Spirituali patri ac domino suo .I. dei gratia summo pontifici filiarum eius minima .I. Francorum nomine solo regina. se ipsam ad pedes in omni humilitate.
In spiritu humilitatis et in animo contrito sepissime uestre pie paternitati miserias meas tam per me quam per meos explanare curaui. et quia conuersa in erumpna mea iugum domini non graue sed grauissimum assidue porto adhuc pater sanctissime recogitabo uobis omnes annos meos in amaritudine anime mee in qua iugiter permanens dilectum meum fasciculum mirre michi factum inter ubera commorantem sustineo. remedium amaritudinis per uos Christi uicarium desiderans obtinere. Vos siquidem per dei gratiam estis successor Petri. collega Pauli qui Chorinthum gladio spiritus trucidare minime formidauit. Phinees imitator. mons in uertice montium positus. ad quem oculi leuandi. tuitio oppressorum. refugium miserorum. Unde ad uos patrem sanctissimum confugio. et utinam michi datum fuisset desuper. ut pedes Helisei mei corporaliter amplecti ualerem. lacrimis rigarem. capillis extergendo. angustiam animi mei expressius opere. quam litterulis exponerem. Eripite itaque me pater iuste ut non infigar. liberate me ab hiis qui oderunt me. et de profundis aquarum. quoniam gratis persecuntur me. Persequitur me dominus et maritus meus. Philippus illustris rex Francorum. qui non solum me sicut uxorem non uidet; sed solitudine carceris meam desiderans fastidire iuuentudem opprobriis et calumpniis per suos satellites me irritare non cessat. ad indignationem spiritus. ut ei contra matrimonii iura. et legem Christi consentiam; per preambulos Antichristi qui speciem pietatis habentes uirtutem eius abnegant. me prouocare nullatenus erubescit. Sciatis autem pater sancte quod in meo carcere nullum est michi solacium. et innumeras et importabiles molestias patior. Nec enim me audet aliquis ibi uisitare. nec aliqua religiosa persona ad me consolandam accedere. nec de ore alicuius uerbum dei ad reficiendam animam meam possum audire. nec copiam habeo alicui sacerdoti confessionem meam faciendi. Missam raro audire possum. alias horas numquam. Insuper nulla persona uel nuntius de terra natiuitatis mee cum litteris uel sine litteris ad me uenire uel michi loqui permittitur. Victus michi aliquando artus nimium ministratur. pane tribulationis. et potu angustie cotidie utor. nil medicinale prout expedit fragilitati humane. nec qui de salute corporis michi consulat. uel faciat quod michi prosit possum habere. Balneum intrare non sinor. Si uolo minuere michi sanguinem facere non possum. et propterea timeo michi de uisu. et ne graues infirmitates michi superueniant. Vestimentorum copia non adest. nec talia sunt qualia deceret habere reginam. Accedit ad cumulum miserie mee quod ille persone admodum uiles qui circa me ex uoluntate regia conuersantur; numquam bona michi uerba proponunt. sed contumeliosis sermonibus. et iniuriosis affligunt. De quibus. etiam audiui. et scio quod postquam a me recesserint michi compaciuntur. sed inde nichil michi consolationis impendunt. sed tristem iugiter compellunt me remanere. In quadam domo sum clausa. nec inde possum exire. Quid plura? Miserias meas non possem per singula prosequi. quia ea michi denegantur que nulli christiane mulieri deberent denegari. et ea michi fiunt; que nulli fieri deberent. quantumcunque abiecte persone. Litteras quas sanctitas uestra michi mandauit. habere non potui. Hiis namque et similibus que uestre ad presens non ualeo exponere sanctitati; ita quod tedeat me uiuere afflicta; Cum ignorem quid agere debeam. oculi mei ad uos sunt pater sanctissime ne peream; Peream dico non corpore sed spiritu. Cum enim cotidie maior per gloriam uestram et propter iura matrimonii illibata seruanda. quam dulcis. quam iocunda. quam suauis. michi misere. michi desolate. michi ab omnibus repudiate. et eiecte; unica mors corporalis adueniret. quam tot mortium discrimina aufugere possem. Verum quoniam angustie michi sunt undique. quia si contra deum egero mors michi est. si autem non egero non effugiam manus persecutorum; a uobis qui pater estis consolationis. consolationem peto. Hoc uestre ut iam per me. et clericos meos insinuatum est significans sanctitati. et rogans et protestans. quod si minis ac terroribus compulsa feminea fragilitate contra iura matrimonii mei aliquid proposuero; non sit in preiudicium prenominati matrimonii. et a uobis qui persecutor estis confessionis extorte. nequaquam recipiatur. sed in manu forti et brachio extento ab hac me curetis/ absoluere miseria. pater benigne. ut si forte dominus meus Philippus illustris rex Francorum diabolica fraude deceptus. contra me super sepefato matrimonio denuo agere temptauerit; tali loco me procuret sisti uestra paternitas in quo pristine libertati. et propriis parentibus restituta; libere meam possim in omnibus declarare uoluntatem. et si fide interposita uel sacramento interueniente hoc quod predixi fuero timore intercedente confessa; ab illa obligatione apostolice miserationis obtentu me liberare dignemini. Ita uero faciatis pater sancte; ut consolationem uestram sentiam. et iustitiam quam omnibus exhibetis michi nullatenus subtrahatis. et in extremo examine premium condignum ab omnipotente deo recipere ualeatis. Valete pater sancte.
