© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Valdemarus Selandiam inhabitantibus salutem et graciam.
Quoniam dominus abbas de Nestuet non semper coram nobis causas suas uel querimonias potest proponere, ideo uniuersos meliores rogamus et rogando precipimus, quatenus claustro de Nestuet in causis suis, † in quibus cum faciunt iusticia et ueritas †, subueniant et assistant nec illud patiantur quempiam nouis uel indebitis iniuriis lacessire.
13 og 15 Nestuet] Nestu med forkortelsestegn Reg.
15-16 † in quibus cum eo faciunt iusticia et ueritas†] registratoren, der her frit refererer det ham foreliggende mandat, synes at have villet udtrykke, at der skulde vises klostret sand retfærdighed fra de bedste mænds side i de sager, hvor de har at gøre med klostret, men meningen er blevet uklar, og konstruktionen er gået i stykker.
Valdemar til Sjællands indbyggere hilsen i nåde.
Eftersom hr. abbeden fra Næstved ikke altid kan fremføre sine sager eller klager for os, beder vi da, og beder og byder vi alle de bedste mænd at understøtte og bistå Næstved kloster i de sager, de har med det, så at der sker det sandhed og ret, og ikke tillade, at nogen som helst udæsker det ved nye og uhørte krænkelser.
Det udaterede Valdemarmandat, som er gengivet nedenfor, falder, forsåvidt angår dets text, i to dele. Det første stykke, som går indtil rogando precipimus, giver mandatet i dets oprindelige ordlyd, omend i forkortet skikkelse — kongens titel er således udeladt. Det følgende stykke, fra quatenus og ud, er et referat, men dette er faldet mindre heldigt ud, da konstruktionen er gået i stykker og vanskeligt lader sig udbedre.
Ved dateringen er vendingen coram nobis, som har plads i den bedst overleverede del af texten, det eneste støttepunkt. Denne vending bruges som fast terminus technicus i sager for kongens retterting og bliver almindelig mod udgangen af 13. århundrede. På grund af anvendelsen af dette udtryk må det anses for mindre sandsynligt, at mandatet er givet af den første af de fem Valdemarer, som kan komme i betragtning som udstedere, Valdemar I. Medens det således næppe tilhører det 12. århundrede, kan det måske ikke udelukkes, at det hører hjemme i det følgende århundrede og har Valdemar II Sejr (1202-1241) eller eventuelt hans søn Valdemar III den Unge (1215-1231) som udsteder, skønt det dog synes mest antageligt at henvise mandatet til 14. århundrede, hvorefter Valdemar III Eriksen eller Valdemar IV Atterdag er den, der har ladet det udfærdige.