Til Filip, de Franskes berømmelige konge.

Efter omhyggeligt at have lyttet til og til gavns forstået, hvad vore elskede sønner abbed Adamus af la Trappe og din klerk I.N har sørget for at fremføre for os på dine vegne, konge, og efter at have holdt en indgående forhandling med vore brødreN falder der os ikke nogen udvej ind, hvorved vi med hensyn til de ting, som de har udbedt sig af os til fordel for dig, var i stand til at imødekomme dit ønske uden at krænke GudN, idet vi under påkaldelse af den guddommelige dom erklærer, at vi meget gerne, om det var os tilladt for Gud, vilde sørge for at løse dig fra det bånd, som du heftigt ønsker at blive befriet for. Men i den legemlige omgang mellem dig og din hustru, dronningen, er I gået så vidt, at vi, selv hvis vi alene vilde holde fast ved den erklæring, som det bliver anført, at samme dronning for nylig har fremsat i nærværelse af førnævnte abbed af la Trappe og vor elskede søn magister Robertus af Courçon, nu kardinalpresbyter af S. Stephano Celimontano, ikke i et sådant tilfælde på grundlag af vor egen mening vilde vove at træffe en afgørelse til fordel for dig som følge af evangeliets ord, som Kristus selv har udtalt, at hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskilleN, da det er uden for al tvivl, at hverken de helliges exempel eller fædrenes bestemmelser støtter din anskuelse i dette punkt. Hvis vi derfor vilde driste os til at afgøre noget i så henseende, uden at sagen var overvejet på et almindeligt koncilium, vilde foruden den fortørnelse hos Gud og det vanry blandt mennesker, som vi kunde pådrage os derved, en fare muligvis true vor stand og vort embede, da vor myndighed ikke kan dispensere fra sandhedens førnævnte ord, selv hvis vi ikke havde sikker viden om, at også andre erklæringer er afgivet under ed af samme dronning, i følge hvilke ægteskabet hævdes at være fuldbyrdet ved legemlig forening. Derfor har vi ment at burde bede og påminde dig om, høje konge, at du vender det døve øre til falske dårskaberN fra dem, som fedter dit hoved ind med syndefuld olieN og i ønsket om at behage dig menneskeligt set bliver skyld i, at du mishager Gud, da de ikke vover at åbenbare sandheden for dig, for at du ikke muligvis skal blive ophidset på dem. Men vi, som engang på den yderste strenge dommens dag skal aflægge det allernøjeste regnskab om dig for Gud, ønsker ikke, at du skal narres af falskhed og løgn, for at vi ikke på een og samme gang skal udslette både din og vor sjæl, da vi med sandhedens ord ved, at det ikke gavner et menneske, om han vinder den hele verden, men tager skade på sin sjælN. Derfor, meget kloge konge, er det vor bøn, at du afstår fra det forsæt, som til evig tid kunde bringe din sjæl i fare, ligesom Herren, den retfærdige dommerN, måske vilde straffe dig, fordi du på denne måde syndede mod ham i dette forhold, og det er vor bøn, at du højligt agter dronningen selv, ved Gud og for Guds skyld, hun, som for at bevare ægteskabets lov, som Gud har indstiftet i Paradiset før syndefaldet, er blevet martret af et langvarigt martyrium. Gør heller ikke os besvær og møje i denne sag, for at det ikke skal se ud, som om du trænger på for at aftvinge os, hvad du ønsker, med foranledning i den truende forfølgelse, som vi lider under, eftersom vi, ligesom vi ikke ønsker at nægte dig, hvad man kan bevilge med rette, ikke ønsker at bevilge dig, hvad der med rette bør nægtes og da særlig ikke på dette tidspunkt, for at vi ikke skal synes at bøje af fra sandhedens vej på grund af truslen om forfølgelse.

Givet i Lateranet den 9. juni i vort pavedømmes femtende år.