© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a:
Celestinus episcopus seruus seruorum dei. uenerabilibus fratribus. uniuersis episcopis. et dilectis filiis. abbatibus. prepositis. et alii clero per uniuersum regnum Datie constitutis. salutem et apostolicam benedictionem.
Etsi sedes debeat apostolica cui uniuersarum ecclesiarum cura incumbit pro singul<a>rum infirmitatibus et grauaminibus specialiori quadam prerogatiua ut precipuum omnibus in aduersis refugium condolere singula tamen ecclesiastici corporis membra confratrum molestiis caritatiua subuenire compassione tenentur, et tanto ad succurrendum ubi se facultas obtulerit fortius se accingere. quanto maiorem locum in dei ecclesia sunt adepta. et persecutionis tempore contra subortas molestias in subuentione fraterna eo pro uiribus sollicitudine feruentiori occurrere. quo succurrendi necessitas precipue declaratur. Uestra siquidem discretio ut credimus non ignorat. qualiter W. dux frater karissimi in Christo filii illustris .C. Danorum regis uenerabilem fratrem nostrum Sleswicensem episcopum ceperit. et iniectis uinculis districte nimium fecerit custodie mancipari. postquam se regis tradidit potestati. credens quod non deberet a quoquam in persona uel rebus offendi. cui etiam et ecclesie sibi commisse idem regis frater castra uillas. possessiones alias. et bona plurima prius uiolenter abstulerat. et grauamina innumera presumpserat irrogare. Quia igitur exemplum tam perniciosi excessus per magnas orbis partes discurrit. et nisi fuerit quam cito correctum nimium oberit ecclesiastice libertati. et nomen christiane religionis plurimum obfuscabitur. fraternitati uestre per apostolica scripta mandamus, et districte precipimus. quatinus apud regiam excellentiam omni nisu et diligentia qua poteritis insistatis. ut eundem episcopum a captione faciat liberari. et ipsi et ecclesie familie ac consanguineis suis iura et alia bona restitui. et ulterius non permittat inuadi. Quod si commonitioni nostre quam ei super his destinamus et uestre insuper aliorumque prelatorum quod non credimus noluerit acquiescere. uenerabili fratri nostro. A. Lundensi archiepiscopo apostolice sedis legato. ad peragendum super his nostrum mandatum diligenter assistere studeatis. qui de auctoritate ac precepto tenetur apostolico si hec correcta non fuerint totum regnum supponere interdicto. quam utique sentenciam uos precipimus usque ad satisfactionem debitam inuiolabiliter obseruare. Sepedictum etiam ducem. et eos omnes quos in memoratum episcopum manus temerarias constiterit iniecisse. nullius contradictione uel appellatione obstante tam diu sicut excommunicatos nuncietis ab omnibus arcius euitandos. donec cum litteris prefati archiepiscopi ueritatem rei plenarie continentibus ad sedem ueniant apostolicam absoluendi. Da[tum Lal]terani .x. kalendas. ianuarii. pontificatus. nostri. anno secundo.
12 singul<a>rum] singulorum a. 32 captione] med overflødig forkortelsesstreg over e a.
Cølestin, biskop, Guds tjeneres tjener, til alle sine ærværdige brødre bisperne og til sine elskede sønner abbederne, provsterne og den øvrige gejstlighed i hele Danmarks rige hilsen og apostolisk velsignelse.
