Absalon, af Guds nåde ærkebiskop af kirken i Lund, det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, til alle sønner af kirken, vor hellige moder, såvel nulevende som fremtidige, helse i al evighed.

Vi ved, at det påhviler os i kraft af det embede og den forsorg, der er betroet os, fromt og nådigt at begunstige og godkende det, som vi erfarer er anordnet og foregået på from og retmæssig vis, og også at stadfæste det, som vi har godkendt, med den myndighed, der er tilstået os fra Gud, og ved apostlenes nøgle, det vil sige ved ban eller anathemaN, at tildele det styrke og vedvarende bestandighed, så at det ikke kan kuldkastes, ændres eller omstødes ved underfundig ondskab eller listig forslagenhed fra uretfærdige eller bedrageriske menneskers side, og så at selv nedrigheden, såfremt den i dumdristig forvovenhed er fræk nok til at træde op mod det, som er fastlagt ved en retmæssig anordning og omgærdet med retfærdighedens styrke, skal opdage, hvor der er, at overgreb falder tilbage på den selv, og så at det stille, indadvendte liv i troen får et sikkert sted at tage sin tilflugt til under ondskabens fremvældende stormløb. Derfor har vi altså besluttet under vort segl og med den os af det apostoliske sæde givne myndighed at stadfæste det, som vi har erfaret fromt er blevet overdraget og anordnet for Odensekirken af herr Valdemar, de Danskes berømmelige og hæderværdige kongeN, som er blevet tilskyndet hertil og belært herom ved sine kongelige forgængers rosværdige og anerkendelsesværdige eksempel. Idet fornævnte konge altså ved at træde i sine forfædres fodspor ønskede at fritage fornævnte kirkes besiddelser for enhver tynge, der hører til den kongelige oppebørsel, og gøre de munke, der lever i denne kirke under St. Benedikts regel og ordensdragt, frie og ubetyngede, så de desto inderligere kunde hengive sig til bøn og fordybelse i Gud og uhindret stride for Gud, når de tyngende oppebørselskrav, som visse anmassende mennesker overmodigt, utilbørligt og hensynsløst plagede og bekymrede dem med, var afskaffet, bestemte han sig for med vidnesbyrd af de agtværdige og velbyrdige mænd, såvel gejstlige som læge, som nedenfor er antegnet i dette brev, og i nærværelse og med samtykke af sin søn Knud at fastsætte og med kongelig myndighed at godkende en frihedens og immunitetens lov for dem. Han fastsatte altså, at alle de besiddelser, fornævnte brødre har på Fyn, som ifølge vurdering svarer til et antal på 30 bol, enten i landsbyer, skove, særjorderN, enge eller agre evindeligt skal forblive i enhver henseende immune og være aldeles frie for ethvert oppebørselskrav og for alle tynger, dog således at alt, hvad fornævnte kirkes ydelsespligtige landboer tidligere var forpligtet til at udrede til kongsgården - nemlig nathold, ægt, leding eller en hvilken som helst anden pligt, der følger af den kongelige ret, samt bøderne på såvel fyrretyve som tre mark - skal samme munke gennem deres værge opkræve, modtage og anvende til brug for dem selv med samme ret og i samme omfang, som det vides at høre til kongens højhed. Desuden bestemte han, at deres værge - ikke den kongelige ombudsmand - herefter skal oppebære de ti mark sølv fra øen Sild, der hvert år skal udredes til dem, samt midsommergælden af Odense, om hvilket det står fast, at begge dele var overdraget dem som hjælp til deres beklædning. Men for at dog ikke den kongelige højheds ret måske skulde kunne synes hans efterfølgere at være mere end rimeligt formindsket og forringet ved en så stor og rigelig immunitet og frihed, som er tilstået og bevilget dem i kongelig gavmildhed, og disse måske kunde beklage sig derover, har munkene til gengæld herfor overdraget halvanden fjerding jord i Quarstathe og den landsby, som hedder Søndersø, som de havde modtaget - overdraget og stadfæstet ved ordlyden af hans privilegiumN - af nysnævnte konge som svarende til værdien af hans halve hovedlod, at besidde for ham og hans efterfølgere, for at de kunde opnå den fornævnte frihed, som de længe havde begæret. Ydermere traf samme brødre efter kongens afgørelse den beslutning, at de skal have ti heste med folk rede til kongens behov, så ofte han opholder sig på sin egen gård i Odense. Og sluttelig, efter at de ovenfor omtalte 30 bol har fået bekræftet fornævnte frihedslov, skal de andre besiddelser eller jorder, som fornævnte kirke i tidens løb måtte erhverve ved kongers eller bispers gavmildhed og ved gaver fra andre troende eller som de måtte komme i besiddelse af ved køb i rede penge, være underkastet den kongelige ret og oppebørsel, medmindre de ved en eller anden overenskomst måtte blive frigjort af brødrene for tynger eller ved kongens milde gavmildhed måtte få tildelt og blive gjort frie ved en tilsvarende frihedslov i fremtiden. Men følgende var tilkaldt som vidner, da kongen traf denne bestemmelse: Henrik Skerp, Ture, søn af Skjalm, og Niels, søn af Stig, Peder, søn af Palle, Strange den unge, Tage, søn af Algot, Reder, Esbern, søn af Hågen, Niels, søn af Torkil. Men disse skrev under: Simon, biskop af kirken i Odense, Thomas, abbed, Karl, kansler, og flere andre. Med anathema slynger vi altså med vor herre Jesu Kristi og apostlene Petrus' og Paulus' myndighed vor banstråle mod enhver gejstlig eller verdslig person, der i dumdristig forvovenhed drister sig til at gå imod det, der er fastlagt og anført i dette brev, og vi lukker ham ude fra at modtage vor herre og genløser Jesu Kristi legeme og blod og udskiller ham fra de troendes samfund, så at han kan få lod med Dathan og Abiron, hvem jorden opslugte i levende liveN, og levende gå ind til nedværdigelse og skændsel, medmindre han efter første og anden og tredie gang at være påmindet skulde angre og gøre en passende bod. Men den, der bevarer, hvad der forud er fastsat, og urokkeligt iagttager det, skal i det himmelske fædreland få samme lod som Guds helgener og fuldende sine dage i fred og ro.

Jeg Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, har skrevet under med egen hånd.

Jeg Stenar, biskop af Växjö, har skrevet under med egen hånd.

Jeg Markus, abbed ved Allehelgens kirke, har skrevet under.

Jeg Jens, abbed ved den hellige Trefoldigheds kirke, har skrevet under.

Jeg Hugo, abbed i Tommerup, har skrevet under.

Jeg Niels, dekan ved St. Laurentius' hus, har skrevet under med egen hånd.

Jeg Askrik, prior for nonnerne i St. Marias og St. Peders kirke i Lund, har skrevet under.

Jeg Walbert, abbed i Esrom, har skrevet under.

Jeg Jens, ærkebiskop Absalons notar, har skrevet under.

Jeg Andreas, herr ærkebispens diakon, har skrevet under.

Jeg Pain, abbed i Ringsted, har skrevet under.

Givet i Lund den 12. maj i det Herrens år 1180 i den trettende indiktion og den 22. epakt.

Jeg Sakse, provst ved kirken i Roskilde, har skrevet under.