Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til alle abbeder, priorer og regelbundne mænd i hele England i ønsket om, at de må leve i fromhed, dø i lyksalighed og blive kronet i evighed.

Eftersom vi ønsker stedse at være sikrede og fri for bekymringer ved Eders uudsigelige fromhed og velvilje, hellige mænd, underretter vi Eder i fortrolighed om det, som ligger os på hjerte, og som skaber bekymring for en varig ordning. I vort rige har vi et klostersamfund, hvis oprindelige bekendere var englændere, og de opnåede i sin tid - frigjorte som de var for den golde verden - ved en stor sejrvinding for den kristne tro lyksaligt at forskaffe Gud himmelsk lovsang og pris. Men eftersom troen mister sin styrke, kærligheden nu kølnes, og de foresattes ledelse bliver slap, beder vi indtrængende om og lægger Eder eftertrykkeligt på sinde, at de, hvem denne vor elskede og ærværdige abbedN måtte antræffe blandt Eder og erkende at kunne være os til nytte, skal I, fromme mænd, med megen velvilje have vilje til at sende til os. Vi savner jo des mere disse mænd, jo mere vi med beklemt hjerte ser, at den kristne gudsdyrkelse mister sin fasthed under hyrdens forsømmelighed. Lev vel.