Tekst efter a:
In nomine patris et filii et spiritus sancti. Ego Omerus, Ripensis episcopus ecclesiæ, uniuersis Christi fidelibus, tam presentibus quam futuris, in perpetuum.
Antiquorum industris solertia posteris studiosa sedulitate in plurimis adinuentionibus prudenter prouidit, potissimum in hiis, que ad communem utilitatem plurimum ualerent, uidelicet ad roborandam amicabilis societatis concordiam, ad stabiliendum iusticie publice et priuate uigorem, ad remouendas et precauendas rixarum et odiorum perturbationes et importunitates, quibus hominum temporis presentis innata malicia et fraudulenta uersutia insidiatur bonorum et pie uiuentium paci et quieti, ad quarum rerum abundantissimam cautelam industrie satis excogitatum est et adinuentum, ut quod in maximis negotiis iusta et benigna ordinatione constituitur, ipsa rei series lucide, et ut ueritati subnititur diligenti literarum attestatione perpetuitati commendetur, ne facile benignorum contractus aut constituta malignantium peruertat astutia, et ne temporum annosa successio in obliuionem adducat earum rerum ueritatem et gestorum seriem, que uiuaci mandata sunt scripto. Eapropter presenti pagina declarare dignum duximus noticie omnium tam presentium quam futurorum de quibusdam possessionibus Ripensis episcopatus, quas dominus Radulphus episcopus, ordini Cisterciensi monasterio de Loco Dei benigna liberalitate, habito consilio metropolitani sui domini Eschilli, Lundensis archiepiscopi, deuote contulit et in perpetuum et inconcusse possidendas suique sigilli subnotatione confirmatas omni iuris perfectione contradidit, scilicet quicquid attinebat episcopatui in parochia Lugum et Seem, ubi primum conuentus de Heriuado transmissus aduenit. Nam et ibidem aliquantis temporibus tam nigrorum monachorum quam sanctimonialium cenobium fuerat institutum. Cuius loci et ordinis commutatio et pretaxatarum possessionum prelibata collatio a prefato episcopo rationabiliter facta et communita et sanctione apostolica et sui priuilegii auctoritate solidissima prefato claustro de Loco Dei fuit in perpetuum confirmata. Dominus quoque Stephanus episcopus felicis memoriæ noster predecessor et domini Radulphi episcopi successor, eo benignius hoc approbauit factum, quod et ipse monachus ordinis Cisterciensis et patriabbas claustri iam sepius memorati fuerat, suique sigilli impressione collatas possessiones communiuit. Ipso quoque uiam uniuerse carnis ingresso nos in locum ipsius diuina clementia subrogati sumus et, ut speramus, aspirante nobis spiritus sancti gratia, monachos de Loco Dei cordi nostro conglutinauimus, et licet pre angustia facultatum uoluntate minus, tamen ut eis benefaceremus, operam dedimus, cupientes eorum orationibus a deo recuperare impensam, ut cum forte post uillicationem nostram fodere non ualeamus et mendicare erubescamus, in eterna tabernacula recipiamur. Huius spei gratia religiosos omnes intima cordis deuotione ueneramur, prelibatos tamen quasi magis domesticos et proprios toto affectu specialius amplectimur. Quapropter collatas eis a predecessoribus nostris possessiones predictas et benefitia, scilicet redemptionem decimarum a prenominatis quoque episcopis eis donatam in Løgum herret, et quantum episcopatui nostro attinet de Ranxstropherret et de Grameherret, benigno assensu eis annuimus, literisque nostris siggillatis confirmauimus. Ecclesiam quoque de Løgum et Ginnegarth simili auctoritatis firmitate superaddidimus. Deus autem, cuius iuditia sunt occulta et abyssus multa, illi loco immisit tribulationes multas et malas, fortassis ut conuersus consoletur eos reuertentes ad se, quos fere exinaniuit morticinio fratrum, pestilentia pecorum, internitione ouium, duarum exustione grangiarum, demum deuastante incendio totius ambitus monasterii ipsius et deuorante pene omnia intro contenta, in libris, in uestimentis, in suppellectilibus et utensilibus totius domus et post paucos dies pistrinum, in quod congesta erant, si qua fuissent igni pristino residua, uoracibus quoque flammis absumptum est. Sed et priuilegia et confirmationes omnes, quarum memoriam iam fecimus, uastitas incendii deuorauit. Benedictus autem deus, qui consolatur eorum pusillanimitatem in hiis tribulationibus, ut non deficiant, sed reuertantur ad eum attentius, qui multus est ad ignoscendum et pius ad miserendum, et qui post tumultus flagellorum et iracundie sustinentibus se mitigationem adducit. Nam flagellat omnem filium, quem recipit, adeo ut nec unigenito incarnato parceret. Unde et isti post flagella se recipiendos certius sperant, et nos eorum compatien- tes afflictioni et congratulantes uisitationi diuine et correctioni longam iam contexuimus narrationem de modo conquisitionis possessionum eorum et de perditione instrumentorum, quibus aduersus malignantes inniti forte poterat eis fore quandoque necessarium. Cuius malignitatis, ut omnis prorsus absumatur occasio, ad efficatiorem totius cautelæ abundantiam omnes illas possessiones episcopatui nostro pridem attinentes, quas ipsi predecessorum nostrorum consensu adepti sunt, iam satis prememoratas dilecto filio nostro abbati Wageno in Loco Dei in presentia domini Absolonis, Lundensis archiepiscopi, apostolicæ legati sedis, Swethiæ primatis, et presente domino Erico, Nidrosiensi archiepiscopo, assistentibus quoque multis tam clericis quam laycis, iure, quod dicitur schotning, appropriamus et presentis pagine attestatione sigillique nostri impressione simul cum benefitiis prelibatis, scilicet redemptione decimarum et ecclesia de Løgum in perpetuum inconcusse possidendas communimus et confirmamus et sub anathematis comminatione quantulamcunque super hiis moueri questionem prohibemus. Si qua igitur ecclesiastica secularisue persona predicti cenobii fratres super hiis uexare attemptauerit, a communione corporis et sanguinis domini nostri Ihesu Christi alienus existat et in extremo examine diuine ultioni subiaceat. Seruantibus autem ad eos pacem et concordiam pax uera et lux eterna in uitam sempiternam Christus illucescat.
