Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, til Ludvig, af Guds nåde de Franskes berømmelige konge, hans herre og særlige ven, ønsker under forbønner for ham og i lydighed mod ham, at han både har fremgang i øjeblikket og må beriges i fremtiden.

Det er særegent for den sande kærlighed, at den tror, at hvad der hører vennen til, også hører den til. Thi en afvisning befrygtes ikke, hvor man ikke nærer tvivl om, at kærligheden er sand. Af den grund drister vi os til at fremføre vor tale for Eders øre, storsindede konge, så ofte vi føler det er påkrævet for vor ringhed. I, storsindede konge, skal derfor vide, at jeg allerede, lokket og tiltrukket af Eders og Eders omgivelsers generøsitet, halvt om halvt er hos Eder, og, om Gud giver held og lykke til, om kort tid helt og holdent agter og ønsker at følge efter i person og dersteds tilbringe resten af mit liv i bod for tidligere begået synd. Af den årsag har jeg også betroet broder Ernisius, forhen abbed i St.-Victor, som en formodet tro ven et depositum på 370 mark lødigt sølv efter Troyes-vægt og havde alt lavet et udkast til et testamente om, hvorledes og til hvem pengene skulde fordeles, hvis jeg - om døden kom mig i forvejen - ikke personlig kunde komme. Men nu erfarer jeg, at det gamle ordsprog: 'intetsteds er troskaben sikker'N kun er alt for sandt. Thi han, som ikke skammer sig for at fremføre benægtelser over for mig, der stadig er i live og kræver det deponerede tilbage - efter at udsendinge fra mig allerede tre gange har været sendt af sted og ikke har opnået noget - vilde næppe have delt ud af det af mig betroede depositum, hvis jeg alt var afgået ved døden. Derfor beder vi Eders højhed med alt eftertryk om, at vi - ihvorvel vi ikke har gjort os fortjent til Eders højsind - må få et værn i Eders magt og fritages for følgerne af den fornævnte mands uformodede og skamløse ondsind. Hertil kommer ydermere, at vi nærer frygt for, at han vil sætte en skamplet på Eders ædle rige, hvis man hos fremmede folkeslag hører, at en af abbederne i det liflige GallienN har forgrebet sig således mod en ven. Men da han ikke har udredet noget af det deponerede til nogen efter min befaling eller med min tilladelse, anråber jeg om, at vi, eftersom vi nærer tillid til Eders majestæt, må mærke, at vi får hjælp hos Eder i denne sag.