Til Anders, ærkebiskop af Lund.

Eftersom djævlen indgavN biskop Valdemar at sætte foden i Judas' fodspor ved svigefuldt at begive sig bort fra os og hensætte os, der havde befriet ham fra det meget hårde fængsel og begunstiget ham ved at omgås ham nådigt og kærkomment — i sandhed i det apostoliske sædes skød som en slange ved brystet — i meget stor bitterhed, har vi taget skridt imod ham på grund af hans mangfoldige store overgreb, idet vi har forkyndt kirkens straf ikke blot mod ham, men også mod dem, der støtter ham, således som vi erindrer at have meddelt vor ærværdige broder Albertus, ærkebiskop af Magdeburg igennem vort brevN. Men hanN, der hører udskuddet tilN, har ladet Salomons ordsprog gå i opfyldelse, når det siger, at selv om man støder tåben som gryn i en morter og går ham på livet løs, kan man ikke tage hans tåbelighed fra hamN. Han har nægtet at lade sig tugte, ja tilmed føjet uret til uret, idet han i tilgift til den svig og ligeså den mened, han har begået ved sin hemmelige flugt fra os, har krænket de kanoniske bestemmelser og vist foragt for nøglemagten ved på nedrig vis at blande sig i styrelsen af kirken i Bremen uvidende om eller, hvis han kendte dem, i fuld foragt for de kanoniske regler, hvorefter ingen biskop kan flyttes fra et bispesæde til et andet uden særlig tilladelse fra paven i Rom, hvis myndighed det er forbeholdt at give tilladelse til sådanne flytningerN. Alene herved vilde han, selv om også de øvrige forbrydelser blev til intet, have gjort sig uværdig til ikke blot Bremens, men også Slesvigs kirke, da den, som lader sit tidligere bispesæde i stikken for uden billigelse fra paven i Rom at fordriste sig til selv at flytte til et andet, ifølge de kanoniske forskrifter både bør miste det første, som han i sin selvophøjelse nærede foragt for, og ikke desto mindre afvises fra det andet, som han i sin havesyge rettede begæret imodN. Da vi altså efter så mange grove misligheder og mislige grovheder ikke længere hverken kan eller bør tåle denne frafaldne, der intet duer til, men er genstridig og rebelsk, har vi strengt påbudt nævnte ærkebiskop og vore ærværdige brødre, hans og Bremerkirkens lydbiskopper samt Gerhardus, biskop af Osnabrück, og Otto, biskop af MünsterN, at de på vore vegne med fasthed skal pålægge førnævnte Valdemar uanset nogen undskyldning og uden nogen forhaling inden en måned efter deres påmindelse at bryde op og begive sig til det apostoliske sæde for i ydmyghed at bede om nåde for sine forbrydelser. I modsat fald skal de sørge for fra da af med tilsidesættelse af en hvilken som helst hindrende indsigelse og appel på vor myndighed at erklære ham for afsat og degraderet fra ethvert kirkeligt embede og beneficium og drage omsorg for, at han bliver skyet fuldstændigt af alle mennesker såsom højtideligt bandlyst, indtil han yder en passende satisfaktion, såfremt han da får lejlighed til at yde tilbørlig satisfaktion for så mange store forseelser. De skal videre forbyde nogen at fordriste sig til at omgås eller begunstige ham, således at de på vor myndighed, hvis nogen vover at handle herimod, skal sørge for at forkynde, at lægfolk, der er ifaldet denne bandlysning og sidder inde med forleninger fra Bremerkirken, for bestandig skal have mistet dem, mens gejstlige skal være afsat fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men byer eller borge eller noget som helst, der er menneskene til fælles, skal de underlægge det strengeste interdikt, hvis disse imod dette forbud fordrister sig til at tilslutte sig førnævnte Valdemar, så at ingen gudstjenstlig handling må afholdes der, så lidt som noget kirkeligt sakramente, udover barnedåb og skriftemål for de døende. Men hvis nogen gejstlig vover at krænke dette, skal de afsætte ham fra ethvert kirkeligt embede og beneficium. Men hvis nogen har aflagt ed til ham om denne højst utilbørlige ting, skal de erklære, at de på ingen måde er bundet til at holde deres ed. Men da vi har erfaret, at valget i føromtalte kirke i Bremen har fundet sted under uenighed, har vi givet nævnte ærkebiskop og biskopper påbud om på vor apostoliske myndighed at pålægge både dem, der var for valget, og dem, der var imod, at bryde op og komme til os inden en måned efter at være påmindet, enten selv eller ved hertil skikkede befuldmægtigede, der kan optræde på de andres vegne og med fuldmagt fra dem, for at de efter en forudgående kanonisk undersøgelse kan opnå stadfæstelse, hvis førnævnte valg vil være at stadfæste, men i modsat fald for med vort råd at skaffe deres kirke en velegnet hyrde. Men hvis de, som modsætter sig førnævnte valg, muligvis enten for sømmer at drage til os inden en måned, som vi forud har sagt, eller fordrister sig til at begunstige oftnævnte Valdemar, skal de fra da af erklære, at disse ingen del må have i valghandlingen, og omhyggeligt sørge for at udføre alt dette både hurtigt og virksomt, som vi i den Helligånds kraft pålægger dem at udføre under deres lydighedspligt, idet vi nøje indskærper, at dersom nogen af dem, hvad vi ikke tror, undlader at bringe den apostoliske befaling til udførelse, skal han inden endnu en måned sende hertil skikkede befuldmægtigede til os for gennem dem at yde satisfaktion for denne foragt, og hvis han mener at kunne forsømme dette sidste, skal vi med Guds hjælp sørge for at straffe og revse ham for hans oprørske genstridighed. Men dette vort påbud har vi indskærpet dem alle at opfylde på den måde, at de med tilsidesættelse af enhver hindrende indsigelse og appel skal udføre det, ikke alene alle på een gang, men også hver enkelt for sig. Derfor påbyder og indskærper vi dig, broder, ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, når du får meddelelse fra dem eller fra nogle af dem, med tilsidesættelse af enhver hindrende indsigelse og appel sørger for at skaffe Slesvig kirke en hyrde ved kanonisk valg.

Givet i Ferentino den 4. november i vort pavedømmes elvte år.