In nomine sancte et indiuidue trinitatis. Ego Woldemarus dei gracia Danorum Sclauorumque rex. dux Iucie. dominus Nordalbingie. uniuersis hec scripta cernentibus in perpetuum.
Licet iuxta apostoli testimonium quicquid antiquatur et senescit prope est ad interitum. illud tazmen quodammodo cognoscitur exitum deuitare. quod artificis diligentis circumspectione prouida fuerit litterarum tenaci memorie commendatum. Ea enim que annosa temporum reuolutione ab humanis mentibus quasi innata radicitus exstirpantur. nam memorem esse omnium pocius diuinum est quam humanum. litterarum suffragio mediante non perueniunt ad occasum. sed noui semper solis illustrata lumine. eodem cursu iterum ad ortum redeunt et relegentis frequencia ad primeua natiuitatis cunabula reuocantur. Considerato itaque pietatis studio et sancte caritatis desiderio. quo uenerabilem patrem Petrum Arusiensem episcopum. ei qui ubi uult spirat. placuit. ut in deo cuius oculis nuda sunt omnia confidimus inflammari regi seculorum a quo omnia bona procedunt deuotas gracias referentes ipsius propositum quod optatum perducere non potuit ad effec .tum. diuine remunerationis fieri participes affectantes in quibus eius pia deuotio languit et defecit regie dignum duximus munificencie consummare. Ipse siquidem non parce seminans ut fructum perciperet pleniorem. semen suum more prouidi seminantis humo non sterili commendauit. sed ut ubi thesaurus suus esset ibi et cor suum in eternis celi sedibus thesaurizasse confiditur ubi nec erugo nec tinea demolitur. Scire igitur uolumus uniuers<o>s quod libertates quas premissus episcopus ecclesie cum possessionibus ei collatis conferre non potuit quippe iure regio attinentes in uniuersis possessionibus quas in remedium delictorum suorum ecclesie beati Clementis contulit et scotauit decorem domus domini pre uniuersis predecessoribus suis diligens affectuose et efficaciter extollens. ab expedicione stud et quersete et omni seruicio regi debito liberas esse uolumus et inmunes ut nulli exactorum nostrorum teneantur super quocumque negocio respondere. Ut igitur hec nostre deuocionis constitutio rata permaneat. et in futuro ignoran cie uel contradictionis non percipiat detrimentum eam sigilli nostri et litterarum testimonio confirmamus. mandantes et auctoritate regia districtius precipientes quatinus nullus nec in presenti nec in futuro hiis audeat obuiare si non solum uelit regie ultionis animaduersionem sed et diuine uindicte metuendum iudicium exigentibus temeritatis sue meritis. sustinere.
Datum apud Ruthe xviio. kalendas. aprilis anno incarnacionis dominice. mo. cco. .iiiio. anno regni nostri secundo.
7 illustrata] r over linien a.
8 natiuitatis] efter underprikket etatis a.
18 thesaurus] h over linien a.
19-20 uniuers<o>s] uniuersis a.
20 possessionibus] herefter underprikket quas in remedium a.
21 attinentes] efter underprikket attennt a.
1-2 Hebr. 8,13: quod autem antiquatur et senescit prope est ad interitum.
10-11 Ioan. 3,8: spiritus, ubi uult, spirat.
11 Hebr. 4,13: omnia autem nuda .... sunt oculis eius.
12 1. Tim. 1,17: regi sæculorum m. fl. steder.
17-19 Jf. Matth. 6,20-21: thesaurizate autem uobis thesauros in cælo, ubi neque ærugo neque tinea demolitur. Ubi énim thesaurus tuus, tibi est et cor tuum.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til alle, der ser dette brev, hilsen til evig tid.
Selv om alt, hvad der ældes og bliver gammelt, i følge apostlens vidnesbyrd står foran tilintetgørelsen, vides dog det på en måde at undslippe undergangen, som ved en omsigtsfuld ophavsmands klogskab og forudseenhed overgives til den sikre hukommelse, som brevet har. Det er nemlig således, at de ting, som, skønt næsten medfødte, ældes ved tidernes gang og fuldstændigt udryddes af menneskets sind — thi at huske alt er snarere guddommeligt end menneskeligt — ikke går til grunde, når man hjælper sig med breve, men på ny ad samme bane vender tilbage til udgangspunktet, altid oplyst af en skinnende ny sol og ved hyppig fornyet læsning kaldes hjem til det sted og den tid, da de først blev til. Efter at vi nu har taget den fromme iver og den længsel efter hellig kærlighed i betragtning, som det, så sandt som vi har tro til Gud, for hvis øjne alt ligger nøgent, har behaget ham, der drager ånde, hvor han vil, at optænde hos den ærværdige fader, Peder, biskop af Århus, har vi, idet vi ønsker at blive delagtige i den guddommelige gengældelse, anset det for rigtigt for os som en gavmild konge i hengiven handling at bevidne vor tak til seklernes konge, fra hvem alt godt stammer, og fuldbringe det forsæt, som den fromme og hengivne mand, da kræfterne svigtede, ikke formåede at føre frem til den ønskede virkning. Thi han såede ikke karrigt, men for at kunne få en større høst betroede han ligesom den kloge sædemand sin sæd til frugtbar jord, og for at også hans hjerte kunde være der, hvor hans skat var, har han fortrøstning til at have lagt sin skat i himmelens evige boliger, hvor hverken rust eller møl fortærer den. Vi ønsker altså, at alle skal vide, at de friheder, som ovennævnte biskop ikke kunde overdrage til kirken sammen med de besiddelser, der blev overdraget den, da de jo hører den kongelige ret til, efter vor vilje (overdrages kirken) i alle besiddelser, som han til bod for sine forsyndelser overdrog og skødede til Skt. Klemens kirke, idet han frem for alle sine forgængere i hengiven kærlighed virksomt forhøjede gudshusets pryd, (hvorfor) de skal være frie og immune for leding, stud og kværsæde og al tynge, der skyldes kongen, således at de ikke skal være forpligtede til at svare nogen af vore ombudsmænd i nogen som helst sag. For at denne bestemmelse, som vi hengivent har truffet, kan forblive gyldig og ikke i fremtiden lide skade fra mennesker, der er uvidende eller handler imod den, stadfæster vi den ved vort segls og brevs vidnesbyrd, idet vi på vor kongelige myndighed påbyder og på det strengeste befaler, at ingen hverken nu eller i fremtiden må vove at modsætte sig dette, med mindre han ikke blot ønsker at udsætte sig for vor kongelige hævn og straf, men også som følge af sin forvovenhed for Guds rædsomme straf og dom.
Givet i Ry den 16. marts år 1204 for Herrens menneskevorden i vort andet regeringsår.