Til Valdemar, de Danskes berømmelige konge.

Hvad vi i vor meget kære datter i Kristus, din søster Ingeborg, de Franskes dronnings sag har skrevet til hendes ægtemand, vor meget kære søn i Kristus, Filip, de Franskes berømmelige konge, kan dine sendemænd i troskab give dig meddelelse omN. Men fordi du har sat vor ærværdige broder biskop Valdemar af Slesvig i frihed af ærbødighed for det apostoliske sæde, frembærer vi inderligt følte taksigelser for dig, høje konge. Omend samme biskop altså i vor nærværelse på mange måder har søgt at godtgøre, at han var uskyldig i de beskyldninger, der er rejst imod ham, mens dine sendemænd på mange måder har søgt at vise, at han var skyldig, har vi, fordi vi dog ikke har kunnet nå til bunds i undersøgelsen af disse ting, rettet vor opmærksomhed mod, at vi på den ene side måtte sikre og værne dig mod, at der indfinder sig frygt hos dig, og at Slesvigkirken på den anden side aldeles ikke på usømmelig vis fortsat kan stå uden hyrde og ledelse, og vi har derfor, idet vi går ad kongevejenN midt imellem, ment at burde bestemme dette, at førnævnte biskop skal blive hos os, indtil sagen finder en fredelig afslutning enten ved forlig eller gennem dom, og at vor ærværdige broder, ærkebiskop Anders af Lund, indtil da skal skaffe nævnte kirke en duelig styrer, for at denne fremsynet kan tage vare på den så vel i åndelig som i verdslig henseende, idet han skal aflægge regnskab for dens indkomster, og heraf skal de penge indbetales, som er givet samme biskop til låns, og hans nødvendige underhold dækkes på forsvarlig måde, så længe denne uomgængelige sag står på. Derfor, høje konge, retter vi indtrængende vore formaninger og opfordringer til dig om at tillade samme ærkebiskop frit at træffe bestemmelse over denne kirke i overensstemmelse med, hvad det apostoliske sæde som forudskikket fremsynet har overvejet, og at tillade, at førnævnte biskop underholdes af dens indkomster. Men for at ikke sagen skal stå uafgjort længere, end gavnligt er, bestræb dig da for inden førstkommende juledagN at sende nogle kloge og tro mænd til det apostoliske sæde og giv dem fuldmagt til, at vi ved dem på dine vegne og sammen med dem, såfremt det bliver givet fra ovenN, på virksom måde kan forhandle om forlig i denne sag. Ellers vil vi efter at have hørt og gransket, hvad du ved dem måtte fremsætte mod samme biskop, og ligeså det, som han vil sørge for at svare til sit forsvar, med egen mund afsige en retfærdig dom. Endvidere kan omtalte sendemænd, der er mænd med ganske særlig klogskab og troskab, give dig meddelelse, høje konge, om, hvad de har erfaret hos os i dette og i andre anliggender. Givet i Lateranet den 2. april i vort tiende år.