Tekst efter A:
Kanutus dei gracia Danorum Sclauorumque rex. omnibus iustis hominibus ad quos hec scripta peruenerint salutem in domino.
Inter dominum Iarimarum et dominam ducissam et Sclauos orientales discordia uersabatur que terre Walgust. et que Tribuses. attinerent. Cumque isti Worthingburg supradicti ad presentiam nostram uenissent. et ipsorum discordiam ad concordiam duxissemus ibi definitum hoc non fuit. sed domino Iarim<aro>. et Slaumer. et Rokel ex parte domine Nuburg uenientibus presente episcopo Petro Roskildensi. uolentes nostros magis amiciciam exercere quam ob aliquid minus prouide discordare. causam hanc hoc modo terminauimus. ut nec unius partis assertioni nec alterius inniteremur sed ab utraque parte collegimus quod consentaneum uidimus rationi. Decreuimus [ita]que quatinus castro Waleguste. Bukoug. Lisani. Siten. castro Cotscof Mizeres Locisse attinerent. Tribuses autem et Wostroe neutro supradictorum castrorum attinet. sed a nobis habet in feodum dominus Iarimarus. Quoniam itaque nolumus ut aliquis possit huic nostre ordinationi aliquatinus obuiare. quasi a nobis hoc modo non fuerit ordinatum. illud litterarum et sigilli nostri testimonio decreuimus muniendum. mandantes et regia auctoritate precipientes quatinus nullus hec presumat ausu temerario infirmare. si indignationem nostram noluerit sustinere.
19 Iarim<aro>] Iarim A. 25 Wostroe] efter e bortraderet et s A.
Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle retfærdige mænd, til hvem dette brev når, hilsen med Gud.
Mellem herr Jaromar på den ene og fru hertuginden og østvenderne på den anden side verserede der en strid om, hvilke lande der hørte til Wolgast og hvilke til Tribsees. Og da de ovennævnte var stævnet til os personlig i Vordingborg, og vi skulde have bragt deres uenighed ud af verden, blev dette ikke fuldført der, men da herr Jaromar og Slaumer og Rokel på fruens vegne kom til Nyborg, hvor biskop Peder af Roskilde var til stede, vilde de hellere have, at vore undergivne skulde pleje venskab med hinanden end mindre klogt at være uenige om noget, har vi bragt denne sag til ende på den måde, at vi hverken vilde holde os til den ene eller den anden parts påstand, men udlede det af begge parters påstande, som vi syntes var i overensstemmelse med fornuft. Vi har så bestemt, at Bukow, Lassan og Ziethen skulde høre til borgen Wolgast, Meseritz og Loitz til borgen Gützkow. Men Tribsees og Wusterhusen hører ikke til nogen af de ovennævnte borge, men herr Jaromar har dem i len af os. Eftersom det derfor er vor vilje, at ingen på nogen måde skal kunne gå imod denne vor bestemmelse, som om der ikke var truffet nogen afgørelse på denne måde, har vi bestemt at bestyrke det ved brev og med vort segl til vidnesbyrd, idet vi befaler og med kongelig myndighed påbyder, at ingen i dumdristig forvovenhed må formaste sig til at afsvække dette, hvis ikke han vil bære på vor vrede.
Hertuginde Anastasia var enke efter hertug Bugislav, der døde 1187 18. marts. Peder (Sunesen) blev biskop af Roskilde i 1192. Hvornår kong Knud er begyndt at anvende titlen Danorum Sclauorumque rev kan ikke afgøres med sikkerhed; det tidligst kendte eks. er 1193 22. januar, nr. 189. Anastasias befuldmægtigede Slaumer og Rokel nævnes tidligst i 1194, cf. Cod. Pomeraniae dipl. I 174 nr. 72. Da Jaromar allerede i 1193 ved indstiftelsen af nonneklostret Bergen delvis disponerede over det omstridte gods, cf. nr. 196, skal kong Knuds brev muligvis dateres til 1194, cf. Cod. Pomeraniae dipl. I 179 og Pomm. UB. I 95 samt 2. Aufl. s. 166.