Petrus, abbed i St.-Rémi, til Eskil, forhen ærkebiskop af LundN.

Hyppige legemlige besværligheder tilskynder os til at tænke på det fædreland, hvor ingen bedrøvelighed er. Thi jo mere ulykkeligt det fædreland er, som vi lider i, des mere lykkeligt er hint, som vi håber på. Gid vi nu kunde betræde dets kyst. Gid vi kunde undgå bølgerne i det nuværende. Vi føres i ring, vi trues af farer, vi lider skibbrud og skjuler for os selv, at vi går bort. Hvem søger ikke en sikker havn for at undgå skibbrud? Hvem kapper ikke ankertovet på havet for at undgå uvejret? Hvem ringeagter fædrelandet og elsker landflygtigheden? Hvem undgår en fader og følger en fjende? Jeg glæder mig, fordi I nu er nået i havn og sidder ved den hellige stads port, hvis samfund er målet i sig selvN. Vor båd tumler jo stadig om på bølgerne, men jeg håber og venter på Eders trøst, I, hvis hele sjæl jeg ejer i et ubegrænset venskab. Jeg besværger Eder, hvis I finder min elskede, eller bedre hvis I kommer til hans kammer, skal I underrette ham, fordi jeg er syg af kærlighedN. Tro mig, om jeg kom til Salomons søjlegangN, for ikke at sige til frelserens helligdom, vilde jeg løfte min røst til fordel for min ven, vilde jeg stille krav til fordel for min herre, vilde jeg forkynde for den herre Sebaoths øren både hvad I har gjort for mig, og hvad I ved mig har gjort for de fattige. Jeg vilde anråbe den fromme, jeg vilde lægge pres på den retfærdige og sige: Ihukom dit ord til din tjenerN. Thi det er dit ord: Hvad I har gjort mod en af mine mindste, har I gjort mod migN. Se, gods tilhørende min herre, forhen ærkebiskop af Lund, nu en fattig i Clairvaux, er hos dig ved dine fattige som mellemled. Yd altså ham gengæld og giv dit gods til ham, som har givet dig sit, det gods, som han dog alligevel havde modtaget fra dig, og som du havde givetN. Højtelskede fader, mit hjerte sover ikke, ej heller blunder detN ved tanken om Eder. Det råber, det ban ker og står uden for vor dør og siger: Når skal jeg se den, som min sjæl længes efter? Når skal jeg komme og se ham? Vejen er lang, fødderne bevæger sig knapt, lænden bliver stiv, og hvorledes skal jeg se min fjerne ven? Et lindremiddel bør derfor søges, så snart lindringen mangler. Jeg kan ikke tage af sted, dog er jeg i stand til at skrive. Øjet kan ikke se, dog pennen tale. Et pergamentbrev iler af sted, fordi lemmerne hindres i den personlige tilstedeværelse. Dokumentet beretter, hvad tungen ikke kan. De døde skrifttegn udfylder, hvad levende og sande ord ikke er i stand til. Skrevne stavelser beretter om vor skæbne, eftersom mundtlig veltalenhed ikke evner det - jeg længes efter at se Eder. Kristi fred og Guds nåde være stedse med Eder.

Jeg hilser kapellanerne og prioren herr Gaucherius og den herre biskop af Auxerre og Filip og alle vore venner. Lev vel.