Til sin ærværdige fader i Kristus og meget kære herre hr. Innocens, af Guds nåde det hellige romerske sædes høje pave, sender Otto, af samme og af hans nåde Romernes konge og til alle tider rigets forøger, sin skyldige underdanighed og ærbødighed i sønlig kærlighedN.

Hvad vi indtil nu har været, hvad vi er eller bliver til, for så vidt angår rigets tarv, skylder vi næst Gud helt og holdent Eder og den romerske kirke, hvad vi også erkender i største taknemmelighed, og vi, der altid over for Eder og alle, hvem I ønsker det gode, med største iver søger at fortjene den os udviste velvilje, bevidner derfor på den mest overstrømmende måde Eders hellighed vor tak til gengæld for alle Eders nådige velgerninger. Dernæst, vor fader, bønfalder vi Eder meget indtrængende om, at I holder Eder al vor hengivenhed og Guds hæder for øje og med henblik på Eders egen og den romerske kirkes tarv inderligt, kloge fader, i råd og dåd støtter vor tarv, som uden tvivl også er Eders, da jo Gud, som det er vort håb, i sin barmhjertighed har givet Eder lejlighed hertil ved vor slægtnings dødN. ..... Vi beder fremdeles om, at I, såfremt Danmarks konge eller nogen som helst anden henvender sig eller retter anmodning til Eder om den bremensiske kirke og dens udvalgte biskopper, udsætter afgørelsen heraf, indtil vore hertil bestemte sendemænd, som vi sender til Eder med det allerførste, er nået frem, eftersom vi har fuld sikkerhed for, at det andet valg, ligesom også det første, har fundet sted både mod Gud og mod ret og rimelighed, og at hverken I eller vi gavnes af, at noget af dem vinder fremgang. Men i alle forhold underkaster vi os og vor eller rettere Eders sag under Eders råd og vilje, helt forvissede om, at I på bedste måde til hæder og ære for Gud og til gavn for den romerske kirke vil fuldføre for os, hvad I, fader, har begyndt og hidindtil videreført så godt.