En særdeles alvorlig og vægtig klage er forebragt det apostoliske sædeN, gående ud på, at Finnerne altid, når fjendehær truer dem, lover at efterleve den kristne tro og længselsfuldt udtrykker deres ønske om at få prædikanter og vejledere i den kristne lov, men at de, når hæren trækker sig bort, fornægter troen og ringeagter prædikanterne og svarligen forfølger dem. Derfor, da de herved ses at bespotte Gud og forhåne den kristne tro, og - idet de gør sig til helvedes børn i dobbelt henseendeN - lade deres velfærd og hele deres liv bero på jordiske forhold, idet det himmelske bliver forsømt, og da det ikke er sømmeligt, at kristennavnet tjener dem til forsvar i modgang, hvilket navn de bevisligt foragter og afskyr i medgang, formaner og pålægger vi Eder alle, at I for fremtiden viseligt og forstandigt tager Eder i vare for deres falskhed og svigagtighed, så at de, hvis der opstår en nødssituation for dem, ikke kan tage deres tilflugt til Eders hjælp og beskyttelse, medmindre de overgiver Eder deres befæstningsanlæg - hvis de måtte have nogen - eller på anden måde stiller en så fyldestgørende garanti og sikkerhed, så de herefter på ingen måde kan foretage et tilbagetog eller føre Eder, vise mænd, bag lyset, men tvinges til uforanderligt at holde fast ved og efterleve den kristne troslære, så de ikke mere skal ses at høre til iblandt dem, om hvem det er sagt: Han vil bekende dig, når du øver godt mod hamN.