Lucius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede døtre Juliane, priorinde i klostret i Bosjö, og hendes søstre, nulevende såvel som fremtidige, der har aflagt løfte om et regelbundet liv, helse i al evighed.

Det er det apostoliske sædes pligt at yde sin beskyttelse til de kloge jomfruer, som iklædt troens klædebon med tændte lamper under fromme handlinger uafladeligt bereder sig på at møde brudgommen, for at ikke ubesindige anfægtelser enten skal drage dem bort fra deres forsæt, eller, hvad Gud forbyde, svække dem i den hellige troens styrke. Af den grund, elskede døtre i Herren, bifalder vi nådigt Eders retfærdige forlangender og tager Eders kloster, hvor I tjener Gud, under St. Peters og vor beskyttelse og styrker det med dette skriftlige privilegium. Vi fastsætter da for det første, at den klosterorden, der er indrettet i samme stiftelse med Guds vilje og efter den hellige Benedikts regel til evige tider ubrydeligt skal efterleves sammesteds. Endvidere skal alle besiddelser og alt gods, som samme kloster for øjeblikket sidder inde med på retmæssig og kanonisk vis, eller som de med Herrens bistand i fremtiden måtte erhverve ved pavelig tilståelse, ved kongers eller fyrsters gave, ved skænk fra de troende eller på andre retmæssige måder, forbliver urokket og uantastet i Eders og Eders efterfølgeres eje. Heraf har vi ladet disse anføre med navns nævnelse: Hele den ø, på hvilken fornævnte kloster er beliggende, med alle dens tilliggender, landsbyen Klinta med alle dens tilliggender, landsbyen Fogdarp med alle dens tilliggender, hovgården i Kulleberga, møllen i Sätofta med alle dens tilliggender og en jord i samme landsby, der yder en halv mark i årlig afgift, tillige med den skov, der ligger til samme landsby, fremdeles halvdelen af den skov, som kaldes Bøgeøre, møllen i landsbyen Gårdstånga, møllen i landsbyen Skarhult, møllen i landsbyen Osby og alt det gods, som Tord, stifter af Eders kloster, besad, fremdeles halvdelen af fiskeriet i den sø, som kaldes Ringsjön, i den tid Tord måtte leve, og efter hans død det hele. Ingen må fordriste sig til at afkræve eller aftvinge Eder tiender af Eders nybrud, som I dyrker med egne hænder eller for egne midler, eller af afkommet af Eders dyr. Det skal også være Eder tilladt at optage frie og ubundne personer, der flygter fra denne verden, som munke og beholde dem i Eders kloster uden hensyn til indsigelser af nogen art. Men under almindeligt interdikt over landet skal det være Eder tilladt at holde gudstjeneste for lukkede døre, uden klokkeringning, med sagte stemme og med udelukkelse af personer, der er banlyste og ramt af interdikt......N. Vi bestemmer altså, at aldeles ingen må driste sig til forvovent at forstyrre fornævnte kloster eller mindske eller tilegne sig dets ejendomme eller beholde det tilegnede eller plage det med nogen som helst fortrædigelser, men at alt skal bevares ubeskåret til nytte i enhver henseende for dem, til hvis styrelse og underhold det er givet, dog med forbehold af det apostoliske sædes myndighed og den kanoniske ret, der tilkommer stiftets biskop. Men hvis nogen gejstlig eller verdslig person i fremtiden formaster sig til at prøve på bevidst at gå imod bestemmelserne i dette vort brev, skal han - medmindre han efter anden og tredie gang at være påmindet og ved en passende bod har gjort sin forseelse god igen - være berøvet sin magt og ære og vide, at han for Guds domstol skal stå til svar for den uret, han har øvet, og være udelukket fra vor Guds og genløsers den herre Jesu Kristi allerhelligste legeme og blod og på den yderste dommens dag være hjemfalden til Guds straf. Vor herre Jesu Kristi fred være med alle, der bevarer rettighederne for denne stiftelse, så de både her må nyde frugten af deres gode gerninger og hos den strenge dommer modtage den evige fred som løn. Amen. Amen.

.....N.

Givet i Lateranet ved Albertus', den hellige romerske kirkes kardinalpræst og kanslers hånd, den 10. februar, i den fjortende indiktionN, år 1181N efter Herrens menneskevorden, men i herr pave Lucius 3.s første pontifikatsår.