Absalon, af Guds nåde ærkebiskop af kirken i Lund og det apostoliske sædes legat, Danmarks og Sveriges primas, til Vilhelm, abbed i Øm, hilsen og ønske om, at han må opnå den efterstræbte sejrskrans.

Skønt vi i medfør af den os betroede myndighed skal forskaffe enhver sin ret, skal vi dog med særlig velvilje låne øre til berettigede anmodninger og ønsker fra deres side, som bliver støttet ved store fortjenester og nidkære bestræbelser. Thi alt, hvad der bliver overdraget til fromme stiftelser for fromhedens skyld, ønsker vi skal opnå styrke i kraft af vor stadfæstende myndighed, når blot det står fast, at det er blevet overdraget efter omsigtsfuld overvejelse. Hvad vor broder, Svend, biskop ved kirken i Århus, altså, da han fromt formulerede sin sidste vilje til fordel for Eder og Eders kirke, har indsat i sit testamente at skulle overlades til Eder, det stadfæster vi med dette brev på den måde, at vi med vor autoritet til vidnesbyrd stadfæster, hvad der tilhører vor fornævnte broder og medbiskop Svend ifølge arveret eller, hvad han har erhvervet ved ret køb, så at styrken i enhver retstrætte skal miste sin kraft og være død. For at derfor denne gave og vor stadfæstelse herpå kan have evig gyldighed, stadfæster vi den med vort segl til vidnesbyrd. Enhver, der ubesindigt begår overgreb mod eller omstyrter denne testamentariske gave eller vor stadfæstelse, rammer vi, medmindre han angrer, med evigt anathema i henhold til Gud faders og apostlen St. Peters myndighed, på hvis vegne vi optræder.