Tekst efter a:
Aeternas et antiquas uenas misericordiarum et benedictionum suarum profusa in omni largitate diuina gratia his temporibus, licet caritas multorum refrigescat, nondum exclusit. Quamuis enim reconditos et laben- tes sinus gratie in mentibus multorum fidelium deus in ecclesia sua adhuc retineat, uos præcipue tanquam lucernam super candelabrum positam oleo multiplici perfudit, unde multæ areolæ ecclesiarum, episcoporum, pauperum, uiduarum tam suauiter quam abundanter irrigantur. A multis siquidem retro temporibus non in uacuum siue gratiam siue pecuniam dei excepistis, ligando illam in sudario uel infra domesticos parietes recludendo. Quis enim ad uos accedens uestram non sensit benedictionem? Quis quantumlibet tepens, audiens uel uidens conuersationem uestram, manum egenis expositam, ostium uiatoribus patens, iudicium et iustitiam æqua lance, causam non personam discernens omnemque reliquam actionum et sermonum uestrorum regionem perlustrans, non calefactus, non melioratus, non bene instructus abiit, deo gratias, qui iuxta consuetudinem suam gratiam pro gratia superabundare facit in uobis, ut melior sit finis orationis quam principium et ut exitus matutini et uespere delectabiles fiant. Adhuc enim stillant manus uestræ aromata dei, que de thuribulis sanctorum per manus angelorum in incensum suauitatis naribus sedentis super thronum gratiæ referantur, quatinus in æterna tabernacula uos recipiant, qui de bonitate et beneficiis uestris in terris sustentati per gratiarum actionem in cælo iam sunt recepti uel adhuc recipiendi. Pauper iste episcopus domnus Fulco, quem per euangelium in Christo ego genui monachum et uos episcopum de magnificentissima liberalitate uestra, deo gratias nobiscum refert, exponens quod sustentamentum uitæ et peregrinationis suæ uos habet et semper habiturum confidit. Scitis, domine pater, quam duram prouinciam sortitus sit, et quod animam suam in manibus suis posuerit, potius mortem semper expectans quam longam uitam. Scitis etiam, quia qui prophetam in nomine prophete recipit, mercedem prophetæ recipit. Unde remittimus eum ad uos, et commendamus eum deo et uobis. Retinuimus eum siquidem malo tempore, remittimus autem bono et congruo, ut uisitet messem, utrum matura sit ad metendum an immatura ad laborandum. Manum siquidem misit ad aratrum ope uestra et opere ad christianitatem dilatandam et horrea dei fertiliori segete implenda. Uestrum enim, uestrum est, quicquid incrementi prouenerit ex labore ipsius, quia et de uestro uiuit tanquam operarius dei et uester, et ad gloriam uestram respicit atque coronam quodcumque Christo acquirere potuerit. Non igitur obturandum est os boui trituranti neque palea subtrahenda.
2: Cf. Num. 8, 3: Fecitque Aaron et imposuit lucernas super candelabrum.
6: Cf. Ioan. 11,44: sudario erat ligata.
12-13: Cf. Ephes. 1, 7-8: secundum divitias gratiae eius quae superabundavit in nobis in omni sapientia et prudentia.
13-14: Eccl. 7,9: melior est finis orationis quam principium. 14: Psal. 64, 9: exitus matutini et vespere delectabis.
15: Cf. Cant. 5, 5: manus meae stillaverunt myrrham.
16: Apoc. 4,9 0g 5, 1: sedentis super thronum og Hebr. 4, 16: thronum gratiae.
17: Luc. 16,9: ut.... recipiant vos in aeterna tabernacula.
24: Cf. Iludic. 12,3: posui animam meam in manibus meis, 25-26: Matth. 10,41: qui recipit prophetam in nomine prophetae, mercedem prophetae accipiet.
3-4: Cf. Luc. 9, 62: nemo mittens manum suam ad aratrum et respiciens retro.
8-9: Cf. Deut. 25,4: Non ligabis os bovis terentis in area fruges tuas og 1. Cor, 9,9 og 1. Tim. 5,18: Non alligabis os bovi trituranti.
