Petrus, abbed i St.-Rémi, til ærkebispen af LundN.

Billedet af Eders kærlighed, som er indridset i og står skrevet med jerngriffel i vort hjertes stålhårde tavleN, er levende og vil ikke ophøre med at leve i dette. Thi det har slået rod fornedenN, som den uafladelige og daglige ihukommelse af Eders velvilje mod en ven - for ikke at sige Eders tjener - ikke hører op med at vande. Thi nåde og venskab behersker mig helt, idet som løn frygten er lukket ude og drevet bort. Derfor er det, højærværdige fader, at jeg ved ofring af min førstegrøde til Eders levende og sande herre også efter evne daglig til Eders frelse anråber ham om at ihukomme Eder.

Magister Crispinus er vendt tilbage til os, i ikke ringe grad medtaget af havets bitre drik, men dog i nogen grad opmuntret af Eders godhed. Blandt andet gav han os den barske beretning om Eders skibbrud, om hvorledes havet i vildeste oprør rejste sig mod Eder, hvorledes et umådeligt vindstød på det voldsomste gennemrystede skibet, uvejret næsten tilintetgjorde det. Jeg mindes Peter, der vandrede på bølgerne, og at en kraftig vind kom imod hamN, Paulus, som led skibbrud tre gangeN, Jonas, der blev slugt af en hval, som dog ikke kunde beholde hamN. Herre Jesus, hvor var du? Hvorfor trak du da din hjælpende hånd bort? Måske blot for at dine tjenere eller følgesvende af resterne af din kalk, som du ikke vilde drikke, da du havde smagt den under lidelsenN, skulde (have) en del eller (drikke) en slurk af samme blanding, som tilkom ham, og for at genvinde sundheden, eller rettere arven .....N.