Petrus, abbed i St.-Rémi, til ærkebispen af LundN.

Det ene af mine to øjne holder jeg hos mig, det andet vender jeg ofte mod Eder, fader og såre kære herre. Hvad ser det, som jeg holder rettet mod mig selv, hos mig? Til visse adskilligt, hvorover det føler sorg, hvorover det udgyder tårer, hvorover det ængstes under stor tåreflod. Til visse krybdyr, som er uden tal; til visse det skændige folk, som Ezekiel så afmalet på væggene i det hus, som han på Herrens befaling var brudt ind iN. Endelig noget uudsigeligt - ikke på grund af mysteriets dybde, men på grund af den fordærvede sjæls uhyrlighed. Men hvornår ser øjet dette? Når det bøjer sig for at se på sit spyN, når det tænder et lys og fejer huset i søgen efter den tabte drachmeN, når det ser revnerne i Jerusalems mureN og ruinerne for sig og overvejer om det måske måtte være tilladt sammen med Serubabel og Ezra at foretage en genopbygningN. Spor viser sig efter kålorme, græshopper, ædere, rust, som har opædt alt det skønne i ørkenen, og trolde, dæmoner, ugler, aber, og hele det store virvar af alle slags overnaturlige væsener fremstiller sigN. Men når samme øje løfter øjenlågene og ser op mod himmelen, ser det Herren ved stigenN, og han kalder og venter på den uroligt sovende og siger: Vågn op, du, som sover, og stå op fra de dødeN, og: Lazarus, kom herudN, og: Du yngling, jeg siger dig, stå op, og: Du, pige, stå opN. Han rækker også hånden til den skibbrudne PeterN, på vejen møder han Saulus, der fnyste med trusler og mord mod Herrens discipleN, han giver den fortabte søn, der vender tilbage, klædning, ring og sko igenN, han ofrer gæstebud og slagter fedekalvenN, og han yder dem, der flygter og er udfriet af jernlænkerneN, sin barmhjertigheds fortættede fylde for at varme dem. Ved denne øjensalveN helbredes øjet, der er forvirret over sig selv, og kommer til sig selv igen.

Nu møder jeg det øje, som i venskab er opfyldt af Eder, og gennemvandrer vore veje og sysler fra ungdomstiden af. Fortæl mig, gode øje, hvad der er hændt vor ven, hvad føler Du, hvad fatter du? Ikke uden stor beklemmelse, siger det, ihukommer jeg hans bedrifter, eftersom jeg engang har set ham vandre hen over skyerne og svinge sig til de allerstørste højder. Hvem evner at berette om en sådan hæder, magt, herlighed, rigdom på alle ting, om sådanne gavmilde og utallige udbetalinger og gaver? Hvem kan fortælle om sejladserne, om farerne på havetN, om baghold fra mægtigeN? Til sidst faldt hin lysbringer, hin morgenstjerne, som blandt Guds stjerner havde beklædt ærens og ærkestiftets trone, ned fra himmelenN, ikke som et lynN, men han fornedrede sig selv ligesom menneskesønnen, antog en fattigs skikkelseN, forkastede den pragt, der pryder sækulargejstlighedens førstemand, så at han, om Laban skulde forfølge Jakob, ikke kan finde hans afguder hos hamN, og så at han, om ikke med Herren så dog med St. Morten kan sige: Du vil intet finde hos mig, satanN. Se, hvor ydmyget han sanker aks i Clairvaux og går efter høstfolkeneN, idet han ikke gør sig stor ved arbejdet, men ydmyger sig ved afmagt. Ifølge indstilling og tilbøjelighed iler han jo om kap med de første, de unge, men på grund af alder og svaghed deler han lod med de sidste, så at han skal være den sidste ved kaldelsen, men den første ved lønnen, eftersom den, som kommer først, ikke får større løn hos husbonden, hvis hele væsen er barmhjertighed og sandhed, men den, der er sidst i arbejde og i tid, er den første til at modtage sin denarN. Er det ikke så? Sandhedens herre beviser det klart, han, som førte røveren fra korset til paradisN før Peter, apostlenes førstemand, hvem han dog havde givet himmeriges nøglerN. Det er nåde at modtage den ringe, der kun venter sig lidt af sine fortjenester, og - hvis det er nødvendigt - at lade den, der er i sikkerhed, træde i anden række, og det er nåde oftere at udrive den skælvende af frygten end at indlade den, hvem der allerede er givet løfte. Se, højtelskede fader, mit øje har, som jeg tror, ikke bedraget mig. Thi mange andre har foruden dette sagt det samme til mig om dig. Må der derfor være fred med din ånd, må din sjæl gå op i min Gud. Lad der være en bedre udgang end indgang på sagenN, eftersom al lovprisning forkyndes til slut. Jeg er helt ud Eders.