Broder Stefan, kaldet abbed af Ste.-Geneviève, og hele dette klosters ydmyge konvent til Knud, de Danskes højst berømmelige og mest kristne konge, helse, liv og sejr.

Både historiske annaler og den gængse overlevering fortæller, og stædernes og byernes halvt ødelagte mure aflægger vidnesbyrd om den storslåede og formående magt og kraft i de Danskes rige, i kraft af hvilken Eders gamle forfædre, der indtil da var hildet i hedensk vildfarelse, med kraftfuld arm og med deres fulde magt angreb Gallien. Kirken, vor moder, hvem I uafladeligt dyrker og fromt efterfølger, og hvem I tilstår veldædige, øgede gaver, glæder sig over, at I nedstammer fra deres velbyrdige stamme og har ændret hint hedenske tyranni til kristen sagtmodighed. Takket være Gud undertrykker I hverken præsteskabet med kongeligt hovmod eller nægter præsteskabet den skyldige ærbødighed, og når kirken i visse andre riger er lagt i trældom som følge af fyrsters tyranni, er den fri og uantastet i Eders rige, takket være Eders kongelige nåde. Den hellige jomfru Genevièves kirke, i hvilken vi - omend uværdige - tjener Gud, har drukket af den ovennævnte forfølgelsens kalk, der dog blev rakt dem af de magtfulde mænd, der da endnu var hedninge, og blev bedøvet af smertens malurt, idet kirken blev ilde medtaget, ødelagt og nedbrændt. Murene, der er hærget af brand og skørnet, efter at kalken er forvandlet til støv, vidner herom, vaklende og ødelagt, som de er. Vi er begyndt på at istandsætte dem, idet nyt træværk skal lægges på murene som bærer af blytaget. Og vi siger ikke dette, såre sejrrige fyrste, for under klager eller med tiggende stemme påtrængende eller udfordrende at forlange noget af Eder, nådige fyrste, men for at I medynksfuldt skal formane Eders frænde, den velbyrdige mand Knud til ikke på nogen måde at glemme sin broder Valdemar, som til sin salige død var vor kannik, som blev begravet i vort ansete kloster, og som havde lod og del i alle vore gode gerninger og bønner, som finder sted i vor kirke. Som broder og fælle besad han hverken i levende live nogen lod, som man siger, eller fik udlagt en andel af sin arvN, og heller ikke efter døden har han selv eller kirken i hans sted oppebåret noget af arven. Retfærdighedens røst råber til broderen på jorden: Broder, giv mig den andel af den fædrene formue, som tilkommer migN. Vi beder, bønfalder og anmoder om, at I, som så ofte overvin der afgudsdyrkere med våbenmagt og underkaster dem kristendommens pligter, betvinger den velbyrdige mands så jernhårde bryst med bønner, så han ikke nægter sin døde broder nåden og under så stor en nød for den kirke, i hvilken hans broder både har levet til sine dages ende, og hvor han afventer den yderste dommens dag, sender noget til gengæld for den fulde arv, som han sidder inde med; hans samvittighed vil herved have det bedre med sin Gud og hans ry være lysere hos mennesker; den skyldige gavmildhed mod den afdøde vil give sig udslag og den broderlige velvilje træde klart frem for dagen.

Vi anbefaler vor såre kære broder og kannik Gaufridus, nærværende brevviser, til Eder, nådige herre, for at I kan yde ham støtte med kongeligt værn og, om det måtte være nødvendigt, beskyttende bistå ham. Gid I, stormægtige konge, stedse må leve vel og have fremgang dag for dag.