Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle retfærdige mænd, til hvem dette brev når, hilsen med Gud.

Mellem herr Jaromar på den ene og fru hertuginden og østvenderne på den anden side verserede der en strid om, hvilke lande der hørte til Wolgast og hvilke til Tribsees. Og da de ovennævnte var stævnet til os personlig i Vordingborg, og vi skulde have bragt deres uenighed ud af verden, blev dette ikke fuldført der, men da herr Jaromar og Slaumer og Rokel på fruens vegne kom til Nyborg, hvor biskop Peder af Roskilde var til stede, vilde de hellere have, at vore undergivne skulde pleje venskab med hinanden end mindre klogt at være uenige om noget, har vi bragt denne sag til ende på den måde, at vi hverken vilde holde os til den ene eller den anden parts påstand, men udlede det af begge parters påstande, som vi syntes var i overensstemmelse med fornuft. Vi har så bestemt, at Bukow, Lassan og Ziethen skulde høre til borgen Wolgast, Meseritz og Loitz til borgen Gützkow. Men Tribsees og Wusterhusen hører ikke til nogen af de ovennævnte borge, men herr Jaromar har dem i len af os. Eftersom det derfor er vor vilje, at ingen på nogen måde skal kunne gå imod denne vor bestemmelse, som om der ikke var truffet nogen afgørelse på denne måde, har vi bestemt at bestyrke det ved brev og med vort segl til vidnesbyrd, idet vi befaler og med kongelig myndighed påbyder, at ingen i dumdristig forvovenhed må formaste sig til at afsvække dette, hvis ikke han vil bære på vor vrede.