt det, som vi i nærværelse af et vidne i St.-Victor over for St. Laurentius' alter samt i nærværelse af to i vort kammer i St.-Marcel har betroet dig, trofaste broder, at opbevare.
Men der er een ting, som vi undrer os mere end nok over, nemlig at skønt vi i hemmelighed og så at sige næsten med Gud alene som vidne havde overgivet dig at tage vare på det, har vi erfaret, at det er blevet kendt for mange. Vi beder på det kraftigste om, at der ikke sker ydermere, eftersom vi, omendskønt vi ikke har gjort os fortjent hertil, har mange fjender og modstandere.
Ærkebiskop Eskils brev til abbed Ernisius henføres af Jean de Toulouse, St.-Victors historiograf i begyndelsen af 17. århundrede, til 1169. Bagved ligger antagelsen af, at det er skrevet efter, at ærkebiskoppen har fået kendskab til det pavelige mandat, som, dateret Benevent, udgik en 30. september til ærkebiskop Vilhelm af Sens og abbed Odo af Ourscamp. Adressaterne fik i mandatet det hverv at reformere forholdene i St.-Victor i Paris; lod det sig ikke gøre, uden at visse personer, specielt abbeden, blev fjernet, skulle de, uden at tillade appel, gøre dette og forhindre abbeden i at bortføre klostrets ejendele. (Laehr 415). Dette pavelige mandat må, som det fremgår af dateringsstedet og månedsdagen, henføres til et af årene 1167-1169. Da Vilhelm først 28. december 1168 blev konsekreret til ærkebiskop af Sens (Gallia christiana XII 50), hidrører det fra 1169.
Laehr daterer ærkebiskop Eskils brev til Ernisius 1171-1172 april. Denne datering er foretaget ud fra forholdenes videre udvikling i St.-Victor.
Den reform, som Alexander 3.s mandat fra 1169 30. september tilsigtede, kom der intet ud af (Migne 200:675). Men noget senere greb paven atter ind. Fra Tusculum befalede han en 1. februar ærkebiskop Vilhelm af Sens, biskop Stefan af Meaux og abbed Nicolaus af Valséri at begive sig til St.-Victor; deres instruks lød i hovedsagen som i mandatet af 1169 (Migne 200:771). Jaffé 11974 (8021) henfører dette nye mandat til 1171-1172. Det førstnævnte år er det rigtige, eftersom Stefan af Meaux 1171 1. maj blev forflyttet fra Meaux til ærkebispesædet Bourges (Gallia christiana II 53 54).
Det nye mandat førte til et resultat. Et tredie mandat af Alexander, dateret Tusculum en 11. april, giver oplysning herom. Ifølge dette er Ernisius i nærværelse af pavens legater, kardinalpresbyterne Albertus, tit. sancti Laurentii in Lucina, og Theodinus, tit. sancti Vitalis, trådt tilbage fra sit embede; brødrene har valgt en ny abbed (Guarinus), og dette stadfæstes af paven (Migne 200:876). Året for dette Alexanders tredie mandat er på grund af dateringsstedet og månedsdagen enten 1171 eller 1172 (Jaffé 12149 (8167)). Det sidste år er her det rigtige: kardinalpresbyteren Albertus har endnu 1171 9. april undertegnet et paveligt privilegium i Tusculum (Migne 200:725), og først 1171 24. juni kundgjorde Alexander de to kardinalpresbyteres forestående legation (Migne 200: 730).
Dateringen hos Laehr af ærkebiskop Eskils brev til Ernisius er øjensynlig fastsat med udgangspunkt i mandaterne af [1171] 1. februar og [1172] 11. april. Den er ikke holdbar.
Når det gælder om at datere ærkebiskop Eskils brev til Ernisius, må det erindres, at denne ved dets udstedelse udøvede sine funktioner som abbed — terminus ante quem må altså sættes til foråret 1172. Men denne tidsgrænse falder altfor sent. I årevis havde det tyranniske, verdslige regimente, som Ernisius havde ført, og skandalen omkring St.Victor været en kendt og ofte omtalt sag i den kirkelige verden — »en anden Cæsar«, således karakteriserer Alexander ham allerede 1169; trods ordenens statutter holder han alt i sin hånd og befaler og regerer efter forgodtbefindende. Det må under disse forhold være klart, at Eskil med sine forbindelser i Frankrig og Rom længe inden Ernisius' afsættelse var begyndt at frygte for sit depositum i St.-Victor. Dette fremgår også af det brev, som han 1172, omkring midten af året, skrev til kong Ludvig af Frankrig (Nord. tidskr. f. bokoch biblioteksvåsen XXV 4). Ifølge dette har han da allerede tre gange haft bud hos Ernisius og bedt om at få sit depositum udleveret, alle tre gange forgæves. Ærkebiskoppens brev til Ernisius er det brev, som er fulgt med ved den første sendelse. Venskabsforholdet mellem brevskriver og adressat synes endnu ubrudt, og nogen antydning af, at Ernisius skulle have nægtet at udlevere det deponerede, findes ikke. Brevet kan ikke have haft forbindelse med Ernisius' tilbagetræden som abbed og de begivenheder, der gik nærmest forud. Det må ligge tidligere.
Under disse omstændigheder fortjener Jean de Toulouse's tidsbestemmelse opmærksomhed. Brevet skal sandsynligvis henlægges til tiden omkring det ældste pavelige mandat om en reformation af St.-Victor: 1169 30. september, måske noget senere.