forrige næste

Tekst efter a:

Waldemarus dei gracia rex Danorum omnibus de Pharthusahereth spiritum timoris domini. spiritu timoris domini opus habere non dubita<nte>s.

Qui ecclesiam dei non timetis depauperare. impediendo. uel omnino subtrahendo fidelium elemosinas. et ideo unde ipsi sua redimunt. uos uestra accumulatis peccata. Siluam siquidem in Glumstenschog. quam archiepiscopus in suorum redemptionem peccatorum fratribus nostris de Esrom contulit. uos in uestram dampnacionem auferre conamini. Saluti igitur uestre quia et hoc nobis attinet consulere cupientes. ea quam a deo habemus regia maiestate uobis precipimus. ut de cetero prefatis fratribus nostris de Esrom. in nullo contrarii sitis. sed omnimodo prefata silua. sua eque uobis uti permittatis. uidelicet stantia et uirentia in ea. succidere ut uos. uetera uento deiecta sustollere ut uos. sal coquere/ glandibus porcos pascere. et in omnimodam utilitatem suam ut uos uertere. et uertendo tam per mare quam per terras nullo prohibente ad sua loca deducere. In quibus omnibus si nostro consilio et precepto sicut expedit obedieritis. gratiam a nobis et in fine uite uestre a domino deo quod oculus non uidit. nec auris audiuit et in cor hominis non ascendit. recipietis. Si uero aliter feceritis. regie maiestatis reos uos esse noueritis. et qui aliena rapere non timetis. propria pro eis. nam et hoc iustum est. reddituros uos sciatis. Scriptum quippe est In quo quis peccat. in eo punietur. et sicut uos fratres a prefata silua prohibetis. ita et nos ex regie maiestatis auctoritate. ab eadem silua uos prohibemus. Preterea precipimus Bare et Atti. de Ochem ut mulierem quam in seruitutem redegerant de libera facientes ancillam. proprie libertati restituant. Quod si non fecerint. gladium nostre maiestatis ultorem sentiant. Si uero fratres prefate femine. eis aliquid debent. libenter quod iuri eorum debetur restituant.

16-17 dubita<nte>s] dubitamus a. 24 regia maiestate] regiam maiestatem a.

16: Cf. Isai 11,3: et replebit eum spiritus timoris domini.

1-2: 1. Cor. 2,9: Quod oculus non vidit, nec auris audivit, nec in cor hominis ascendit. 4-5: Cf. Sap. 11,17: Quia per quae peccat quis, per haec et torquetur.

Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge, til alle i Faurås herred med ønske om, at de må have Herrens frygt i sig, idet vi ikke er i tvivl om at have vor gerning ved Herrens frygt.

Hvorfor frygter I ikke for at forarme Guds kirke ved at lægge hindringer i vejen for eller ganske at gøre fromme gaver fra de troende til intet, og af hvilken grund hober I synd på synd oven på det, ved hvilket de fromme frigør sig for deres synder? I forsøger jo til Eders fortabelse at berøve vore brødre i Esrom den skov i Glumstenschog, som ærkebispen til frigørelse for sine synder har overdraget dem. Idet vi derfor ønsker at råde for Eders frelse, eftersom dette også angår os, påbyder vi Eder ved den kongelige majestæt, som vi har fra Gud, at I for fremtiden ikke på nogen måde sætter Eder op imod vore fornævnte brødre i Esrom, men i alle henseender tillader dem at bruge deres fornævnte skov på lige fod med Eder selv, nemlig tillade dem at fælde stående og friske træer i den, ligesom I gør, at fjerne det, der er gammelt og af vinden kastet til jorden, ligesom I gør, at koge salt, at holde svin på olden og på enhver måde at udnytte skoven til deres gavn, ligesom I gør, og såvel til vands som til lands at føre det, de udnytter, bort til de steder, der er deres, uden at nogen forbyder det. Hvis I i alt dette adlyder vort råd og påbud, således som det er gavnligt, vil I opnå vor nåde og ved Eders livs afslutning af Gud Herren det, som øjet ikke har set og øret ikke hørt og som ikke er opkommet i et menneskes hjerte. Men hvis I handler anderledes, skal I vide, at I står under anklage for majestætskrænkelse, og I, som ikke frygter for at røve fremmede ejendele, skal vide, at I skal give Eders eget igen for dette, thi det er retfærdigt. Der står jo skrevet: I det forhold nogen synder, skal han og straffes, og på samme måde som I forbyder brødrene brugen af fornævnte skov, således forbyder også vi i kraft af vor kongelige majestæts myndighed Eder brugen af samme skov.

Ydermere påbyder vi Bare og Atte fra Okome, at de skal give den kvinde, som de bragte i trællekår, idet de gjorde en trælkvinde af en fribåren, hendes personlige frihed igen. Hvis de ikke gør det, skal de mærke vor majestæts straffende sværd. Men hvis fornævnte kvindes brødre er dem noget skyldig, skal de frit udlægge, hvad der tilkommer deres (Bares og Attes) ret.