© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a:
Absalon dei gratia sancte Lundensis ecclesie archiepiscopus. apostolice sedis legatus. Suethie primas. dilecto in Christo Willelmo abbati de Carainsula. ceterisque fratribus domino inibi militantibus salutem. cum paterno effectu.
Prouida patrum decreuit antiquitas ad prauorum refrenandos insultus. ne in honestius statutis dolum attemptent cudere. commendabilis esse nobilitatis. intentione perspecta donantis. que bene gesta sunt approbare. communire pro uiribus ac confirmare. Uix enim tantis aut tot quid repperitur uigoribus stipatum. quin ad id laboret calumpnia dissoluendum. Nos itaque propensius pontificis uestri Suenonis diu memorandi deuotione considerata. dum nil preter zelum domini. nil illicitum. nil quod iure genuino liuoris emuli possint corrodere. in eius donatione perspexerimus. qua superne gratie optentu partem conquisitorum licite. sed et optimatibus regni consentientibus atque presentibus uobis contulit. celitus uobis collata auctoritate prefato loco necnon et fratribus ordinis Cisterciensis obsequio diuino ibidem iugiter mancipatis. donationem tam ordinarie factam irrefragabiliter confirmamus. Uerum etiam ne in donatorum numero obductione ignorantie hominum corda aliquatenus queant uacillare. debite eundem rerum confirmandarum numerum duximus adnotandum. uillam uidelicet nomine Karlebu. quam urgente inuincibilis necessitatis articulo prius ab eis optinuerat. Ad hec allodia perplurima in uillis istis. Attethorp. Øgethorp. Røzmose. Ening. Hagethuet. Hildestat. que aut ex bonis hereditariis. aut alio quocumque titulo conquisiuit. Quecunque etiam in uillis memoratis seu in siluis seu in agris aut ceteris appenditiis possessionibus eius in ultimis laborantis addicta reperiuntur. perhenniter eis inconuulsa concessit. Preterea equitium quod in Sundrehereth eum contingit. eorundem possidendum usibus assignauit. Actum ab incarnatione domini anno. mo . co. lxxxo. iiio. vio. kalendas septembris. in conspectu illustrissimi Danorum regis Kanuti. astantibus eiusdem fratre Waldemaro duce. necnon et Waldemaro Sleswicensium electo. Omero Burgalanensi episcopo. Stenaro Wexionensium pontifice. Walberto abbate de Esrom. Hanc nostre confirmationis cartulam quecunque ecclesiastica secularisue persona attemptare instinctu nefario presumpserit. indissolubili anathematis uinculo innodata. a communione corporis sanguinisque dominici ni condigna penitudine resipuerit sequestretur. post obitum gehenne suppliciis eternaliter condempnanda.
31-32 repperitur = reperitur.
26: Cf. 2. Tim. 2,4: militans deo.
Absalon, af Guds nåde ærkebiskop af den hellige kirke i Lund, det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, til sin i Kristus elskede Vilhelm, abbed i Øm, og de andre brødre, der sammesteds strider for Gud, hilsen i faderlig kærlighed.
De gamle kirkefædre har for at lægge bånd på slette menneskers angreb, så de ikke forsøger at smede rænker mod det, der agtværdigt er fastsat, forudseende bestemt, at det vilde være en anbefalelsesværdig og ædel gerning at billige og efter evne at bestyrke og stadfæste det, som ifølge giverens erkendte hensigt er foregået på bedste måde. Thi der findes næppe noget, der er omgærdet med så stor en styrke eller bestyrket med så megen kraft, at jo ikke træskhed kan arbejde for at omstyrte det. Efter med indtrængende agtpågivenhed at have taget fromheden hos Eders biskop Svend - der bør erindres længe - i betragtning og vi ikke, hvad angår hans gave, kan få øje på andet end nidkærhed for Herren, intet, som nidske fjender med retten på deres side kan sætte deres tænder i, og ikke har kunnet finde andet end, at han ved denne gave med nåde fra oven har overdraget Eder en del af det, han lovligt har erhvervet, og det med samtykke af og i nærværelse af rigets bedste mænd, stadfæster vi ubrydeligt med den os fra himmelen overdragne myndighed den på en så behørig måde foretagne gave til fornævnte stiftelse og til brødrene af cistercienserordenen, der sammesteds uafladeligt hengiver sig til tjenesten for Gud. Og for at menneskenes hjerter på grund af uvidenhed ikke på nogen måde skal føle sig usikre og tvivlrådige med hensyn til antallet af de skænkede ejendomme, har vi på tilbørlig måde ladet opregne det, der bør stadfæstes, nemlig en landsby ved navn Karleby, som han tidligere under en uovervindelig tvangssituation havde fået fra dem. Hertil såre mange allodier i disse landsbyer: Attrup, Ørup, Rosmus, Ening, Hoed, Hyllested, som han enten har erhvervet som arvegods eller ved anden adkomst. Ligeledes har han som uomstødeligt tilstået dem alt, hvad der i den arbejdendes sidste tid findes at være lagt til hans besiddelser i de omtalte landsbyer med hensyn til skov, agerjord og andet tilliggende. Desuden oplod han de stodheste, som tilkommer ham i Sønder herred, at sidde inde med til de samme brødres tarv. Forhandlet år 1183 for Herrens menneskevorden den 27. august i påsyn af Knud, de Danskes såre berømmelige konge, mens sammes broder hertug Valdemar og desuden Valdemar, udvalgt biskop af Slesvig, Omer, biskop af Børglum, Stenar, biskop af Växjö, og Walbert, abbed i Esrom, stod hos. Enhver gejstlig eller verdslig person, der efter skændig indskydelse drister sig til at antaste dette vort stadfæstelsesdokument, skal efter at være blevet bundet af anathemas uløselige bånd udelukkes fra fællesskabet i Herrens legeme og blod, idet han efter sin død evindeligt skal dømmes til helvedes straffe, medmindre han angrer og gør passende bod.
