I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til alle, der ser dette brev, hilsen til evig tid.

Selv om alt, hvad der ældes og bliver gammelt, i følge apostlens vidnesbyrd står foran tilintetgørelsenN, vides dog det på en måde at undslippe undergangen, som ved en omsigtsfuld ophavsmands klogskab og forudseenhed overgives til den sikre hukommelse, som brevet har. Det er nemlig således, at de ting, som, skønt næsten medfødte, ældes ved tidernes gang og fuldstændigt udryddes af menneskets sind — thi at huske alt er snarere guddommeligt end menneskeligt — ikke går til grunde, når man hjælper sig med breve, men på ny ad samme bane vender tilbage til udgangspunktet, altid oplyst af en skinnende ny sol og ved hyppig fornyet læsning kaldes hjem til det sted og den tid, da de først blev til. Efter at vi nu har taget den fromme iver og den længsel efter hellig kærlighed i betragtning, som det, så sandt som vi har tro til Gud, for hvis øjne alt ligger nøgentN, har behaget ham, der drager ånde, hvor han vilN, at optænde hos den ærværdige fader, Peder, biskop af Århus, har vi, idet vi ønsker at blive delagtige i den guddommelige gengældelse, anset det for rigtigt for os som en gavmild konge i hengiven handling at bevidne vor tak til seklernes kongeN, fra hvem alt godt stammer, og fuldbringe det forsæt, som den fromme og hengivne mand, da kræfterne svigtede, ikke formåede at føre frem til den ønskede virkning. Thi han såede ikke karrigt, men for at kunne få en større høst betroede han ligesom den kloge sædemand sin sæd til frugtbar jord, og for at også hans hjerte kunde være der, hvor hans skat var, har han fortrøstning til at have lagt sin skat i himmelens evige boliger, hvor hverken rust eller møl fortærer denN. Vi ønsker altså, at alle skal vide, at de friheder, som ovennævnte biskop ikke kunde overdrage til kirken sammen med de besiddelser, der blev overdraget den, da de jo hører den kongelige ret til, efter vor vilje (overdrages kirken)N i alle besiddelser, som hanN til bod for sine forsyndelser overdrog og skødede til Skt. Klemens kirke, idet han frem for alle sine forgængere i hengiven kærlighed virksomt forhøjede gudshusets pryd, (hvorfor)N de skal være frie og immune for leding, stud og kværsæde og al tynge, der skyldes kongen, således at de ikke skal være forpligtede til at svare nogen af vore ombudsmænd i nogen som helst sag. For at denne bestemmelse, som vi hengivent har truffet, kan forblive gyldig og ikke i fremtiden lide skade fra mennesker, der er uvidende eller handler imod den, stadfæster vi den ved vort segls og brevs vidnesbyrd, idet vi på vor kongelige myndighed påbyder og på det strengeste befaler, at ingen hverken nu eller i fremtiden må vove at modsætte sig dette, med mindre han ikke blot ønsker at udsætte sig for vor kongelige hævn og straf, men også som følge af sin forvovenhed for Guds rædsomme straf og dom.

Givet i Ry den 16. marts år 1204 for Herrens menneskevorden i vort andet regeringsårN.