Et omtrent ligelydende brev til vore ærværdige brødre biskopperne Otto af Münster og Gerhardus af Osnabrück og den bremensiske kirkes lydbiskopper indtil ikke er bundet herafN. Da førnævnte Valdemar altså ikke nærer frygt for buen, der er spændt så hårdt, så lidt som han flygter for pilen og ikke er kommet til det apostoliske sæde til det af os fastsatte tidspunkt, men fortsætter med sin fordømmelige stivsindethed, befaler og påbyder vi jer strengt ved denne vor apostoliske skrivelse, at I forkynder denne samme dom, som han vides at have pådraget sig, i jeres stifter og i nabostifterne og i troskab udfører samme befaling i alle henseender imod ham og hans medskyldige og, hvor de er nærværende og befinder sig, sørger for at ophøre så vel med gudstjeneste som med andre kirkelige sakramenter, udover barnedåb og skriftemål for de døende, og med tilsidesættelse af appel tøjler dem, der handler herimod, ved kirkelig straf og erklærer, at de kanniker, som i følge samme befalings indhold har undladt at komme til os og fordrister sig til at støtte oftnævnte Valdemar, ikke må få nogen andel i valghandlingen, og med bandlysning rammer og binder gejstlige eller munke eller endog lægfolk, som yder ham støtte, med mindre de efter at være påmindet kommer til besindelse, samt på vor myndighed for bestandig fratager dem, som har modtaget abbedier eller andre prælaturer eller beneficier af ham, sådanne digniteter og beneficier uden håb om genindsættelse.

Givet i Viterbo den 2. juli i vort pavedømmes tolvte år.