Peder, abbed af St. Rémi, til pave AlexanderN.

Det, som indlysende og klart er sandt, taler for sig selv og vidner om sig selv uden tilføjet forklaring. Men de begivenheder, der som følge af en lokalitets fjerne beliggenhed og af stedfundne begivenheder i tidens løb omgives af et uigennemtrængeligt tågeslør, og om hvilke der hersker en stor ukendskab, skal ses i det rette lys, når alles tarv kræver det. Derfor skal I, høj hellige fader, vide, at nærværende brevviser, der er opvokset under vor ydmyge omsorg og har modtaget ordensdragten af os i klostret La Celle og, idet han sammesteds i lang tid har indsuget en modermælk, der er bedre end vinN, ved Guds nåde er blevet forfremmet til biskop, idet han i sandhed har givet sig i lag med den møje og det besvær, der er forbundet med det ham pålagte embede og hverken regner guldet for sin kraft og styrke eller siger til det røde guld: Du er min fortrøstningN. Thi af det apostoliske sæde udbeder han sig døden ved hjælp af dødenN, eftersom både sommerheden og den kejserlige magtN truer ham med døden på den rejse, som han påbegynder; og hvis han ikke opnår den, som det er hans forlangende, har det vantro barbariske samfund døden i sig for ham. Han holder derfor sin sjæl i sine hænderN, idet han skænker den til Gud ved den himmelske nøglevogters og Eders hånd. Modtag, om det behager, den gudvelbehagelige hostie, den velovervejede, redebonne tjenstvillighed og sæt med Eders højhellige apostolats myndighed fåret ud for ulveneN, så at ulven ved en guddommelig beskærmelse måske ikke fortærer lammet, men lammet omvender ulven. Men hvad der end måtte ske, vil Gud blive forherliget, Eders tjenergerning blive æretN, og broderens sjæl vil ikke lide skade. Thi ud fra den grundindstilling, som jeg har opelsket i ham og belært ham om med mange bevisgrunde, regner jeg med, at han vil være tro over for det betroede og ikke ved noget angreb vige bort fra troens vej, men at han hellere vil give sit blod end svække troen. Apostlen siger: Udsluk ikke åndenN og forstærk med bedre olielamper det lys, der allerede er tændt i skæppenN; altså er dette Eders æreskrans, om hvedekornet, der lægges i jorden ved Eders hånd, bærer megen frugtN.