Til Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat.

Da romerkirken i overensstemmelse med den tiltro, den har til din forstandighed og til din nidkærhed for retfærd, har hædret din person i vidt omfang både ved at give dig en særlig omfattende myndighedN og ved gentagne gange at overdrage dig legatembedet, bør du selv personlig des kraftigere træde op imod alle dem, der undertrykker den kirkelige frihed for at værne om denne, jo mere vanskeligt det på grund af de store afstande er at fremsende besværinger til Rom i de klagemål, der af og til opstår, da romerkirken håber, at du samvittighedsfuldt og klogt vil handle i dens sted i sådanne sager i kraft af det dig pålagte embede. Efter derfor at have hørt, at hertug Valdemar, broder til vor såre kære søn i Kristus Knud, de Danskes konge, sammen med nogle, der yder hans ondsind støtte, har taget vor ærværdige broder Valdemar, biskop af Slesvig, til fange, efter at denne havde givet sig i kongens magt i den tro, at han ikke vilde blive forulempet af ham hverken på sin person eller på sine ejendele, har det smertet os i højeste grad og i ikke ringe grad forundret os, at både har samme konge tilladt, at noget sådant skete med hans vidende, og at også du, broder, på din side ikke har modsat dig det og ikke har udvist den omsorg, som du dog uopsætteligt og uden hensyn til nogens nåde eller af frygt for nogen burde have anvendt på at berigtige et så stort overgreb. Det siges også, at samme biskop efter at være blevet lagt i lænker skal holdes i så streng en forvaring, at han ikke kan undgå risikoen for død, medmindre han ikke hurtigt bliver sat i frihed. Ubetinget skal du med des større kraft sætte ind på at afhjælpe denne nødssituation, jo sværere den forbrydelse er, der er begået ved denne handling, og du skal sætte ind på i fuldt mål at opnå den kongelige nåde, støttet til hvilken der gives dig en lettere adgang til at imødegå disse voldshandlinger. Eftersom altså et eksempel på en så skadevoldende forseelse spreder sig over store del af verden og vil skade den kirkelige frihed i høj grad, medmindre den bliver rettet så hurtigt som muligt, og eftersom den kristne tros omdømme beplettes i vid udstrækning, pålægger og påbyder vi dig strengt, broder, ved apostolisk brev, at du med al den kraft og omhu, som måtte være dig givet, over for den høje konge holder fast ved, at han skal udfri samme biskop af fangenskabet og gengive ham og kirken samt hans husstand og frænder deres rettigheder og øvrige gods og ikke mere tillade, at de bliver beslaglagt. Men hvis han ikke - hvad vi ikke tror - vil affinde sig hermed og ikke bøje sig for vor formaning, som vi sender ham desangående, og ydermere heller ikke for din formaning, skal du uden at tillade nogen forhaling, indsigelse og appel lægge hele Danmarks rige under interdikt og ubrydeligt lade denne dom overholde, indtil det, som vi forud har nævnt, er opfyldt. Men du skal på alle helligdage uden nogen appel, der kan lægge hindringer i vejen, lade forkynde i hele riget, at fornævnte hertug og alle andre, om hvem det står fast, at de forvovent har lagt hånd på denne biskop, som banlyste strengt skal undgås af alle, indtil de på passende måde fyldestgør Guds kirke og samme biskop og andre angående den uret, disse har lidt fra deres side i denne anledning, og at de skal drage til det apostoliske sæde for at få afløsning og gøre bod. Men fordi bisperne Omer af Ribe, Peder af Sjælland og Asser af Viborg siges at have medvirket ved gennemførelsen af omtalte forbrydelse, er det tillige vor vilje og påbyder vi strengt, at du omhyggeligt skal undersøge sandheden desangående og uden at tillade nogen appel suspendere dem fra bispeembedet, hvis du erfarer, at de er skyldige i en så grov misgerning, og lade dem være suspenderet så længe, til de indfinder sig for vort åsyn for at yde fyldest for et så forbandelsesværdigt overgreb. Men vi undres i ikke ringe grad over, at skønt vi en anden gang har sendt vor skrivelse angående denne sag, er det, som vi har befalet, ikke blevet efterkommet, således som vi har forstået. Derfor bør du, broder, i højeste grad tage vare på, at du ikke denne gang på grund af lunkenhed eller anden forsømmelighed undlader at fremme det, som vi forud har sagt, da vi jo på ingen måde vil kunne holde fast ved vor langmodighed.