Selv om det i første række er det apostoliske sæde - hvem omsorgen for alle kirker påhviler - der har til opgave at komme hver enkelt kirke til hjælp i dens svaghedstilstand og i besværligheder, så det kan være kirkernes hovedtilflugtssted i modgang, er dog hvert enkelt lem på det kirkelige legeme forpligtet til i kærlig medfølelse at komme sine medbrødre til hjælp i deres vanskeligheder, og de bør des kraftigere ruste sig til at komme til hjælp, når foranledning er til stede, jo højere en stilling de indtager i Guds kirke; og i en forfølgelsens tid skal de med endnu mere glødende ildhu af alle kræfter komme broderen til hjælp og støtte ham i opståede vanskeligheder, jo mere tydeligt det viser sig nødvendigt at ile til undsætning. I gode brødre og sønner er, som vi tror, ikke uvidende om, hvorledes Valdemar, hertug, broder til vor såre kære søn i Kristus Knud, de Danskes berømmelige konge, har taget vor ærværdige broder bispen af Slesvig til fange og efter at have lagt ham i lænker har holdt ham i såre streng forvaring, efter at bispen havde givet sig i kongens magt i den tro, at han ikke vilde lide overlast fra nogens side på sin person eller sine ejendele; samme kongens broder havde tidligere med vold taget borge, landsbyer, andre besiddelser og såre meget gods fra denne biskop og også fra den kirke, der var betroet ham, og dristet sig til at på lægge talløse tynger. Eftersom altså et eksempel på et så skadevoldende overgreb spreder sig over store dele af verden og vil komme til at skade den kirkelige frihed i udstrakt grad, medmindre den bliver rettet så hurtigt som muligt, og eftersom den kristne tros omdømme beplettes i vid udstrækning, pålægger og påbyder vi Eder, brødre, strengt ved apostolisk brev, at I med al den kraft og omsorg, som det er Eder givet, over for den høje konge holder fast ved, at han skal udfri samme biskop af fangenskabet og gengive ham og kirken samt hans husstand og frænder deres rettigheder og andet gods og ikke mere tillade, at de bliver anfægtet. Men hvis han ikke - hvad vi ikke tror - vil finde sig i og bøje sig for vor formaning, som vi sender ham desangående, og ydermere heller ikke for Eders og de andre prælaters formaninger, skal I agtsomt beflitte Eder på at bistå vor ærværdige broder Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, med at fuldbyrde vor befaling i denne sag, han, som i kraft af sin myndighed og den apostoliske befaling skal lægge hele riget under interdikt, hvis dette ikke bliver rettet, hvilken afgørelse vi ubetinget påbyder Eder ubrydeligt at overholde, indtil der er gjort passende bod. Ligeledes skal I forkynde, at den oftnævnte hertug og alle de, om hvem det står fast, at de har lagt en forvoven hånd på omtalte biskop, er lyst i ban uanset enhver indsigelse eller appel, og at de strengt skal undgås af alle, indtil de med den fornævnte ærkebiskops brev, der fuldt ud indeholder sandheden i sagen, indfinder sig ved det apostoliske sæde for at blive løst. Givet i Lateranet den 23. december i vort andet pontifikatsår.
H. Bloch, Forschungen z. Politik Kaiser Heinrichs VI (1892) s. 95, mener, at pontifikatsåret anno secundo nødvendigvis må rettes fra et oprindeligt anno ii til anno v, og at pavebrevet følgelig må være udstedt 1195 23. december. Blochs rettelse er tiltrådt af H. J. Freytag, Der Nordosten des Reiches nach dem Sturz Heinrichs des Löwen (1969) s. 522; for nylig har W. Seegrün, Päpstliche Legaten in Skandinavien und Norddeutschland (1972) s. 218 anm. 53 foreslået at læse anno sexto, d.v.s. 1196, i stedet for anno secundo.
Blochs hovedargumenter mod dateringen 1192 er især to. Hans tredie argument, at nogle danske annaler anfører fængslingen under 1193, indrømmer han ikke a være tvingende på grund af deres usikre kronologi (s. 89). Men selv om man går ud fra, at fængslingen har fundet sted i 1192 - en opfattelse, som i dag har overhånd i nordisk forskning, cf. A.K.G. Kristensen, Danmarks ældste Annalistik (1969) s. 52 - mener han dog, at de begivenheder, der forudsættes i pavebrevene 1192, ikke lader sig sammenpresse til dette år. "Als frühesten Zeitpunkt der Gefangennahme dürfen wir den 8. Juli [1192] annehmen (Ann. Lund.). Der Papst müsste also die Nachricht davon erhalten, Verhaltungsbefehle an Erzbischof Absalon geschickt und schon am 23. Dezember wieder erfahren haben, dass der Erzbischof dieselben nicht ausgeführt habe. Erscheint dies schon bei günstigen Bedingungen als unwahrscheinlich, wie viel mehr im Jahre 1192, wo die Wege zum Papst gesperrt waren", d.v.s. på grund af urolighederne i Tyskland. Det andet argument er, at både biskop Peder, biskop Omer og ærkebiskop Absalon i februar-marts 1193 opnår pavelige begunstigelser, nr. 190-91 og 194, trods den truende holdning paven endnu i slutningen af december 1192 indtager mod disse, nr. 175-76.
