I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende helse i al evighed.

Det, der er indeholdt i begreberne billighed og retfærdighed, leder os til, at vi til gavn for alle, der stærkt sætter deres lid til vor gavmildhed, yder en forønsket hjælp, så vidt det står til os; men frem for andre bør vi række dem en gavmild hånd, som i trofasthed har tjent os ved deres arbejde og flid gennem længere tid, hvorved de i rigt mål har tilskyndet os til i velvilje at give dem en retfærdig belønning til gengæld for deres uegennyttige tjenester. Thi det anses for usømmeligt og upassende, at den flittige bedrages for frugten af sit arbejde, da man må mene, at en tjeneste bliver ringeagtet, hvis lønnen udebliver. Og af den grund er det, at vi i kraft af dette brev har bestemt os for at vitterliggøre for såvel fremtidige som nulevende, at vi ved en lovformelig skødning har overdraget Emer, vor kapellan, de to bol, som vi har erhvervet fra Svend, biskop af Århus, i den landsby, som kaldes Sabro, som belønning for hans utrættelige tjeneste, som han i såre mange år vides at have ydet såvel mig som min fader kong Valdemar, lykkelig ihukommelse. Og vi har tillagt hans rådighedsret over dem et sådant klart fastlagt indhold, at det skal være ham tilladt at sælge dem eller efterlade dem i sit testamente til hvem han vil, eller ved en hvilken som helst fornuftigt begrundet afhændelse overføre ejendomsretten til dem til hvem som helst. Endvidere da den nuværende tid i den grad hælder til svig, at der næppe kan påtræffes ærlighed i mundtlige aftaler og bestandighed i trufne overenskomster, bør der ikke træffes mindre sikre forholdsregler for bevarelsen af det, der planlægges, end der anvendes under udarbejdelsen af det planlagte. Derfor har vi, for at denne vor gaves nøjagtige indhold kan blive holdt for gyldig og med rette til evig tid være uangribelig, draget omsorg for på den mest agtpågivende måde at skabe en grundvold for den ved formuleringen i vort privilegium, idet vi med vor kongelige myndighed påbyder, at ingen skal være beføjet til svigagtigt at kassere denne vor gave, der er en følge af hengivenhed, eller anfægte eller ophæve den ved en tvetydig udlægning. Men hvis det skulde forekomme fra nogens side, skal han rammes af den kongelige vredes sværeste straf, og han skal på den yderste dommens dag udstå Gud den almægtiges vrede og være udsat for hans afsky som straf for så stor en forvorpenhed.