Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til andre troende, såvel nulevende som fremtidige, hilsen.

Eftersom de dødeliges hukommelse befindes at være svag og forgængelig, medmindre den får støtte i det nedskrevne ord, har vi anset det for rigtigt ved brev at overgive til de efterkommende forløbet af retssagen mellem brødrene i Esrom og Peder Scalle, søn af Niels, nemlig for at viden herom ikke skal svinde hen. Jeg har altså i mit kongedømmes første år såvel lovformeligt som fromt til bod for mine synder overdraget fornævnte brødre halvdelen af den landsby, som kaldes Såne; og disse brødre sad derefter inde med den i adskillige år i fred og uden kære. Men derpå rejste fornævnte Peder efter slette menneskers råd en svigagtig kære om den andel af landsbyen, som jeg havde givet, idet han hævdede, at det var hans fædrenearv, og han voldte derved brødrene såre mange bekymringer. Da han omsider efter et mere fornuftigt råd frafaldt den påbegyndte uretmæssige trætte, skødede han efter landets skik samme jord, som han uretteligt havde påkæret, over alteret; og han gentog højtideligt og såre fromt af fri vilje og efter sin egen beslutning samme skødning en anden gang på samme måde i staden Lund over for mig og mange af mine stormænd, for at den skulde synes des mere gyldig. Derfor har vi for at udelukke enhver tvivl hos de kommende slægter forseglet dette brev med vort segl og tillige nedenfor anført gode vidner, der var til stede ved denne handling. Knud, min søn, og Absalon, Sjællands biskop, Markus, abbed i Allehelgens kloster, Asser, provst ved domkirken, og Jørgen, søn af Peder, og Torben, Mogens, søn af Ulf, og mange andre, hvis navne for kortheds skyld er udeladt her. Men dette er forhandlet år 1174 for Herrens menneskevorden, og i vort kongedømmes 17. år. Givet i Lund den 25. februar.