Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til alle i Faurås herred med ønske om, at de må have Herrens frygt i sig, idet vi ikke er i tvivl om at have vor gerning ved Herrens frygtN.

Hvorfor frygter I ikke for at forarme Guds kirke ved at lægge hindringer i vejen for eller ganske at gøre fromme gaver fra de troende til intet, og af hvilken grund hober I synd på synd oven på det, ved hvilket de fromme frigør sig for deres synder? I forsøger jo til Eders fortabelse at berøve vore brødre i Esrom den skov i Glumstenschog, som ærkebispen til frigørelse for sine synder har overdraget dem. Idet vi derfor ønsker at råde for Eders frelse, eftersom dette også angår os, påbyder vi Eder ved den kongelige majestæt, som vi har fra Gud, at I for fremtiden ikke på nogen måde sætter Eder op imod vore fornævnte brødre i Esrom, men i alle henseender tillader dem at bruge deres fornævnte skov på lige fod med Eder selv, nemlig tillade dem at fælde stående og friske træer i den, ligesom I gør, at fjerne det, der er gammelt og af vinden kastet til jorden, ligesom I gør, at koge salt, at holde svin på olden og på enhver måde at udnytte skoven til deres gavn, ligesom I gør, og såvel til vands som til lands at føre det, de udnytter, bort til de steder, der er deres, uden at nogen forbyder det. Hvis I i alt dette adlyder vort råd og påbud, således som det er gavnligt, vil I opnå vor nåde og ved Eders livs afslutning af Gud Herren det, som øjet ikke har set og øret ikke hørt og som ikke er opkommet i et menneskes hjerteN. Men hvis I handler anderledes, skal I vide, at I står under anklage for majestætskrænkelse, og I, som ikke frygter for at røve fremmede ejendele, skal vide, at I skal give Eders eget igen for dette, thi det er retfærdigt. Der står jo skrevet: I det forhold nogen synder, skal han og straffesN, og på samme måde som I forbyder brødrene brugen af fornævnte skov, således forbyder også vi i kraft af vor kongelige majestæts myndighed Eder brugen af samme skov.

Ydermere påbyder vi Bare og Atte fra Okome, at de skal give den kvinde, som de bragte i trællekår, idet de gjorde en trælkvinde af en fribåren, hendes personlige frihed igen. Hvis de ikke gør det, skal de mærke vor majestæts straffende sværd. Men hvis fornævnte kvindes brødre er demN noget skyldig, skal de frit udlægge, hvad der tilkommer deres (Bares og Attes) ret.