Tekst efter a:
Waldemarus dei gracia rex Danorum ceteris fidelibus tam presentibus quam futuris salutem.
Quoniam memoria mortalium tenuis inuenitur/ et labilis nisi scripture amminiculo fulciatur/ dignum duximus ad posteros litteris actionem que inter fratres de Esrom et Petrum Scalle filium Nicolai facta est. ne uidelicet. elabatur transmittere. Ego enim primo regni mei anno. dimidiam uillam que Sande dicitur predictis fratribus pro meorum remedio peccatorum tam legaliter quam deuote contuli. quam et ipsi postea per nonnullos annos in pace et absque calumpnia possiderunt. Succedente uero tempore prefatus Petrus eandem quam ego dederam uille partem consilio prauorum calumpniatus est. suum patrimonium fuisse confirmans. et fratribus exinde plurimum inquietudinis inferens. Qui tandem ab incepta consilio saniori desistens calumpnia. eandem quam calumpniatus fuerat. terram super altare more terre scutauit et alia similiter uice quo magis ratum uideretur in ciuitate Lundensi. coram me et multis optimatibus meis eundem scutacionis modum sollempniter et deuotissime spontanee uoluntatis arbitrio iterauit. Ad omnem igitur dubitacionem a posteris secludendam. presentem paginu- lam nostri sigilli impressione signauimus. et huius quoque facti testes idoneos subnotauimus. Kanutus filius meus. episcopus quoque Selandensis Absalon. Marcus abbas ecclesie Omnium sanctorum. Ascerus maioris ecclesie prepositus. Georgius quoque filius Petri. et Thurbern. Magnus filius Wlf. et alii multi. quorum hic nomina breuitatis causa sunt omissa. Acta sunt autem hec. dominice incarnacionis. m. c. * lxxiiii anno regni quoque nostri. xvii. Datum Lundis. v. kalendas martii.
29 scutauit] rettet fra scotauit a. 30 scutacionis = scotacionis.
6 m.c.lxxiiii] m.c.lxxxiiii a.
Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til andre troende, såvel nulevende som fremtidige, hilsen.
Eftersom de dødeliges hukommelse befindes at være svag og forgængelig, medmindre den får støtte i det nedskrevne ord, har vi anset det for rigtigt ved brev at overgive til de efterkommende forløbet af retssagen mellem brødrene i Esrom og Peder Scalle, søn af Niels, nemlig for at viden herom ikke skal svinde hen. Jeg har altså i mit kongedømmes første år såvel lovformeligt som fromt til bod for mine synder overdraget fornævnte brødre halvdelen af den landsby, som kaldes Såne; og disse brødre sad derefter inde med den i adskillige år i fred og uden kære. Men derpå rejste fornævnte Peder efter slette menneskers råd en svigagtig kære om den andel af landsbyen, som jeg havde givet, idet han hævdede, at det var hans fædrenearv, og han voldte derved brødrene såre mange bekymringer. Da han omsider efter et mere fornuftigt råd frafaldt den påbegyndte uretmæssige trætte, skødede han efter landets skik samme jord, som han uretteligt havde påkæret, over alteret; og han gentog højtideligt og såre fromt af fri vilje og efter sin egen beslutning samme skødning en anden gang på samme måde i staden Lund over for mig og mange af mine stormænd, for at den skulde synes des mere gyldig. Derfor har vi for at udelukke enhver tvivl hos de kommende slægter forseglet dette brev med vort segl og tillige nedenfor anført gode vidner, der var til stede ved denne handling. Knud, min søn, og Absalon, Sjællands biskop, Markus, abbed i Allehelgens kloster, Asser, provst ved domkirken, og Jørgen, søn af Peder, og Torben, Mogens, søn af Ulf, og mange andre, hvis navne for kortheds skyld er udeladt her. Men dette er forhandlet år 1174 for Herrens menneskevorden, og i vort kongedømmes 17. år. Givet i Lund den 25. februar.
Oluf Nielsen daterer dette og det efterfølgende brev af Absalon til 1174 25. februar, idet han går ud fra kong Valdemar 1.s 17. regeringsår, d.v.s. 1174, og følgelig forkaster afskrifternes m.c.lvxxxiiii. Lauritz Weibull vil rette begge årsangivelser til 1178, idet han lægger vægten på stedsangivelsen: in Lundis nostra metropoli. Han mener derfor, at brevene er udstedt efter Absalons valg til ærkebiskop, men inden iklædningen af palliet engang i løbet af foråret 1178, cf. Scandia XIII (1940) 99-100. Denne fortolkning af metropolis er dog rimeligvis for snæver, idet metropolis ikke behøver at betyde andet end den danske kirkes hovedstad, cf. f. eks. Rufinus, Summa 18, 13: metropolis, scilicet civitas vel episcopalis sedes, qui ad mensuram certam civitates vel episcopi traditi sunt, cf. Novum Glossarium s.v. metropolis. Hertil kommer, at domprovst Asser optræder i vidnelisten. Denne måtte efter ærkebispevalget i 1177 gå i landflygtighed på grund af sin forbindelse med sammensværgelsen mod kong Valdemar, cf. Saxo, ed. Olrik-Ræder 511 og 512, og han ses endnu i 1180, 1184 og 1185 i ærkebispen af Magdeburgs omgivelser, cf. nr. 94, 119 og 125-27.