Til ærkebiskop Anders af Lund.

Af dit brev har vi erfaret, at et land, som kaldes Finland, takket være Lysets Fader, fra hvem vi får alt godt givet og alt som en fuldkommen gaveN, ved nogle fornemme mænds omsorg for kort tid siden er blevet omvendt til den kristne tro, i hvilken det nu ligesom Jesus som dreng går frem i alder og visdomN, og at ingen biskop hidindtil, efter at samme lands biskop på tilbørlig vis havde fuldført sit livs bane under udbredelsen af den kristne tro og blev kaldt bort til den himmelske gengældelses sejrsløn, er blevet indsat i stedet for ham. Thi da den, som vælges hertil, må anses for, ikke udpeget til en hæder, men udleveret til martyriet, eftersom kirken er nyoprettet, menneskene i landet stivsindede og vejrforholdene desforuden ugunstige, er der så godt som ingen, der søger at komme til at styre nævnte sæde, undtagen sådanne, som, optændt af nidkærhed for Guds ord, ønsker at lide og pines for Kristi navns skyld. Men omendskønt en mand, der, efter hvad du forsikrer, er moden af alder, har gode sæder, er udmærket ved viden og dyder og allerede har måttet udstå flere svære lidelser fra omtalte folk for Guds ords skyld, som han i nogen tid har prædiket iblandt det, skønt han er kaldet til at styre og forestå nævnte kirke for således at søge det, som fører til martyriet mere end til hæder, har du ikke villet meddele ham indvielsens gave uden vor tilladelse, fordi han ikke er født i lovmæssigt ægteskab. Da tvingende nødvendighed altså kræver det, og indlysende nytte fordrer det, har du i ydmyghed bønfaldet os om, at vi i vor barmhjertighed vilde værdiges at give ham dispensation. Idet vi altså bøjer os for dine anmodninger, befaler vi dig ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, hvis det forholder sig således, på vore vegne giver ham dispensation, idet du pålægger ham, at han, således som han har begyndt, skal belære samme nye stiftelse både ved sit ord og sit exempel og omhyggeligt stræbe efter med kraft at udrydde hedenskabets vildfarelse og udvide grænserne for den kristne tro, fordi det, omendskønt alle dyder leder til sejrens pris, dog kun er udholdenheden, der bliver kronet.

Givet i Lateranet den 30. oktober i vort pavedømmes tolvte år.