Vi græmmes højligen, og vi plages i ikke ringe grad af bekymringer og sorger, når vi hørerN , at de vilde ester og andre hedninge i de egne faretruende rejser sig og grumt raser mod dem, der tror på Gud og dyrker den kristne tro, og at de bekæmper den dyd, der ligger i navnet kristen. Men vi lovpriser og velsigner Herren, fordi I med urokkelig standhaftighed holder fast ved den rette tro og ved den højhellige romerske kirke, som er alle kirkers hoved og den af Herren indsatte læremester, og som i kraft af det himmelske privilegium sidder inde med lederskabet over alle andre kirker, og fordi I bevarer det bånd og den enhed, der knytter den kristne tro sammen. Eftersom det derfor er anbefalelsesværdigt for vort lederhverv ved en velovervejet formaning at indgive i Eder og højst indtrængende at råde Eder til det, som vides at vedrøre troens bekræftelse og Eders sjælefrelse, formaner og opfor drer vi Eder alle i Herren til, at I beflitter Eder på i enhver henseende at lægge vægt på tjenesten for Gud, at I elsker barmhjertighed, retfærd og retsindige domsafsigelser, at I afholder Eder fra plyndringer og ubillige handlinger, at I yder Gud fromme og velbehagelige tjenester, at I viser den fornævnte højhellige romerske kirke skyldig hæder og ærbødighed som Eders moder og læremester, at I ydmygt adlyder Eders bisper, præster og andre prælater og giver dem tiender, førstegrøder, ofringer og deres andre rettigheder og hædrer dem som fædre og hyrder for Eders sjæle, og at I sørger for i alle henseender at værne og med stærk hånd fastholde og iagttage deres rettigheder, og at I, udrustet med de himmelske våben og styrke ved apostoliske formaninger, omgjorder Eder til med tapperhed at forsvare den kristne tros sandhed og med styrke giver Eder i lag med at udbrede den kristne tro, så at I kan vinde sejr over fjenderne og med Herrens bistand erhverve den retfærdighedens krone, som er bestemt for Eder. Thi tilstår vi i tillid til Guds barmhjertighed og apostlene Petrus' og Paulus' fortjenester dem, som magtfuldt og storslået kæmper mod de ofte nævnte hedninge, et års eftergivelse af deres synder, om hvilke de har skriftet, og for hvilke de har påtaget sig at gøre bod, på samme måde som vi plejer at tilstå det til dem, som besøger Herrens grav. Men vi tilstår dem, som måtte dø i kampen, eftergivelse af alle deres synder, hvis de måtte have påtaget sig en bodsydelse. Givet i Tusculum den 11. september.