Under striden i 1263 mellem biskop Tyge af Århus og abbed Bo af Øm afviste bisp Tyge at tage hensyn til klostrets ældre dokumenter, thi scimus quia habetis scriptores sufficientes; potestis litteras scribere qualescunque uultis, SM. II s. 221. Abbeden henviste til biskop Svends testamente samt til, at dette var blevet bestyrket ved confirmatione legatorum domini apostolici ac duorum regum et totidem archiepiscoporum, SM. II 215.
1) I ældste del (fra 1207) af Exordium monasterii Caræ Insulæ findes to testamenter af biskop Svend, nr. 70 og nr. 112, en stadfæstelse af kong Valdemar, nr. 71, og en af kong Knud, nr. 113, samt to af ærkebiskop Absalon, nr. 114 og 115. I Øm klosters inventarium 1555, gentaget i Skanderborgske registratur 1606, registreres et testamente af biskop Svend, der på grund af stednavnet Hildestedt må identificeres med nr. 112, kong Valdemars stadfæstelse, nr. 71, kong Knuds stadfæstelse, nr. 113, samt et »Unge« kong Knuds stadfæstelse, som ikke er optaget i Exordium og her er trykt som nr. 72. Endvidere et ærkebiskop Anders stadfæstelse: Anders, erchibischop i Lund, stadfestelsze breff på bischop Suendtz testament. Vdenn dato. Både i ÆA. I 219 og hos Poul Rasmussen, Herreklostrenes Jordegods 27 rettes Anders til Absalon, hvilket er upåkrævet, da abbed Bo udtrykkeligt siger, at klostret har stadfæstelser af to ærkebisper. Endelig anføres en ærkebiskoppelig stadfæstelse af 1183, der må være identisk med Absalons stadfæstelse nr. 115.
Ud over de to nævnte Svendtestamenter findes der et tredie, hvis overlevering er ubekendt; det er trykt i Erslev, Testamenter 2 nr. 1 B og er utvivlsomt uægte, cf. Dipl. Dan. 1. rk. IV s. 133; det vil blive trykt i sidste bind af første række.
Endelig må noteres, at abbed Bo til biskop Tyges påstand om, at Øm kloster racione possessionum in Dyurse utvivlsomt er forpligtet til at yde ham gæsteri, svarer Super possessiones illas sufficiencia habemus priuilegia et confirmaciones papalium, regum et archiepiscoporum, SM. II 213. At klostret har haft en pavelig stadfæstelse, omtales også flere gange i det ældre Exordium, men en afskrift af dette udelades med en besynderlig begrundelse: Biskop Svend misit etiam Romam semel et secundo magnis sumptibus et expensis, et plura priuilegia optinuit, non solum de his, que ipse dedit, sed et de cunctis possessionibus claustri iuste acquisitis uel acquirendis; que quia longo tempore sine renouatione possunt custodiri, non ea iudicauimus hic inserenda, SM. II 184, cf. 178. Man sammenligne hermed forfatterens betragtninger i forbindelse med afskrivningen af de andre breve: Que priuilegia licet cum omni diligentia in scrinio nostro conseruentur, tamen, ne uetustate consumantur et pereant, hic illa scribenda decernimus, SM. II 179.