Sidstanførte argument er ikke uden vægt trods H. Olriks forsøg på at bortforklare det, Når blev Biskop Valdemar taget til Fange, Kirkehist. Saml. 4. rk. III 317-18. Olrik søger at klare problemerne ved at antage, at Cølestins brev til Absalon, nr. 175, er udstedt et år senere (1193) end de to andre. Samtidigheden af de tre breve, nr. 175-77, er dog som Löwenfeld og Bloch går ud fra, utvivlsom.
Det er sætningen: Miramur autem non modicum quod cum super negocio isto alia uice scripta nostra miserimus que mandauimus sicut accepimus. non fuerint inpleta i brevet til Absalon, der tvinger Bloch til at mene, at datum nødvendigvis må rettes. Denne tvang kan dog ikke siges at være til stede. For et ilbud kan man regne med en dagsrejse på 45-65 km, cf. Kult. Leks. II 618-19. Har kardinallegaten Cintius, som på det tidspunkt må have været i Danmark, straks efter fængslingen 8. juli sendt en kurer af sted til kurien - hvad situationen kunde gøre påkrævet - kan denne allerede i august have været i Rom. Paven kan uden lang overvejelse antages øjeblikkeligt at have befalet Absalon at udvirke bispens frigivelse. Dette mandat kan Absalon have modtaget senest omkr. 1. oktober.
Af Cølestinbrevet til kong Knud fremgår, at paven 1192 23. december har modtaget en fremstilling af sagen ex parte. . . Waldemari Slewicensis episcopi, rimeligvis affattet af bispens dansk-holstenske partigængere, jf. at bispen af Ribe benævnes Wrm, og at brevene er overleveret gennem et holstensk kloster, d.v.s. petenterne må have fået afskrifter af brevene. Cintius, der fra Danmark først tog til Bremen, derefter til Hildesheim, hvor han var i oktober 1192, cf. W. Seegrün anf. afh. s. 218 og May, Regesten nr. 654, har ved sin tilbagekomst til Rom øjensynligt advaret paven mod en for stærk partitagen for biskop Valdemar, Verum licet... Cintius ... eundem omnino episcopum non excuset (nr. 177).
Det er givet, at der på et eller andet tidspunkt må være foregået et totalt omsving i kuriens holdning til biskop Valdemar. I 1203 udtrykte Innocens 3. dette ved at udtale: det havde været bedre, om biskop Valdemar, da han tilsidesatte bispeembedets værdighed og drog sværdet for at gribe efter kongeværdigheden, var omkommet ved sværdet, Dipl. Dan. 1. rk. IV nr. 83. Dette omsving må dateres til omkr. januar 1193, og det med følgende begrundelse. 1) af Vilhelms epistolæ II nr. 44, sendf., fremgår, at ærkebiskop Absalon og alle danske bisper har givet paven deres opfattelse af sagforholdet. 2) de påfølgende forhandlinger ved kurien må have fået paven til at opgive biskop Valdemars sag, thi biskop Omer af Ribe, der i nr. 175 trues med suspension, ses kort efter af paven at blive delegeret som dommer i Guldholmsagen med direktiver, der aldeles ser bort fra biskop Valdemars rettigheder, ndf. Epistolæ II 11-12, 3) 1193 12. februar, 25. februar og 25. marts, nrr. 190, 191 og 194, opnår biskop Omer af Ribe, biskop Peder af Roskilde og ærkebiskop Absalon pavelige begunstigelser, vidnesbyrd om, at paven ganske har ændret sin holdning til disse personer.