10 epistola regine i marginen med anden og sen hånd a.
— I.=Innocentio.
11 I.=Ingeburgis.
13 paternitati] rettet fra paternatati a.
27 persecuntur=persequuntur.
3 iuuentudem=iuuentutem.
24 Valete] Valt med forkortelsesstreg efter l a.
16-17 Jf. Iob 10,1: loquar in amaritudine animæ meæ.
17-18 Jf. Cant. 1,12: fasciculus ..... dilectus meus mihi inter ubera mea commorabitur.
21 Jf. om Phineas Num. 25,7 ff. og jf. Isai. 2,2: præparatus mons domus domini in uertice montium.
23 Jf. Ioan. 19,11: nisi tibi datum esset desuper.
23-25 Jf. Luc. 7,44: hæc lacrimis rigauit pedes meos et capillis suis tersit.
26-27 Jf. Psal. 68,15: eripe me de luto, ut non infigar, libera me ab iis, qui oderunt me et de profundis aquarum.
14-15 3. Reg. 22,27: sustentate eum pane tribulationis et aqua angustiæ.
6 Daniel 13,22: ait: angustiæ sunt mihi undique.
— Jf. Daniel 13,22: si enim hoc egero mors mihi est.
6-7 Daniel 13,22: si autem non egero non effugiam manus persecutorum.
13 Ezech. 20,33: in manu forti, et in brachio extento.
For sin åndelige fader og herre Innocens, pave af Guds nåde, (kaster) den ringeste af hans døtre, Ingeborg, kun af navn de Franskes dronning, sig for hans fødder i al ydmyghed.
I ydmyghedens ånd og med sønderknust sind har jeg meget ofte sørget for så vel selv som gennem dem, der står mig nær, at forklare Eder mine ulykker, fromme fader, og da jeg, når jeg ser hen til mine trængsler, vedvarende bærer Herrens ikke tunge, men allertungeste kors, vil jeg igen, højhellige fader, i den bitterhed, som stadig råder i min sjæl, og mens jeg holder det elskede bundt af myrrha, der er bundet til mig, fast i min favn, genkalde for Eder hele mit liv, idet jeg hos Eder, Kristi stedfortræder, begærer at få et lægemiddel imod bitterheden. Thi I er jo ved Guds nåde Peders efterfølger og en embedsbroder til Paulus, som på ingen måde veg tilbage for at gennembore Korinth med åndens sværd, Phineas' efterligner, bjerget, der er anbragt på bjergenes top, den hvem øjet kan rette sig imod, de undertryktes beskytter, de ulykkeliges tilflugt. Derfor tager jeg min tilflugt til Eder, højhellige fader, og gid det desuden var givet mig ovenfra, at jeg bogstaveligt kunde omfavne Eders fødder, I Elias' efterfølger, væde dem med tårer og ved at tørre dem med mit hår tydeligere i gerning end i et lille brev fremstille min sjæletrængsel. Udfri mig derfor, retfærdige fader, at jeg ikke skal synke, befri mig for dem, som hader mig, og fra de dybe vande, eftersom de forfølger mig uden grund. Det er min herre og ægtemand Filip, de Franskes berømmelige konge, der forfølger mig, som ikke alene ikke ser til mig som sin hustru, men ønsker at forhåne min ungdom med ensomhed i fængslet og ikke ophører med gennem sine håndlangere at plage mig med beskæmmende anklager til ophidselse for mig, for at jeg skal føje ham imod ægteskabets ret og Kristi lov. Han rødmer på ingen måde ved at udæske mig gennem Antikrists herolder, som, skønt de ser fromme ud, fornægter fromheden i deres indre. Men I skal vide, hellige fader, at jeg ingen lindring har i mit fængsel, men lider under utallige og uudholdelige fortrædigelser. Thi ingen vover at besøge mig der, så lidt som nogen klostergiven at komme for at trøste mig, ej heller kan jeg høre Guds ord af nogen til styrkelse for min sjæl, så lidt som jeg har adgang til at skrifte for nogen præst. Jeg kan kun sjældent høre messe, andre bedetimer aldrig. Fremdeles tillades det ikke nogen person eller noget sendebud fra mit fødeland med eller uden brev at komme til mig eller tale med mig. Føde får jeg undertiden alt for lidt af, jeg nyder daglig sorgens brød og trængslens drik, intet lægemiddel får jeg til at bøde på den menneskelige skrøbelighed, jeg kan ej heller få nogen, som kan tage vare på mit helbred eller hjælpe mig og være mig til gavn. Jeg får ikke lov til at gå i bad. Hvis jeg ønsker at blive åreladt, kan jeg ikke blive det, og derfor frygter jeg for mit syn, og for at jeg skal blive overvældet af alvorlige