Til ærkebispen af Lund.
Guds nåde har i disse tider - skønt manges medfølende kærlighed er kølnet - i al sin uendelige veldædighed endnu ikke lukket af for de evige, gamle årer, som er hans miskundhed og velsignelse. Thi om og Gud i sin kirke endnu opretholder den kærlighed til nåden, der ligger dybt nede og er skrøbelig, i mange troendes sind, har han navnlig gydt en overflod af olie over Eder, der er som et lys, der er sat i lysestagen, og gennem hvem mange af kirkernes, bispernes, de fattiges og enkernes småhaver både lifligt som og i overdådigt mål bliver vandet. I lange tider har I jo ikke uforpligtet taget imod nåden eller mod penge fra Gud for at indhylle dem i et tørklæde eller låse dem inde inden for husets vægge. Thi hvem, der kommer til Eder, har ikke følt Eders velsignelse? Hvem, hvor lunken han end er, som hører om eller ser Eders livsvandel og Eders hånd, der er udstrakt mod de trængende, og som ser døren, der står åben for de vejfarende, hører om dømmekraften og den afbalancerede retfærdighed, der afsiger dom efter sagforholdet, ikke efter personen, og erfarer alt det øvrige, som gennemstråler alle Eders handlinger og udsagn, er ikke gået varmet, opløftet, velbelært bort, takket være Gud, som i overensstemmelse med sin sædvane i rigt mål gengælder nåde med nåde med hensyn til Eder, for at der kan være en bedre udgang end indgang på sagen, og for at hver ny morgenstund og aftenstund kan bringe fryd og glæde. Thi endnu drypper Eders hænder af Guds myrrha, som af englehænder bringes fra de troendes røgelseskar, for at den, der sidder på nådens trone, kan mærke røgelsens vellugt i sine næsebor, eftersom de, der bliver opretholdt på jorden ved Eders godhed og velgerninger, og som ved nåden allerede er modtaget eller endnu skal modtages i himlene, vil tage mod jer i de evige boliger. Denne fattige biskop herr Fulko, som jeg ved evangeliet i Kristus har gjort til munk og I i Eders høje storslåede veldædighed til biskop, takker Gud sammen med os, idet han fremhæver, at han har tillid til og stoler på, at han altid vil have Eder som støtte i sin tilværelse og i sin pilgrimsfærd. I ved, herre fader, hvor vanskeligt et stift han har fået, og at han må sætte sit liv på spil, da han altid snarere kan forvente sig døden end et langt liv. I ved ligeledes, at den, der tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn. Derfor sender vi ham tilbage til Eder og anbefaler ham til Gud og Eder. Vi har jo holdt ham tilbage i en ond tid, men vi sender ham tilbage i en god og egnet tid, for at han kan tilse høsten, om den er moden til at høstes, eller om den er for umoden til at give sig i lag med. Han har jo formedelst Eders virke og Eders gerning lagt sin hånd på ploven for at udbrede kristendommen og fylde Guds lader med mere givtig sæd. Thi alt det er Eders - jeg understreger Eders - som fremkommer i øget afkastning som følge af hans arbejde, både fordi han underholdes ved Eders midler som Guds og Eders daglejer, og fordi han har Eders ære og krone for øje, når han erhverver noget for Kristus. Derfor bør man ikke tilstoppe munden på oksen, der tærsker, og man bør ikke kaste avnerne bort.
Omtalen af biskop Fulko viser en vis forbindelse med det første af de to anbefalings 0 breve til pave Alexander 3., cf. nr. 21. Ifølge abbed Petrus' brev af [1171-1173] til den svenske konge m.fl. nr. 29, var Fulkos rejse blevet udsat på grund af tidernes ugunst (temporis incommoditas). Tidspunktet for den fornyede udsendelse kan antagelig tidligst være i 1172. Da ærkebiskop Eskil opholdt sig i udlandet 1174-1176, cf. Dipl. Dan. 1. rk. II nr. 184, bliver 1174 det senest mulige år.