For sin åndelige fader og herre Innocens, pave af Guds nåde, (kaster) den ringeste af hans døtre, Ingeborg, kun af navn de Franskes dronning, sig for hans fødder i al ydmyghedN.

I ydmyghedens ånd og med sønderknust sind har jeg meget ofte sørget for så vel selv som gennem dem, der står mig nær, at forklare Eder mine ulykker, fromme fader, og da jeg, når jeg ser hen til mine trængsler, vedvarende bærer Herrens ikke tunge, men allertungeste kors, vil jeg igen, højhellige fader, i den bitterhed, som stadig råder i min sjælN, og mens jeg holder det elskede bundt af myrrha, der er bundet til mig, fast i min favnN, genkalde for Eder hele mit liv, idet jeg hos Eder, Kristi stedfortræder, begærer at få et lægemiddel imod bitterheden. Thi I er jo ved Guds nåde Peders efterfølger og en embedsbroder til Paulus, som på ingen måde veg tilbage for at gennembore Korinth med åndens sværd, Phineas'N efterligner, bjerget, der er anbragt på bjergenes topN, den hvem øjet kan rette sig imod, de undertryktes beskytter, de ulykkeliges tilflugt. Derfor tager jeg min tilflugt til Eder, højhellige fader, og gid det desuden var givet mig ovenfraN, at jeg bogstaveligt kunde omfavne Eders fødder, I Elias' efterfølger, væde dem med tårer og ved at tørre dem med mit hårN tydeligere i gerning end i et lille brev fremstille min sjæletrængsel. Udfri mig derfor, retfærdige fader, at jeg ikke skal synke, befri mig for dem, som hader mig, og fra de dybe vandeN, eftersom de forfølger mig uden grund. Det er min herre og ægtemand Filip, de Franskes berømmelige konge, der forfølger mig, som ikke alene ikke ser til mig som sin hustru, men ønsker at forhåne min ungdom med ensomhed i fængslet og ikke ophører med gennem sine håndlangere at plage mig med beskæmmende anklager til ophidselse for mig, for at jeg skal føje ham imod ægteskabets ret og Kristi lov. Han rødmer på ingen måde ved at udæske mig gennem Antikrists herolder, som, skønt de ser fromme ud, fornægter fromheden i deres indre. Men I skal vide, hellige fader, at jeg ingen lindring har i mit fængsel, men lider under utallige og uudholdelige fortrædigelser. Thi ingen vover at besøge mig der, så lidt som nogen klostergiven at komme for at trøste mig, ej heller kan jeg høre Guds ord af nogen til styrkelse for min sjæl, så lidt som jeg har adgang til at skrifte for nogen præst. Jeg kan kun sjældent høre messe, andre bedetimer aldrig. Fremdeles tillades det ikke nogen person eller noget sendebud fra mit fødeland med eller uden brev at komme til mig eller tale med mig. Føde får jeg undertiden alt for lidt af, jeg nyder daglig sorgens brød og trængslens drikN, intet lægemiddel får jeg til at bøde på den menneskelige skrøbelighed, jeg kan ej heller få nogen, som kan tage vare på mit helbred eller hjælpe mig og være mig til gavn. Jeg får ikke lov til at gå i bad. Hvis jeg ønsker at blive åreladt, kan jeg ikke blive det, og derfor frygter jeg for mit syn, og for at jeg skal blive overvældet af alvorlige sygdomme. Klæder er der ikke for mange af, og de er heller ikke af en sådan art, som det sømmer sig for en dronning at have. Hertil kommer som kronen på min ulykke, at de meget foragtelige personer, som det er kon gens vilje skal færdes omkring mig, aldrig giver mig gode ord, men overfalder mig med forsmædelig og fornærmelig tale. Om dem har jeg endogså hørt, og jeg ved, at de, efter at de har forladt mig, har medynk med mig, men derved yder de mig ingen trøst, tvinger mig blot til stadig at være bedrøvet. Jeg er lukket inde i et hus, og jeg kan ikke komme ud derfra. Hvad skal jeg sige mere? Mine trængsler vil jeg ikke kunne fremstille i enkeltheder, fordi det, som ikke burde nægtes nogen kristen kvinde, nægtes mig, og det, som ikke burde ske med nogen nok så foragtelig person, sker med mig. Jeg har ikke kunnet få de breve, som I, hellige fader, har rettet til mig. Både på grund af disse og lignende ting, som jeg ikke i øjeblikket formår at fremstille for Eder, hellige fader, har jeg det da sådan, at jeg, hjemsøgte, ledes ved livet. Da jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, er mit øje vendt mod Eder, højhellige fader, at jeg ikke skal gå til grunde. Jeg siger, gå til grunde, ikke legemligt, men åndeligt talt. Skønt jeg nemlig daglig får større betydningN ved at hædres af Eder og ved at holde de ægteskabelige rettigheder uantastelige, hvor blid, hvor glædelig og hvor sød vilde dog ikke den ene legemlige død komme til mig ulykkelige, forladte og af alle forstødte og forkastede, hvor mange dødelige farer kunde jeg ikke flygte fra? Men eftersom jeg trænges alle vegne fraN, fordi det er min død, hvis jeg handler mod GudN, mens jeg, hvis jeg ikke gør det, ikke slipper ud af forfølgernes grebN — beder jeg Eder, som er trøstens fader, om trøst. Idet jeg tilkendegiver dette overfor Eder, hellige fader, både beder og erklærer jeg, således som det allerede er blevet meddelt af mig og mine klerke, at det, såfremt jeg, tvunget af trusler og rædsler, af kvindelig skrøbelighed fremsætter forslag imod min ægteskabelige ret, ikke skal være til skade for førnævnte ægteskab og på ingen måde blive godkendt af Eder, som er en modstander af aftvungne bekendelser. Men sørg for, velvillige fader, med Eders stærke hånd og udstrakte armN at befri mig fra denne ulykkelige tilstand, således at I, fader, hvis min herre Filip, de Franskes berømmelige konge, vildledt af djævlens bedrag, måske prøver på ny at handle imod mig med hensyn til oftnævnte ægteskab, sørger for, at jeg anbringes på et sådant sted, at jeg efter at være blevet givet tilbage til min forrige frihed og min egen slægt frit kan erklære min vilje i alt, og at I, hvis jeg som følge af frygt tilstår, hvad jeg har sagt ovenfor og bekræfter det på min tro eller ved at aflægge ed derpå, med henblik på apostlenes miskundhed værdiges at befri mig fra en sådan forpligtelse. Men sørg for, hellige fader, at jeg føler Eders trøst, og unddrag mig på ingen måde den ret færdighed, som I viser over for alle, og I skal ved den yderste dom modtage en hertil svarende løn fra Gud den almægtige.

Lev vel, hellige fader.