sygdomme. Klæder er der ikke for mange af, og de er heller ikke af en sådan art, som det sømmer sig for en dronning at have. Hertil kommer som kronen på min ulykke, at de meget foragtelige personer, som det er kon gens vilje skal færdes omkring mig, aldrig giver mig gode ord, men overfalder mig med forsmædelig og fornærmelig tale. Om dem har jeg endogså hørt, og jeg ved, at de, efter at de har forladt mig, har medynk med mig, men derved yder de mig ingen trøst, tvinger mig blot til stadig at være bedrøvet. Jeg er lukket inde i et hus, og jeg kan ikke komme ud derfra. Hvad skal jeg sige mere? Mine trængsler vil jeg ikke kunne fremstille i enkeltheder, fordi det, som ikke burde nægtes nogen kristen kvinde, nægtes mig, og det, som ikke burde ske med nogen nok så foragtelig person, sker med mig. Jeg har ikke kunnet få de breve, som I, hellige fader, har rettet til mig. Både på grund af disse og lignende ting, som jeg ikke i øjeblikket formår at fremstille for Eder, hellige fader, har jeg det da sådan, at jeg, hjemsøgte, ledes ved livet. Da jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, er mit øje vendt mod Eder, højhellige fader, at jeg ikke skal gå til grunde. Jeg siger, gå til grunde, ikke legemligt, men åndeligt talt. Skønt jeg nemlig daglig får større betydning ved at hædres af Eder og ved at holde de ægteskabelige rettigheder uantastelige, hvor blid, hvor glædelig og hvor sød vilde dog ikke den ene legemlige død komme til mig ulykkelige, forladte og af alle forstødte og forkastede, hvor mange dødelige farer kunde jeg ikke flygte fra? Men eftersom jeg trænges alle vegne fra, fordi det er min død, hvis jeg handler mod Gud, mens jeg, hvis jeg ikke gør det, ikke slipper ud af forfølgernes greb — beder jeg Eder, som er trøstens fader, om trøst. Idet jeg tilkendegiver dette overfor Eder, hellige fader, både beder og erklærer jeg, således som det allerede er blevet meddelt af mig og mine klerke, at det, såfremt jeg, tvunget af trusler og rædsler, af kvindelig skrøbelighed fremsætter forslag imod min ægteskabelige ret, ikke skal være til skade for førnævnte ægteskab og på ingen måde blive godkendt af Eder, som er en modstander af aftvungne bekendelser. Men sørg for, velvillige fader, med Eders stærke hånd og udstrakte arm at befri mig fra denne ulykkelige tilstand, således at I, fader, hvis min herre Filip, de Franskes berømmelige konge, vildledt af djævlens bedrag, måske prøver på ny at handle imod mig med hensyn til oftnævnte ægteskab, sørger for, at jeg anbringes på et sådant sted, at jeg efter at være blevet givet tilbage til min forrige frihed og min egen slægt frit kan erklære min vilje i alt, og at I, hvis jeg som følge af frygt tilstår, hvad jeg har sagt ovenfor og bekræfter det på min tro eller ved at aflægge ed derpå, med henblik på apostlenes miskundhed værdiges at befri mig fra en sådan forpligtelse. Men sørg for, hellige fader, at jeg føler Eders trøst, og unddrag mig på ingen måde den ret færdighed, som I viser over for alle, og I skal ved den yderste dom modtage en hertil svarende løn fra Gud den almægtige.
Lev vel, hellige fader.
Dronning Ingeborgs brev til pave Innocens fremkaldte en skrivelse fra denne til den franske konge, affattet i maj eller juni 1203 (nr. 79). Under hensyn til afstanden fra Ingeborgs opholdssted til pavens kan det antages, at Ingeborgs brev for at kunne nå frem forinden allersenest må være blevet til i maj samme år. Det er næppe muligt at nå meget længere med dateringen. Det kan således ikke anses for tilrådeligt at lade dronningens brev være skrevet i denne samme maj måned, som Davidsohn gør det, støttet på dets plads i registret. Det må erindres, at vi her har at gøre, ikke med et stykke fra den pavelige embedskorrespondance, men derimod med en af de skrivelser, der indgik til kurien. Ingeborgs brev kan i registret være anbragt foran bullen til kong Filip August alene af praktiske grunde, uden hensyn til at det muligvis kan have været betydelig ældre.