Geruasius abbati sancti Samuelis apud Barolum.
Licet multo terrarum spatio sitis remoti a nobis, propinqui tamen estis nobis sollicitudine et affectu, nec minori imo tanto maiori cura et affectione sollicitamur pro uobis, quam parati sumus ostendere in tempore oportuno, quant<o> propter interiacentium distantiam regionum difficilius et rarius nobis potest de statu uestro aut ecclesiæ uestræ certum aliquid nuntiari. Sane misimus uobis olim diuersis temporibus, si bene meminimus, duo paria literarum, unum scilicet per quendam Laurentium negotiatorem Trecarensem, de quo, quia non rescripsistis, nescimus, utrum ad uos forte peruenerit, aliud per quendam Rog. nostri ordinis professorem, qui quasdam a uobis literas reportauit, quas quidem licet susceperimus satis læte et perlegerimus multo lætius intelligentes ex illis, quod institutiones ordinis et seruetis ueteres et nouas insuper postulatis, tamen lætissimum nobis esset et ecclesiæ uestræ, si quas forte sicut et illæ, quæ in circuitu uestro sunt, tribulationes sustinet aut pressuras, cedere posset, ut credimus, ad munimen et ordini nihilominus ad profectum, si quando uel per uos uel per aliquem ex uestris uisitaretis matrem uestram ecclestiam Præmonstrati, sicut fecerunt nuper quidam ex remotis finibus Hyberniæ, et alii, qui nobiscum morantur adhuc, tam ab occidente Arragones quam ab oriente Frisones, qui pro conscribendis his, quæ siue in spiritualibus siue in temporalibus suis creduntur ecelesiis profutura, in Præmonstratensi ecclesia conuenerunt. Visitati frequenter a Dacis, Polonis, Anglis, qui omnes Præmonstratense magisterium recognoscunt, solos Appulos expectamus, ut eorum aduentum fraterno suscipientes affectu eis statu illorum cognito et congaudeamus, si gaudent, et feramus auxilium, si eorum aliter res se habent. Ceterum latorem præsentium W. canonicum sanctæ Mariæ Brundusii, sicut dicit, qui ad nos laborauit a partibus Brundusinis cum multa difficultate itineris et periculo sanitatis, ad uos duxi destinandum mandantes uobis, quatenus attendentes, quod si quid in ecclesia sua deliquit, dummodo eam demeruerit per excessum enormem, totum expiasse debet tam longi itineris difficultas et laboris plurimi magnitudo, curetis eum uel restituere loco suo uel penes uos, si malueritis, retinere uel apud sanctum Stephanum in Nemore collocare, nec tepidius aut remissius mandatum nostrum exequamini circa eum, si deferentes uobis hoc uobis simpliciter et mansuete mandamus, quod uicinis abbatibus solemus dare arctius in præceptis, et in uestræ præterea salutis periculum redundaret, si mandato præsenti tepidius effectui mancipato ad nos cogeretur denuo laborare.
5 quant<o>] quantum a1a.
10 Rog.] sikkert=Roger(i)um.
15 posset] possent a1a.
26 W.] kan ikke identificeres.
28 duxi] man venter duximus.
29 dummodo eam demeruerit] efter sammenhængen venter man dummodo eam non demeruerit.
8 duo paria literarum og 14 literæ: tabte.
Gervasius til abbeden af S. Samuel i Barletta.
Omendskønt store landstrækninger skiller jer fra os, er I os dog nær i vor omsorgsfulde kærlighed, og vi bekymrer os for jer med ikke mindre, men derimod med en så meget større omsorg og kærlighed — hvad vi er rede til at lægge for dagen, når det bliver påkrævet — som det er særlig vanskeligt eller sjældent, at der kan bringes os sikkert bud om jeres eller jeres kirkes tilstand på grund af afstanden over landene imellem os. Vi har jo fordum, om vi husker ret, til forskellige tider sendt jer to enslydende breve, nemlig det ene ved en handelsmand Laurent fra Troyes, om hvilket vi ikke ved, om det kan være nået frem til jer, eftersom I ikke har besvaret det, og det andet ved en Rog., som har aflagt munkeløfte i vores orden, og som bragte et brev tilbage fra jer, og skønt vi jo har modtaget dette i stor glæde og læst det med endnu større, idet vi forstod på det, at I overholder ordenens gamle bestemmelser og desforuden fremsætter ønske om nye, så vilde det dog være det allergladeste budskab for os, og for jeres kirke — er det vor tro — kunde det betyde en styrkelse, såfremt den, ligesom dem I er omgivet af, muligvis lider under trængsler og tryk, for ordenen endelig en fremgang, om I ved lejlighed enten selv eller ved en af jeres vilde besøge jeres moder, kirken i Prémontré, på samme måde som nogle fra Irlands fjerne egne for nylig har gjort det, og andre, som endnu opholder sig hos os, så vel Aragoniere fra vest som Frisere fra øst, der er kommet sammen i kirken i Prémontré for at optegne de ting, som de mener vil gavne deres kirke enten i åndelig eller timelig henseende. Hyppigt får vi besøg af Danskerne, Polakkerne og Englænderne, som alle anerkender Prémontré som deres lærestol, alene Apulierne venter vi på, for at vi kan modtage dem med broderlig kærlighed, når de kommer, og, når vi har erfaret, hvorledes det står til, både fryde os med dem, hvis de fryder sig, og bringe dem hjælp, hvis det står anderledes til hos dem. Men jeg har ment at burde sende til jer nærværende brevfører W., der er kannik ved Sta. Maria i Brindisi, efter hvad han siger, og som har stridt sig frem til os fra Brindisis land ved en meget besværlig rejse under fare for sit helbred, og vi befaler jer at tage i betragtning, at hvis han i sin kirke har forset sig i noget — for så vidt som han har svigtet den ved en grov forseelse — bør en så lang og besværlig rejse og en så stor og overordentlig møje have renset ham fuldstændigt, og at sørge for enten at genindsætte ham i hans plads eller beholde ham hos jer, om I foretrækker det, eller anbringe ham i S. Stephanus in Nemore og ikke bringe vor befaling angående ham til udførelse på en mere lunken eller slap måde, fordi vi viser os imødekommende over for jer og befaler jer jævnt og mildt, hvad vi plejer på en streng måde at give de nærboende påbud om, og det vilde desuden føre fare med sig for jeres frelse, hvis han blev tvunget til at besvære sig frem til os på ny, fordi denne befaling blev ført ud i livet på en lunken måde.
Den her meddelte skrivelse har plads i abbed Gervasius' korrespondance som overhoved for præmonstratenserordenen. Angående dateringen, der må ansættes til [1209 5, februar—1220 20. november], henvises til nr. 168.