Glemselens rust lægger sig over erindringen om det forbigangne, når det, der er sket, ikke fremgår af et vitterligt vidnesbyrd. Og på samme måde avler uvidenhed om de faktiske forhold ofte uret til skade for sandheden, når der ved forsømmelighed ikke skabes vished om det tidligere skete som bevis for sandheden. Derfor har jeg Svend, af Guds nåde kaldet biskop af kirken i Århus, for at undgå denne fejlkilde med tanke på min skrøbelighed og mine forseelser, ladet optegne i dette brev, hvad jeg med kirken som vidne samt i nærværelse og med samtykke af kirkeledereN har foretaget mig til mine synders forladelse, for at det ikke skulde gå af minde. Derfor skal nulevende og kommende fromme mænd vide, at samtidig med, at jeg nok så ivrigt og omhyggeligt arbejdede på at forøge kirkens gode, har jeg dog også anset det for velbetænkt at overlade en mindre del af jordegodset til Kristi fattige gråmunkes brug, nemlig til munkene i Øm. Jeg har derfor ved en ny opladelse gengivet fornævnte brødre og stiftelse en torp ved navn KarlebyN, som jeg tidligere har fået fra dem, der var stedet i en tvangssituation. Jeg har også opladt omtalte brødre og stiftelse alle arter af jordegods i disse torper, nemlig i Attrup, Ørup, Rosmus, Ening, Hoed, Hyllested, som jeg har fået i fædrenearv eller har erhvervet ved køb, nemlig alt, hvad der i fornævnte torper, såvel i skove som i agre findes at være i min besiddelse ved min død, stort i antal men ringe i pris, fordi det ligger ved kysten og er udsat for hedningenes overfald. Desuden har jeg ved opladelse overgivet alle de utæmmede stod, som vides at tilhøre mig i Sønder herred, til samme brødres brug. Jeg biskop Svend har gjort dette testamente år 1183 for Herrens menneskevorden den 27. august i nærværelse af rigets fyrster og disse prælater i kirken, nemlig Knud, de Danskes højst ærværdige konge, og hans broder Valdemar, hertugN, samt Absalon, ærværdig ærkebiskop af kirken i Lund, det romerske sædes legat, Valdemar, udvalgt biskop af Slesvig, Omer, biskop af Børglum, Stenar, biskop af kirken i Växjö, Walbert, abbed i Esrom. Men hvis nogen måske skulde forsøge at bryde eller på nogen måde skabe uro herom, skal han i kraft af Gud den almægtiges myndighed være lukket ude fra de troendes samfund og være underkastet banlysningens straf, indtil han afstår derfra, og - medmindre han angrer - skal han være forudbestemt til at lide den evige straf.