2) Som ofte fremhævet i litteraturen slutter Ømbogen abrupt på f. 43r med en kongelig stævning af stridens parter. På versosiden følger derefter med anden hånd: Isti sunt termini nostri in Diursæ, quas dedit nobis dominus Sweno, piæ recordationis episcopus Arusiensis. Følger man de der beskrevne markeskel (i udgaven SM. II 264 I. 21 skal det af Gertz med tvivl læste ornum quod habemus rettes til item nota quod habemus), er der ikke tvivl om, at de angivne markeskel svarer til Rosmus' sognegrænser. Dette faktum svarer til forholdene i det 16. årh., da Rosmus sogn var Øm klosters enemærke, Poul Rasmussen, Herreklostrenes Jordegods 26. Men det svarer kun til godsbeskrivelsen i Svends første testamente, nr. 70. Derimod ikke til de godsbeskrivelser, der også lader Svends gave omfatte landsbyerne Hyllested og Hoed, der ligger uden for Rosmus sogn, cf. Poul Rasmussen s. 44 og 54 flg. Udtrykt i tal fra matriklen 1682 kan det formuleres således, at mens de breve, der påstår, at Svend også har skænket Hyllested og Hoed til Øm, medfører en gave på 3.012 tdr. land, reduceres dette areal ved begrænsningen til Rosmus sogn til 1.747 tdr. land.
Umiddelbart kunde man heraf forledes til at slutte, at de fleste af Svendbrevene i overensstemmelse med biskop Tyges opfattelse er blevet stemplede som forfalskninger. Forklaringen skal dog nok søges på andet hold.
3) I 1263 benægtede abbed Bo over for biskop Tyge, at der på grund af Svends gave hvilede en servitut på godset i Djursland til fordel for bispestolen i Århus, cf. Skyum-Nielsen, Kirkekampen i Danmark s. 185-88. Bos standpunkt var, at Svends gave stammede ex suo patrimonio, cf. Dipl. Dan. 2. rk. I nr. 366, og ikke var behæftet med nogen forpligtelse bortset fra afholdelse af sjælemesse. Præciseringen af, at det skænkede gods var arvegods eller privatgods, findes også i Absalons 2. stadfæstelse, nr. 115: allodia. . . . . que aut ex bonis hereditariis aut alio quocumque titulo conquisiuit. Endvidere i det nævnte tredie Svendtestamente, Erslev, Testamenter 2 nr. 1 B, prædia . . . quæ bona patrimonii iure aut emptionis titulo de meis propriis obtinui.
I alle andre breve er der en betydningsfuld om end ikke umiddelbart iøjnefaldende forskel. Svends testamente, nr. 70, lyder på predia mea, que michi iure hereditario aut etiam emptione prouenerunt. I det andet Absalonbrev, nr. 114, stadfæstes det, som iure hereditario tilhørte Svend aut iusto precio comparauit. I kong Valdemars stadfæstelse, nr. 71, nævnes predia . . . que aut ex patrimonio suo prouenerunt siue ea, que emptione obtinuit. I Svends andet testamente, nr. 112, overdrager han predia . . . que patrimonii iure aut emptionis titulo optinui, og i kong Knuds stadfæstelse, nr. 113, omtales predia que partim patrimonii iure partim emptione optinuit.
Hvad der ligger gemt i disse formuleringer, fremgår af en bemærkning, Ømbogen andetsteds fremsætter om Svend, SM. II 162. Da Svend overtog bispestolen i Århus, var episcopatus tunc ualde tenuis et pauper, sed ipse eum dilatando diuitiis et honoribus ampliauit; et quecunque claustro dedit, de proprio patrimonio fuerunt et de his, que de superfluitate mense sue in episcopatu acquirere potuit.
Biskop Svend har således vitterligt ikke alene bortskænket privat arvegods, men også afhændet gods, som han har erhvervet qua indehaver af bispestolen i Århus. Hertil har han ikke uden videre været kompetent. De intrikate problemer det rejste har været bestemmende for det følgende. Det forklarer, hvorfor Svend øjensynligt ikke har kunnet få en pavelig stadfæstelse på sine dispositioner, hvorfor han søger den hos de hjemlige autoriteter, hvorfor man i Øm tvinges ind på den udvej at hævde, at Svend alene har skænket privatgods til klostret, for at værge sig mod bispestolen i Århus. Problemet må allerede have været rejst af Svends efterfølger biskop Peder Vognsen (1191-1204) eller dennes broder Skjalm Vognsen (1204-1215); thi det uægte Absalonbrev, nr. 115, der hævder, at det skænkede gods var Svends allodium, findes allerede i det afsnit af Ømbogen, der er affattet 1207. I første omgang må man have truffet den ordning, som biskop Tyge under den senere strid går ud fra som en selvfølge: Der hviler en servitut på godset i Djursland til fordel for bispestolen. Abbed Bo benægtede dette. Stridens endelige resultat findes i virkeligheden i den omtalte markeskelsangivelse. Men man har i 1268 umuligt kunnet afgøre, hvilke private og hvilke offentlige midler biskop Svend har anvendt til køb af godset på Djursland. Man må i 1268 radikalt have skåret igennem og reduceret gaven til Rosmus' sogneområde; til gengæld er Øm kloster sikkert blevet befriet for krav fra bispestolen, der kunde udledes af Svends gave af mensalgods.