Clemens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner abbeden af Vor Frue kloster i Esrom og hans brødre, nulevende såvel som fremtidige, der har aflagt løfte om et regelbundet liv, helse i al evighed.

De, der vælger klosterlivet, bør støttes af det apostoliske værn, for at ikke forvorpne angreb enten skal drage dem bort fra deres forsæt, eller, hvad Gud forbyde, svække dem i den hellige troens kraft. Af den grund, elskede sønner i Herren, bifalder vi nådigt Eders retfærdige forlangender og tager fornævnte Vor Frue kloster i Esrom, hvor I tjener Gud, under St. Peters og vor beskyttelse og styrker det ved dette skriftlige privilegium. Vi fastsætter da for det første, at den klosterordning, der er indrettet i samme kloster med Guds vilje og efter den hellige Benedikts regel og cistercienserbrødrenes bestemmelser til evige tider ubrydeligt skal efterleves sammesteds. Endvidere skal alle besiddelser og alt gods, som samme kloster for øjeblikket sidder inde med på retmæssig og kanonisk vis eller med Herrens bistand i fremtiden måtte erhverve ved pavelig tilståelse, ved kongers eller fyrsters gave, ved skænk fra de troende eller på andre retmæssige måder, forblive urokket og uantastet i Eders og Eders efterfølgeres eje. Heraf har vi ladet disse anføre med navns nævnelse: Det sted, hvor fornævnte kloster er beliggende, med alle dets tilliggender og alt dets tilbehør, selve klostret Esrom med skove, enge, møller, fiskevande og alle dets tilliggender, Villingerød, Havreholm, Borsholm, Såne, Tømmerup, Stenholt, St. Mortens huse, Hjernerup, Krogdal, Morup i Halland og Glumstens wigh, med landsbyer, enge, skove og deres øvrige tilliggender. Ingen må fordriste sig til at afkræve eller aftvinge Eder tiender af Eders arbejde på det, som I dyrker med egne hænder eller for egne midler, eller af afkommet af Eders dyr. Det skal også være Eder tilladt at optage frie og ubundne mænd, gejstlige eller læge, der flygter fra denne verden, som munke og beholde dem uden hensyn til indsigelser af nogen art. Fremdeles forbyder vi, at nogen af Eders brødre efter at have aflagt løfte i Eders kloster må have lov til at forlade samme stiftelse uden tilladelse fra sin abbed. Den, der forlader denne stiftelse, må ingen vove at optage hos sig uden at have fået tilladelse dertil ved et af klostersamfundet udstedt brev. Da vi også med faderlig forsorg ønsker at skaffe Eder fred og ro i fremtiden, forbyder vi med apostolisk myndighed, at nogen inden for Eders klosterbygningers eller ladegårdes klausur vover at begå tyveri eller røveri, sætte ild på, gribe eller dræbe nogen eller øve vold. Ydermere forbyder vi i kraft af vor apostoliske myndighed, at nogen biskop eller nogen anden person - hvordan det end er fastsat af vore forgængere - tvinger Eder til at deltage i synoder eller retsmøder. Og heller ikke må nogen som helst mod Eders vilje driste sig til at komme til Eders huse for at foretage ordinationer, tilberede olie, forhandle retssager eller sammenkalde til offentlige tingmøder. Vi fastsætter ligeledes, at hvis den biskop, i hvis stift Eders hus er grundlagt, efter tre gange med passende mellemrum og i sømmelig ydmyghed at være opfordret hertil, måske nægter at velsigne en abbed, som er blevet indsat, skal det stå samme abbed frit for - såfremt han da er præst - at velsigne husets novicer og udføre andet, der hører hans embede til, indtil samme biskop betænker sin hårdhed og ikke afslår at velsigne den abbed, der skal velsignes. Hvis bisperne da udbeder sig noget af Eder ud over den skyldige lydighed, eller landets fyrster noget, der strider mod den frihed for ordenen, der er bevilget af vore forgængere og af os, skal det være Eder tilladt med apostolisk myndighed at nægte, hvad der bedes om, for at ikke fornævnte orden, som hidtil har været fri, i denne anledning skal hildes i den menneskelige trældoms snarer, idet vi tilføjer dette, at ingen biskop må hin dre det regelrette valg af Eders abbed eller på nogen måde i modstrid med cistercienserordenens bestemmelser og mod Eders privilegiers autoritet befatte sig med at indsætte eller fjerne eller afsætte den, som til enhver tid måtte være abbed der. Men hvis bisperne i anledning heraf fælder dom over Eders kirker eller dens personer, fastsætter vi, at samme dom skal erklæres som ugyldigt fældet i modstrid med det apostoliske sædes bevillinger. Men når I ikke kan få Eders egne bisper i tale, må I, hvis en biskop, som I er fuldt bekendt med, skulde passere Eder på rejse, lade ham eller en af nabobisperne - når stiftsædet står ledigt - velsigne Eders kar og klæder, ordinere munke og indvi altre, dog således at Eders egne bisper ikke siden lider nogen skade som følge heraf. Vi forbyder også med apostolisk myndighed, at nogen truer eller rammer Eders naboer eller daglejere med banlysning, fordi de har hjulpet Eder med at arbejde på de dage, hvor I arbejder, mens andre holder fri, eller rammer Eder i anledning af bevillinger, I har fået ved pavestolens velvilje, eller ramme Eders velgørere, fordi de næstekærligt af deres eget har ydet Eder velgerninger eller tjenester. Men hvis nogen på grund af tilbageholdelse af tiender eller noget andet, der er tilstået Eders orden af det apostoliske sæde, lyser ban eller lægger interdikt over nogen af Eders husstand, må I, så længe disse forbliver i Eders tjeneste, løse dem af frygten for døden og give dem kirkens sakramenter, hvis deres præster trods ydmyg anmodning herom måske ikke vil gøre det eller ondsindet udskyder det. Det skal også være Eder tilladt med vor myndighed at fælde en kanonisk dom over Eders munke eller lægbrødre, som uden abbedens tilladelse har forladt Eders kloster, hvis måske nogen mod Eders vilje drister sig til at optage dem i deres hus. Vi bestemmer altså, at aldeles ingen forvovent må driste sig til at forstyrre fornævnte kloster eller mindske eller tilegne sig dets ejendomme eller beholde det tilegnede eller plage det med nogen som helst fortrædigelser, men at alt skal bevares ubeskåret til nytte i enhver henseende for dem, til hvis styrelse og underhold det er givet, dog med forbehold af det apostoliske sædes myndighed. Men hvis nogen gejstlig eller verdslig person i fremtiden formaster sig til at prøve på bevidst at gå imod bestemmelserne i dette vort brev, skal han - medmindre han efter anden og tredie gang at være påmindet ved en passende bod har gjort sin forseelse god igen - være berøvet sin magt og ære og vide, at han for Guds domstol skal stå til svar for den uret, han har øvet, og være udelukket fra vor Guds og genløsers den herre Jesu Kristi allerhelligste legeme og blod og på den yderste dommens dag være hjemfalden til Guds strenge straf. Vor Herre Jesu Kristi fred være med alle, der be varer rettighederne for denne stiftelse, så de både her må nyde frugten af deres gode gerninger og hos den strenge dommer modtage den evige fred som løn. Amen.

