Til ærkebispen af LundN.

Guds nåde har i disse tider - skønt manges medfølende kærlighed er kølnet - i al sin uendelige veldædighed endnu ikke lukket af for de evige, gamle årer, som er hans miskundhed og velsignelse. Thi om og Gud i sin kirke endnu opretholder den kærlighed til nåden, der ligger dybt nede og er skrøbelig, i mange troendes sind, har han navnlig gydt en overflod af olie over Eder, der er som et lys, der er sat i lysestagenN, og gennem hvem mange af kirkernes, bispernes, de fattiges og enkernes småhaver både lifligt som og i overdådigt mål bliver vandet. I lange tider har I jo ikke uforpligtet taget imod nåden eller mod penge fra Gud for at indhylle dem i et tørklædeN eller låse dem inde inden for husets vægge. Thi hvem, der kommer til Eder, har ikke følt Eders velsignelse? Hvem, hvor lunken han end er, som hører om eller ser Eders livsvandel og Eders hånd, der er udstrakt mod de trængende, og som ser døren, der står åben for de vejfarende, hører om dømmekraften og den afbalancerede retfærdighed, der afsiger dom efter sagforholdet, ikke efter personen, og erfarer alt det øvrige, som gennemstråler alle Eders handlinger og udsagn, er ikke gået varmet, opløftet, velbelært bort, takket være Gud, som i overensstemmelse med sin sædvane i rigt mål gengælder nåde med nåde med hensyn til EderN, for at der kan være en bedre udgang end indgang på sagenN, og for at hver ny morgenstund og aftenstund kan bringe fryd og glædeN. Thi endnu drypper Eders hænder af Guds myrrhaN, som af englehænder bringes fra de troendes røgelseskar, for at den, der sidder på nådens troneN, kan mærke røgelsens vellugt i sine næsebor, eftersom de, der bliver opretholdt på jorden ved Eders godhed og velgerninger, og som ved nåden allerede er modtaget eller endnu skal modtages i himlene, vil tage mod jer i de evige boligerN. Denne fattige biskop herr Fulko, som jeg ved evangeliet i Kristus har gjort til munk og I i Eders høje storslåede veldædighed til biskop, takker Gud sammen med os, idet han fremhæver, at han har tillid til og stoler på, at han altid vil have Eder som støtte i sin tilværelse og i sin pilgrimsfærd. I ved, herre fader, hvor vanskeligt et stift han har fået, og at han må sætte sit liv på spilN, da han altid snarere kan forvente sig døden end et langt liv. I ved ligeledes, at den, der tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets lønN. Derfor sender vi ham tilbage til Eder og anbefaler ham til Gud og Eder. Vi har jo holdt ham tilbage i en ond tid, men vi sender ham tilbage i en god og egnet tid, for at han kan tilse høsten, om den er moden til at høstes, eller om den er for umoden til at give sig i lag med. Han har jo formedelst Eders virke og Eders gerning lagt sin hånd på plovenN for at udbrede kristendommen og fylde Guds lader med mere givtig sæd. Thi alt det er Eders - jeg understreger Eders - som fremkommer i øget afkastning som følge af hans arbejde, både fordi han underholdes ved Eders midler som Guds og Eders daglejer, og fordi han har Eders ære og krone for øje, når han erhverver noget for Kristus. Derfor bør man ikke tilstoppe munden på oksen, der tærskerN, og man bør ikke kaste avnerne bort.