Bernardus, og Guds nåde biskop af Porto og Sta. Rufina, til den ærværdige broder Guarinus, abbed af klostret St.-Victor, og kapitlet hilsen og ønsket om, at de må se hærskarernes Gud på SionN.

Efter med tak at have modtaget Eders brev, fromme mænd, har vi ikke undladt omhyggeligt at overveje dets indhold, idet vi i ikke ringe omfang har beskæftiget os med Eders ulykke og med den tynge, den er for Eders hus. Men eftersom det er vor opgave at værne kirkerne mod hyppige og heftige rystelser og i særlig grad Eders, som vi betragter som vor egen, og ved hvis stadige forbøn vi tror vi bliver beskyttet, har vi i overensstemmelse med, hvad vi anså for gavnligt, gjort vor indflydelse gældende og indstændigt anbefalet den herre paven, at han ved sin pavelige nåde skulde beskytte og med største iver værne om Eders kirke i en så væsentlig retssag. Det tror vi sluttelig at være gået i opfyldelse på en sådan måde, at hvis I med al Eders omtanke betænksomt sætter ind herpå, vil kun en ubetydelig eller slet ingen tilbagebetaling af penge komme til at hvile som en byrde på Eders fornævnte kirke. Vi beder derfor om og henstiller, at I ikke undslår os den gave, som Eders forbønner er, og at I værdiges uafladeligt at bede til Gud for os, fordi vor beskyttelse efter vor evne på ingen måde vil blive unddraget Eder; og vi anråber om, at I på vanlig vis viser Bernardus, vor nevø, Eders kærlighed, idet I agtværdigt lader ham få til sit gæsteophold, hvad I ved aftale med Nicolaus, vor klerk, har stillet ham i udsigt. Thi dette vilde være os kærere, end hvis han blev anbragt i eget kammer. Desuden beder vi om, at I, indsigtsfulde mænd, barmhjertigt sørger for den nærværende brevviser, idet I yder ham en passende belønning for ydet tjeneste, hvormed han på bedste måde kan opretholde livet. Thi I ved, at han mange gange trofast har risikeret død og udstået farer for Eders kirkes skyld.