GervasiusN til abbeden af S. Samuel i Barletta.

Omendskønt store landstrækninger skiller jer fra os, er I os dog nær i vor omsorgsfulde kærlighed, og vi bekymrer os for jer med ikke mindre, men derimod med en så meget større omsorg og kærlighed — hvad vi er rede til at lægge for dagen, når det bliver påkrævet — som det er særlig vanskeligt eller sjældent, at der kan bringes os sikkert bud om jeres eller jeres kirkes tilstand på grund af afstanden over landene imellem os. Vi har jo fordum, om vi husker ret, til forskellige tider sendt jer to enslydende breveN, nemlig det ene ved en handelsmand Laurent fra Troyes, om hvilket vi ikke ved, om det kan være nået frem til jer, eftersom I ikke har besvaret det, og det andet ved en Rog.N, som har aflagt munkeløfte i vores orden, og som bragte et brevN tilbage fra jer, og skønt vi jo har modtaget dette i stor glæde og læst det med endnu større, idet vi forstod på det, at I overholder ordenens gamle bestemmelser og desforuden fremsætter ønske om nye, så vilde det dog være det allergladeste budskab for os, og for jeres kirke — er det vor tro — kunde det betyde en styrkelse, såfremt den, ligesom dem I er omgivet af, muligvis lider under trængsler og tryk, for ordenen endelig en fremgang, om I ved lejlighed enten selv eller ved en af jeres vilde besøge jeres moder, kirken i Prémontré, på samme måde som nogle fra Irlands fjerne egne for nylig har gjort det, og andre, som endnu opholder sig hos os, så vel Aragoniere fra vest som Frisere fra øst, der er kommet sammen i kirken i Prémontré for at optegne de ting, som de mener vil gavne deres kirke enten i åndelig eller timelig henseende. Hyppigt får vi besøg af Danskerne, Polakkerne og Englænderne, som alle anerkender Prémontré som deres lærestol, alene Apulierne venter vi på, for at vi kan modtage dem med broderlig kærlighed, når de kommer, og, når vi har erfaret, hvorledes det står til, både fryde os med dem, hvis de fryder sig, og bringe dem hjælp, hvis det står anderledes til hos dem. Men jeg har ment at burde sende til jer nærværende brevfører W.N, der er kannik ved Sta. Maria i Brindisi, efter hvad han siger, og som har stridt sig frem til os fra Brindisis land ved en meget besværlig rejse under fare for sit helbred, og vi befaler jer at tage i betragtning, at hvis han i sin kirke har forset sig i noget — for så vidt som han har svigtet denN ved en grov forseelse — bør en så lang og besværlig rejse og en så stor og overordentlig møje have renset ham fuldstændigt, og at sørge for enten at genindsætte ham i hans plads eller beholde ham hos jer, om I foretrækker det, eller anbringe ham i S. Stephanus in NemoreN og ikke bringe vor befaling angående ham til udførelse på en mere lunken eller slap måde, fordi vi viser os imødekommende over for jer og befaler jer jævnt og mildt, hvad vi plejer på en streng måde at give de nærboende påbud om, og det vilde desuden føre fare med sig for jeres frelse, hvis han blev tvunget til at besvære sig frem til os på ny, fordi denne befaling blev ført ud i livet på en lunken måde.