Littere episcopi Hostiensis pape directe super responsis factis sibi per regem Francorum super statu regine honorifice reformando.
25 episcopi Hostiensis=Octauiani.
25-26 regem Francorum=Philippum.
26 regine=Ingeburgis.
Biskoppen af Ostias brev, rettet til paven om de svar, der er givet ham af de Franskes konge angående en hæderfuld forbedring af dronningens stilling.
Nærværende rubrik repræsenterer et brev, der er indgået til Innocens III fra den ene af hans legater i Frankrig, Octauianus. Det er i fortegnelsen over skrivelserne fra det fjerde paveår registreret sammen med nr. 34 af [1201 juni—august], der udgør pavens svar herpå. Det er ovenfor blevet fremhævet, at den indløbende korrespondance af rent praktiske grunde optages i registrene sammen med de afgående skrivelser, der besvarer dem (se nr.12). Svarskrivelsernes plads kan derfor kun være af betydning for fastsættelsen af det senest mulige tidspunkt for afsendelsen af de indgående breve, terminus ante quem, som altså bliver august 1201 for legatens her omhandlede indberetning. Med hensyn til den anden tidsgrænse, terminus post quem, må andre forhold tages i betragtning. I dette tilfælde synes man at kunne støtte sig på en tidligere bulle af [1201 22. februar—marts], nr. 29. Heri befaler paven sine to legater at opfordre kongen til at opfylde, 'hvad der er bestemt i dronningens sag'. Paven tilføjer, at 'i modsat fald skal de ikke skride til undersøgelse af nævnte sag'. Det, der sigtes til, kan næppe være andet end kravene om, at Ingeborg får sin frihed tilbage og behandles som dronning igen. Opfyldelsen af disse fordringer var af paven opstillet som betingelsen for en videreførelse af ægteskabssagen (nrr. 21, 22 og 23). I den foreliggende rubrik er der tale netop om behandlingen af dronningen. Det vil formentlig være tilladeligt at slutte, at den registrerer Octauianus' svar på pavens ovenfor citerede befaling til legaterne, Denne kan tidligst være udgået 1201 22.februar, og dette tidspunkt synes da også at måtte blive terminus post quem for legatens svar.