1-3: Cf. Luc. 16, 3: quid faciam, quia dominus meus aufert a me villicationem? fodere non valeo, mendicare erubesco..... 9: recipiant vos in aeterna tabernacula. 11-12:.Cf. Psal. 35, 7: iudicia tua abyssus multa. 13: Cf. Psal. 70, 21: et conversus consolatus es me. 20-21: Cf. 2. Cor. 1, 3-4: Benedictus deus ..... qui consolatur nos in omni tribulatione nostra, samt 1. Thess. 5,14: consolamini pusillanimes. 22-23: Cf. Isai. 55, 7: et rever tatur ad dominum et miserebitur eius, et ad deum nostrum, quoniam multus est ad ignoscendum. 24-25: Hebr. 12, 6: flagellat autem omnem filium quem recipit. 25: Cf. Gen. 22, 12 og 16: et non pepercisti unigenito filio tuo.
I faderens og sønnens og den helligånds navn. Jeg Omer, biskop af kirken i Ribe, til alle troende kristne, såvel nulevende som fremtidige, helse i al evighed.
De gamle har i deres kløgt og snilde viseligt og omsorgsfuldt sørget for de kommende slægter ved såre mange forstandige indretninger, navnlig med hensyn til det, som kunde være af overordentlig stor betydning for det fælles tarv, nemlig det, som vilde føre til styrkelse af samfølelsen i et vennelag, til opretholdelse af retfærdighed udadtil og indadtil, til fjernelse af hadefuld splid og strid og til forebyggelse af den hensynsløshed, hvormed nutidens mennesker i deres medfødte ondskab og træske forslagenhed lægger snarer for freden og for roen hos de gode og hos dem, der lever et fromt liv; derfor har man som en i rigelig mål fyldestgørende sikkerhed med stor flid udtænkt og udfundet, at hvad der ved en retfærdig og velsindet anordning bliver fastlagt i de mere betydningsfulde anliggender, dets sagforhold skal tydeligt og klart overgives til forevigelse i en nøjagtig og skriftlig affattelse, både for at sandheden kan finde en støtte og slette menneskers snuhed ikke let kan fordreje de aftaler og anordninger, som velsindede mennesker har truffet, og for at ikke sandheden om disse ting og de begivenheder, der er overgivet til det levende brev, i tidens løb skal gå i glemme. Derfor har vi anset det for rigtigt med dette brev at afgive en erklæring til kundskab for alle, såvel nulevende som fremtidige, angående nogle besiddelser tilhørende Ribe bispedømme, som herr biskop Radulf i velsindet gavmildhed efter råd af sin ærkebiskop herr Eskil, ærkebiskop af Lund, fromt har overdraget til cistercienserordenen og til klostret i Løgum, hvilke besiddelser han har skænket med en uangribelig juridisk ret, at besidde både til evig tid og ukæret, og som han har stadfæstet ved at hænge sit segl under, nemlig alt, hvad der tilhørte bispedømmet i (Nørre-) Løgum sogn og i Seem, hvortil det fra Herrevad udsendte klostersamfund først ankom. Thi sammesteds havde der også i nogen tid været indrettet et kloster for såvel de sorte munke som for nonner. Ændringen af denne stiftelse og den orden og den fornævnte overdragelse af de ovenfor omtalte besiddelser, der på gyldig vis var foretaget og bekræftet af den fornævnte biskop, blev både ved apostolisk godkendelse og ved hans privilegiums såre stærke autoritet stadfæstet til evig tid for fornævnte kloster i Løgum. Også den salige herr biskop Stefan, vor forgænger og herr biskop Radulfs efterfølger, godkendte des mere beredvilligt denne handling, som han både havde været munk i cistercienserordenen og havde været det alt omtalte klosters faderabbed, og han bekræftede de overladte besiddelse med sit segl. Og da han var gået alt kødets gang, blev vi ved Guds nåde valgt i hans sted og knyttede vort hjerte til munkene i Løgum - som vi stoler på efter indgivelse af den helligånd - og skønt vi som følge af knaphed på midler ikke fuldt ud kunde efterkomme vore ønsker, gjorde vi os dog umage for at gøre vel imod dem, idet vi nærer det ønske ved hjælp af deres bønner at få det, der er udlagt, igen hos Gud, så vi kan blive modtaget i de evige boliger, når vi