"De, der vælger klosterlivet", i hvis første artikel også alle vore besiddelser, som vi har erhvervet eller måtte erhverve på retmæssig vis, stadfæstes for os og vore efterfølgere. For det andet bevilges det os, at vi ikke skal yde tiender til nogen af jorder, haver, krat og fiskerier og af det, vi dyrker med egne hænder eller for egne midler. For det tredie: Det er tilladt os at optage frie og ubundne mænd, gejstlige eller læge, som munke og beholde dem uden hensyn til indsigelser af nogen art. For det fjerde: Det er tilladt os at lyse ban over de lægbrødre og munke, der forlader os uden tilladelse. For det femte forbydes det strengt, at man uden kapitlets samtykke afhænder noget af de besiddelser eller hvilke som helst beneficier, der er overdraget vor kirke. Men en gave eller en afhændelse, der er foregået på anden måde kendes at være ugyldig. For det sjette bevilges det os, at hvis en munk eller en lægbroder uden abbedens eller de ældres samtykke går i borgen for nogen eller optager lån, skal vi ikke på nogen måde svare til dette undtagen i det tilfælde, hvor det tjener husets indlysende tarv. For det syvende tilstås det os at gøre brug af vore brødres vidneudsagn i alle vore egne sager. For det ottende forbydes det med apostolisk myndighed, at nogen person kan tvinge os til at deltage i synoder eller retsmøder eller at være underkastet en verdslig domstol i forhold, der angår vor egen formue eller vore besiddelser; ej heller skal nogen biskop eller nogen anden person driste sig til at foretage ordinationer, behandle retssager eller sammenkalde til offentlige tingmøder i vore huse; ej heller hindre et regelret valg af vor abbed eller befatte sig med at indsætte eller fjerne ham. For det niende bevilges det os, at hvis vor bi skop ikke, efter ydmygt at være blevet opfordret af os, vil give vor abbed velsignelsen eller andet, som hører bispeembedet til, skal det være abbeden tilladt - såfremt han da er præst - at give husets novicer velsignelsen og udføre andet, der hører hans embede til, og forskaffe os alt det fra en anden biskop, som utilbørligt er blevet nægtet os af vor egen. For det tiende tilstås det os, at vor abbed skal aflægge lydighedsløftet til sin biskop i overensstemmelse med den ordlyd og den form, der er fastsat af ordenen, og ikke på anden måde. For det ellevte fastsætter han, at ingen biskop under henvisning til skik og brug eller på anden måde må vove at afpresse os noget for kirkens hellige ting, som han tildeler os, men stiftets biskop skal tildele os alt uden vederlag. I modsat fald skal en anden biskop tildele os alt dette efter at være opfordret hertil; men skulde stiftets sæde stå ledigt, skal nabobisperne tildele os alle kirkens hellige ting, uden at dette skal være til skade for vort eget sæde. For det tolvte bevilges det os, at hvis vi ikke kan komme i forbindelse med vor egen biskop, må vi lade en hvilken som helst biskop, der ikke er i pavestolens unåde, og som i den tid måtte passere os på rejse, velsigne kar og klæder, indvi altre og ordinere munke. For det trettende forbydes det, at bisper eller andre kirkeledere vover at udstede en suspensions-, banlysnings- eller interdiktkendelse mod vort kloster eller også mod vore daglejere, fordi vi ikke har ydet tiende, eller i anledning af bevillinger, vi har opnået ved pavestolens velvilje, eller mod vore velgørere, fordi de næstekærligt har ydet os nogle gunstbevisninger eller tjenester eller hjulpet med at arbejde på helligdage, og det forbydes, at det brev skal have retskraft, som opnås imod de apostoliske privilegier, og uden at cistercienserordenen er nævnt. For det fjortende tilstås det os, at selv om hele landet er lagt under interdikt, skal vi ikke desto mindre have lov til under udelukkelse af dem, der er banlyste og ramte af interdikt, at holde gudstjeneste i vort kloster, fordi det således er anført i privilegiet for huset i Citeaux: Gudstjeneste skal på ingen måde ophøre i medfør af dem, der er ramt af interdikt i landene uanset enhver biskops påbud. For det femtende forbydes det med apostolisk myndighed på nogen måde inden for vore klosterbygningers eller ladegårdes klausur at røve eller stjæle, at sætte ild på, at udgyde blod, forvovent at gribe, plyndre, piske eller dræbe nogen eller øve nogen vold. For det sekstende: Alle friheder og immuniteter, der er tilstået vor orden af de romerske paver, ligeledes friheder og fritagelser for verdslige krav, som er tilstået os af konger og fyrster eller andre troende, stadfæstes med apostolisk myndighed. For det syttende tilstås det os, at ingen må forstyrre vort kloster eller mindske eller tilegne sig vore ejendomme eller beholde det tilegnede eller plage det med nogen som helst fortrædigelser. For det attende: Enhver gejstlig eller verdslig person, som formaster sig til at prøve på at gå imod noget af dette, som indeholdes i dette privilegium, banlyses med apostolisk myndighed og skal udelukkes fra Herrens legeme og blod - medmindre han efter tredie gang at være påmindet ved en passende bod har gjort sin forseelse god igen - og denne banlysningskendelse anføres i ethvert paveligt privilegiums sidste artikel.