Jeg Clemens, den almindelige kirkes biskop, har skrevet under.

Jeg Johannes, kardinalpresbyter af S. Marco, har skrevet under.

Jeg Pandulfus, kardinalpresbyter af Basilica SS. Apostoli, har skrevet under.

Jeg Albinus, kardinalpresbyter af Sta. Croce in Gerusalemme, har skrevet under.

Jeg Bobo, kardinalpresbyter af Sta. Anastasia, har skrevet under.

Jeg Alexius, kardinalpresbyter af Sta. Susanna, har skrevet under.

Jeg Petrus, kardinalpresbyter af S. Lorenzo in Damaso, kardinalpræst, har skrevet under.

Jeg Iacintus, kardinaldiakon af Sta. Maria in Cosmedin, har skrevet under.

Jeg Gratianus, kardinaldiakon af SS. Cosma e Damiano, har skrevet under.

Jeg Gerardus, kardinaldiakon af S. Adriano, har skrevet under.

Jeg Bernardus, kardinaldiakon af Sta. Maria Nuova, kardinaldiakon, har skrevet under.

Jeg Gregorius, kardinaldiakon af Sta. Maria in Aquiro, har skrevet under.

Givet i Lateranet ved Moses, den hellige romerske kirkes subdiakon, kanslerens stedfortræders hånd, den 16. marts, i den syvende indiktion, år 1188 for Herrens menneskevorden, men i herr pave Clemens 3.s andet pontifikatsår.