I faderens og sønnens og den helligånds navn. Jeg Omer, biskop af kirken i Ribe, til alle troende kristne, såvel nulevende som fremtidige, helse i al evighed.

De gamle har i deres kløgt og snilde viseligt og omsorgsfuldt sørget for de kommende slægter ved såre mange forstandige indretninger, navnlig med hensyn til det, som kunde være af overordentlig stor betydning for det fælles tarv, nemlig det, som vilde føre til styrkelse af samfølelsen i et vennelag, til opretholdelse af retfærdighed udadtil og indadtil, til fjernelse af hadefuld splid og strid og til forebyggelse af den hensynsløshed, hvormed nutidens mennesker i deres medfødte ondskab og træske forslagenhed lægger snarer for freden og for roen hos de gode og hos dem, der lever et fromt liv; derfor har man som en i rigelig mål fyldestgørende sikkerhed med stor flid udtænkt og udfundet, at hvad der ved en retfærdig og velsindet anordning bliver fastlagt i de mere betydningsfulde anliggender, dets sagforhold skal tydeligt og klart overgives til forevigelse i en nøjagtig og skriftlig affattelse, både for at sandheden kan finde en støtte og slette menneskers snuhed ikke let kan fordreje de aftaler og anordninger, som velsindede mennesker har truffet, og for at ikke sandheden om disse ting og de begivenheder, der er overgivet til det levende brev, i tidens løb skal gå i glemme. Derfor har vi anset det for rigtigt med dette brev at afgive en erklæring til kundskab for alle, såvel nulevende som fremtidige, angående nogle besiddelser tilhørende Ribe bispedømme, som herr biskop RadulfN i velsindet gavmildhed efter råd af sin ærkebiskop herr Eskil, ærkebiskop af Lund, fromt har overdraget til cistercienserordenen og til klostret i Løgum, hvilke besiddelser han har skænket med en uangribelig juridisk ret, at besidde både til evig tid og ukæret, og som han har stadfæstet ved at hænge sit segl under, nemlig alt, hvad der tilhørte bispedømmet i (Nørre-) Løgum sogn og i Seem, hvortil det fra Herrevad udsendte klostersamfund først ankom. Thi sammesteds havde der også i nogen tid været indrettet et kloster for såvel de sorte munke som for nonner. Ændringen af denne stiftelse og den orden og den fornævnte overdragelse af de ovenfor omtalte besiddelser, der på gyldig vis var foretaget og bekræftet af den fornævnte biskop, blev både ved apostolisk godkendelse og ved hans privilegiums såre stærke autoritet stadfæstet til evig tid for fornævnte kloster i Løgum. Også den salige herr biskop StefanN, vor forgænger og herr biskop Radulfs efterfølger, godkendte des mere beredvilligt denne handling, som han både havde været munk i cistercienserordenen og havde været det alt omtalte klosters faderabbedN, og han bekræftede de overladte besiddelse med sit segl. Og da han var gået alt kødets gang, blev vi ved Guds nåde valgt i hans sted og knyttede vort hjerte til munkene i Løgum - som vi stoler på efter indgivelse af den helligånd - og skønt vi som følge af knaphed på midler ikke fuldt ud kunde efterkomme vore ønsker, gjorde vi os dog umage for at gøre vel imod dem, idet vi nærer det ønske ved hjælp af deres bønner at få det, der er udlagt, igen hos Gud, så vi kan blive modtaget i de evige boliger, når vi måske efter vor godsforvaltning ikke formår at grave og skammer os over at tiggeN. I håb om denne nåde ærer vi alle regelbundne mænd med dyb hengivenhed i vort hjerte, men omfatter dog især de for nævnte munke - der så at sige mere er vore egne husfæller - med vore dybeste følelser. Derfor har vi velvilligt godkendt de fornævnte besiddelser, der er overdraget dem af vore forgængere, og de begunstigelser, nemlig tiendeafløsningen i Lø herred, og hvad der tilkommer vort bispedømme af Rangstrup herred og af Gram herred, hvilke også er skænket dem af de fornævnte bisper, og vi har stadfæstet det med vort beseglede brev. Vi har også med tilsvarende urokkelige autoritet dertil føjet kirken i (Nørre-) Løgum samt Ginnegarth. Men Gud, hvis domme er uransagelige som det store dybN, slap mange og onde trængsler løs over den stiftelse, måske for at den, der er omvendt, kan trøste demN, der vender tilbage til Ham, de, hvem Han næsten har tilintetgjort ved dødsfald blandt brødrene, ved sygdom blandt kvæget, ved udryddelse af fårene, ved ildebrand på to ladegårde, sluttelig ved en brand, der ødelagde hele klostrets område og fortærede næsten alt, hvad der fandtes i det af bøger, klæder, husgeråd samt alt husets løsøre; og få dage efter blev bageriet, hvor alt det var samlet sammen, som den forrige brand måtte have levnet, også fortæret af de grådige flammer. Men ildens flammehav fortærede også alle de privilegier og stadfæstelser, som vi alt har bragt i erindring. Men velsignet være Gud, som trøster dem i deres nedslåethed under disse trængslerN, så de ikke falder fra troen, men mere agtpågivende vender sig mod Ham, som er rundhåndet med at uddele forladelse og nådig i sin forbarmelseN, og som efter svøbens og vredens herredømme bringer dem lindring. Thi han tugter hver søn, han har kærN, og det i den grad, at han ikke skånede den enbårneN, der blev kød. Af den grund håber disse også for vist, at de efter svøbeslagene må komme sig igen, og idet vi føler med dem i deres trængsel og lykønsker dem med Guds prøvelse og tugtende tilrettevisning, har vi nu affattet en lang beretning om, hvorledes de har erhvervet deres besiddelser, og om tabet af de dokumenter, til hvilke det måske kunde være nødvendigt for dem til en given tid at støtte sig mod slette mennesker. For ganske at fjerne ethvert holdepunkt for dette ondsind hjemler vi til overflod fuld sikkerhed i kraft af den ret, som kaldes 'skødning'N, angående alle de besiddelser, der tidligere tilhørte vort bispedømme, og som de med samtykke af vore forgængere er kommet i besiddelse af, hvilket alt er tilstrækkeligt klart omtalt, til fordel for vor elskede søn abbed Vagn i Løgum, og det i nærværelse af herr Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, og idet herr Erik, ærkebiskop af Nidaros, var til stede, mens ligeledes mange andre såvel gejstlige som lægmænd stod hos, og vi styrker og stadfæster dem med dette brev til vidnesbyrd og med vort sekl tillige med de fornævnte beneficier, nemlig tiendeafløsningen sammen med kirken i (Nørre-) Løgum, at besidde uindskrænket til evig tid; og vi forbyder under trusel om anathemaN, at der rejses strid herom, hvor ringe den end måtte være. Men hvis nogen gejstlig eller verdslig person forsøger at plage brødrene i fornævnte kloster i denne anledning, skal han være udelukket fra fællesskabet i vor herre Jesu Kristi legeme og blod og på den yderste dommens dag være hjemfalden til Guds straf. Men Kristus, den sande fred og det evige lys, skal til det evige liv lade sit lys skinne over hine, der bevarer fred og forståelse med dem.