I betragtning af den mangel, der knytter sig til det skrøbelige menneske, synes det os ikke upåkrævet, at den mangel bliver imødegået, eftersom ukendskab til det, der er foregået, ofte bringer forstyrrelse i opfattelsen af en sags rette sammenhæng. Thi både det, som er sket eller som der på en eller anden måde skal træffes bestemmelse om, går visselig glip af deres varige bestandighed ved at glemselens rust lægger sig over det, hvis ikke et sikkert vidnesbyrd skabte klarhed om det. Derfor har jeg, biskop Svend, som med sundt omdømme ser mine skrøbeligheder i øjnene og sørger for at gøre bod ved en passende sone og ved fromme gaver, som et bevis for sandheden i dette brev ladet optegne, hvad jeg har bestemt at skulle gives til mine medbrødreN, munkene i Øm, efter min bortgang. Jeg har altså, sund og rask, under den hellige kirkes vidnesbyrd overgivet fornævnte stiftelse og brødre mit jordegods, som ved arv eller også ved køb er kommet mig i hænde i Attrup, Ørup, Rosmus, Eningrude og Hyllestedrude, undtaget det som måske mens jeg er i live, måtte blive afhændet ved gave eller ved frasalg. Vi tillægger også, at en fjerdedel af alle dyr på hver af vore hovgårde skal overgå til fornævnte brødre, dog på den betingelse, at hvis nogen måtte rejse en berettiget klage mod mig - som jeg måske, mens jeg var i live, ikke har sonet - ved at stille krav om penge, der med urette var frataget ham - det Gud forbyde - skal der af denne fjerdedel først gives enhver, hvad der er hans; derefter skal de fornævnte brødre frit besidde, hvad der er til overs. Desuden er det vor stodheste, som græsser på ovennævnte besiddelser, sammen med de andre dyr på samme gårde.