måske efter vor godsforvaltning ikke formår at grave og skammer os over at tigge. I håb om denne nåde ærer vi alle regelbundne mænd med dyb hengivenhed i vort hjerte, men omfatter dog især de for nævnte munke - der så at sige mere er vore egne husfæller - med vore dybeste følelser. Derfor har vi velvilligt godkendt de fornævnte besiddelser, der er overdraget dem af vore forgængere, og de begunstigelser, nemlig tiendeafløsningen i Lø herred, og hvad der tilkommer vort bispedømme af Rangstrup herred og af Gram herred, hvilke også er skænket dem af de fornævnte bisper, og vi har stadfæstet det med vort beseglede brev. Vi har også med tilsvarende urokkelige autoritet dertil føjet kirken i (Nørre-) Løgum samt Ginnegarth. Men Gud, hvis domme er uransagelige som det store dyb, slap mange og onde trængsler løs over den stiftelse, måske for at den, der er omvendt, kan trøste dem, der vender tilbage til Ham, de, hvem Han næsten har tilintetgjort ved dødsfald blandt brødrene, ved sygdom blandt kvæget, ved udryddelse af fårene, ved ildebrand på to ladegårde, sluttelig ved en brand, der ødelagde hele klostrets område og fortærede næsten alt, hvad der fandtes i det af bøger, klæder, husgeråd samt alt husets løsøre; og få dage efter blev bageriet, hvor alt det var samlet sammen, som den forrige brand måtte have levnet, også fortæret af de grådige flammer. Men ildens flammehav fortærede også alle de privilegier og stadfæstelser, som vi alt har bragt i erindring. Men velsignet være Gud, som trøster dem i deres nedslåethed under disse trængsler, så de ikke falder fra troen, men mere agtpågivende vender sig mod Ham, som er rundhåndet med at uddele forladelse og nådig i sin forbarmelse, og som efter svøbens og vredens herredømme bringer dem lindring. Thi han tugter hver søn, han har kær, og det i den grad, at han ikke skånede den enbårne, der blev kød. Af den grund håber disse også for vist, at de efter svøbeslagene må komme sig igen, og idet vi føler med dem i deres trængsel og lykønsker dem med Guds prøvelse og tugtende tilrettevisning, har vi nu affattet en lang beretning om, hvorledes de har erhvervet deres besiddelser, og om tabet af de dokumenter, til hvilke det måske kunde være nødvendigt for dem til en given tid at støtte sig mod slette mennesker. For ganske at fjerne ethvert holdepunkt for dette ondsind hjemler vi til overflod fuld sikkerhed i kraft af den ret, som kaldes 'skødning', angående alle de besiddelser, der tidligere tilhørte vort bispedømme, og som de med samtykke af vore forgængere er kommet i besiddelse af, hvilket alt er tilstrækkeligt klart omtalt, til fordel for vor elskede søn abbed Vagn i Løgum, og det i nærværelse af herr Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, og idet herr Erik, ærkebiskop af Nidaros, var til stede, mens ligeledes mange andre såvel gejstlige som lægmænd stod hos, og vi styrker og stadfæster dem med dette brev til vidnesbyrd og med vort sekl tillige med de fornævnte beneficier, nemlig tiendeafløsningen sammen med kirken i (Nørre-) Løgum, at besidde uindskrænket til evig tid; og vi forbyder under trusel om anathema, at der rejses strid herom, hvor ringe den end måtte være. Men hvis nogen gejstlig eller verdslig person forsøger at plage brødrene i fornævnte kloster i denne anledning, skal han være udelukket fra fællesskabet i vor herre Jesu Kristi legeme og blod og på den yderste dommens dag være hjemfalden til Guds straf. Men Kristus, den sande fred og det evige lys, skal til det evige liv lade sit lys skinne over hine, der bevarer fred og forståelse med dem.
Ærkebiskop Erik af Nidaros opholdt sig i Danmark 1190-1202, cf. Dipl. Norv. VI 3 og XVII B 201. Da både biskop Omers og det efterfølgende brev af ærkebiskop Absalon blev stadfæstet af pave Cølestin 3., som døde 1198 8. januar, cf. nr. 167, kan Omers og Absalons breve senest være udstedt i 1197.