Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til alle retsindige, der ser dette brev, hilsen til evig tid. Når vi omhyggeligt holder os menneskets tilværelse og kår for øje og altings omskiftelighed og ændringerne fra øjeblik til øjeblik, forstår vi, at intet, som et menneske udretter i denne verden, står så urokkeligt fast, at det ikke, når en rum tid er forløbet, som følge deraf kan glemmes og begraves under uvidenhedens tåge og udslettes af den yderst skrøbelige, menneskelige erindring. Det er derfor vort ønske, at de mindeværdige ting, som vi udretter i tiden, bliver foreviget og sikret uomtvisteligt igennem brevet, for at de ikke skal forsvinde ud af menneskenes erindring sammen med den foranderlige tid, således at de børn, som fødes og kommer til verden, i fremtiden kan fortælle deres børn derom, og vore gerninger, uforgængelige ved skriftens vidnesbyrd, som en stedse ny sol kan stå oplyste for menneskenes sind. Omendskønt vi altså i følge den embedspligt, der med Guds billigelse er pålagt os, er forpligtet til at hjælpe alle, der tager deres tilflugt til os, og hvis sag er retfærdig, er vi dog især og som følge af en særlig forkærlighed forpligtet til at begunstige dem i deres ret, som har hengivet sig til et liv i Guds tjeneste, og ved vor beskyttelses værn forsvare dem mod uret fra alle, der ønsker at gøre dem skade. Derfor skal så vel tilkommende som nulevende vide, at vi har bevilget kirken i Ratzeburg og samme steds kanniker, at de i eftertiden lykkeligt kan fryde sig ved og nyde enhver frihed og immunitet over deres besiddelser, som er blevet stadfæstet ved hr. pave Hadrian IV.s myndighed og privilegiumN og ved hertug Henrik af Saksen og Bajerns privilegiumN. For at altså denne vor bestemmelse for fremtiden kan forblive uomstødeligt fast og sikker, har vi anset det for rigtigt at stadfæste den ved vort segls vidnesbyrd.

Givet i *ØsterburghN på Lolland i det Herrens år 1205, i den ottende indiktionN.