Til biskopperne af VästmanlandN, Linköping og SkaraN.

I skal vide, at det er kommet os for øre, at forgængerne for ErikN, som voldeligt har bemægtiget sig Sverrigs rige, efter at have sørget for, at Sverrigs konge SverkerN, berømmeligt ihukommet, blev dræbt af en mand, der var hans kammermester, senere brød den edelige troskab, hvorved de havde forpligtet sig over for hans søn, der var blevet ophøjet ved folkets enstemmige ønske, og dræbte ham, da han forlod sig trygt på dem, havde taget imod dem i barmhjertighed og ladet deres forbrydelser gå i forglem melse. Men omsider blev vor meget kære søn i Kristus SverkerN, Sverrigs berømmelige konge, som havde begivet sig til vor meget kære søn i Kristus ValdemarN, de Danskes berømmelige konge, der var knyttet til ham med det nærmeste blodsslægtskab, antaget til at styre riget, efter at nu den førnævnte Eriks fader var dræbt, han som havde sat sig i besiddelse af rigets styrelse med vold, da de omtalte konger var blevet taget af dage, som før er sagt. Bevæget af barmhjertighed og medfølelse med de voksneN og ganske hjælpeløse sønner af den selvsamme, der havde bemægtiget sig hans rige, lod han deres uretfærdige handlinger gå i forglemmelse, antog dem som sine sønner og begunstigede dem med en sådan kærlighed, at han glædede sig ved at omgås dem hyppigt og ønskede, at de til stadighed var hos ham. Af mishag med disse meget fromme gerninger såede menneskehedens fjende imidlertid tidsler imellem demN og kongen ved hjælp af nogle af sine nedrige følgesvende og æggede dem til anslag mod kongens liv. Tre af dem blev derpå, efter at deres forbrydelse var afsløret, dræbt i en kampN, som de førte mod kongen, medens den førnævnte ErikN efter en tids forløb samlede en stor skare, voldeligt brød ind over rigets grænser, stødte sammen med kongen og hans folkN, drev kongen på flugt og satte sig i besiddelse af riget. Kongen begav sig til den førnævnteN konge af Danmark ledsaget af vor ærværdige broder ærkebiskop Valerius af Uppsala. Da vi nu både på grund af ødelæggelsen af kirkerne og ligeså undertrykkelsen af enkerne, og fordi den førnævnte konge, der står under Romerkirkens og vor beskyttelse, forsikrer, at han er blevet frataget sit rige imod retten, ikke bør lukke øjnene for disse ting og lade som intet, i særdeleshed ikke, da der ikke er nogen anden, han kan tage sin tilflugt til for at opnå retfærdighed, befaler og påbyder vi jer, brødre, ved denne vor apostoliske skrivelse at sørge for omhyggeligt at påminde og tilskynde nævnte Erik til at gå på forlig med den førnævnte konge og overlade ham riget i fred, så sandt som dette tilkommer ham. I modsat fald skal I, således som det er ret og rigtigt, tvinge ham hertil ved kirkens straf og med tilsidesættelse af appel og ganske særligt drage omsorg for, at han yder satisfaktion til den førnævnte ærkebiskop. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal to af jer i hvert fald udføre det. Givet i Lateranet den 13. november i vort pavedømmes elvte år.