Til ærkebiskop Humbertus og biskopperne, abbederne og priorerne i kirkeprovinsen Vienne.

Udyr af mange slags pønser på at ødelægge den Herre Zebaoths vingårdN, og deres stormløb imod den er i den grad taget til i styrke, at tjørne i ikke ringe mængde er skudt op i stedet for vinstokke, og stokkene selv, hvad vi fremfører med sorg i sind, er angrebne og fordærvede på mange måder og nu bærer vilde druer i stedet for vinens. Han, som er det tro vidne i himmelenN, ham påkalder vi, han vil vidne om, at vi blandt alt, hvad vi ønsker af hjertet, først og fremmest stræber efter to ting i denne verden, nemlig at virke og arbejde for en genvindelse af Det hellige Land og en reform af den almindelige kirke, og begge dele kræver så stor vedvarende omhu, at de ikke længere kan lades upåagtede eller opsættes uden stor og alvorlig fare. Derfor har vi hyppigt bedt og grædt for Gud og i ydmyghed bønfaldet ham om, at han i disse ting vilde åbenbare os sin vilje, indgive os kærlighed, opvække vor trang og bestyrke vort forsæt ved at give os evne til og mulighed for at udføre dem på en frelsebringende måde. Vi har da efter hyppigt, indgående og omsorgsfuldt at have holdt rådslagning herom med vore brødreN og andre kloge mænd, således som så stort et forehavende fordrede det, omsider på sammes råd til udførelse af de førnævnte ting fremsynet bestemt dette, at vi, eftersom disse ting tager sigte på det, som er fælles for alle troende, i overensstemmelse med de hellige fædres ældgamle sædvane vil sammenkalde et almindeligt koncilium på et passende tidspunkt. Det skal afholdes alene for at vinde sjæle, og her skal der i fremsynethed fattes beslutninger om at udrydde laster og udplante dyder, rette fejl og forbedre sæder, udslette kætteri og styrke troen, bilægge tvistigheder og betrygge freden, undertrykke overgreb og begunstige friheden og beslutninger om at tilskynde fyrster og de kristne folkeslag til at undsætte og hjælpe Det hellige Land, en hjælp, der skal pålægges så vel gejstlige som læge, tillige med de andre ting, som det vilde være for langt at opregne i enkeltheder. Og alt dette, som efter samme konciliums godkendelse og skøn vil befordre Hans navn til hæder og pris og være til bod og frelse for vore sjæle og til kristenfolkets tarv og nytte skal ubrødeligt overholdes med hensyn til prælater og undergivne, regelbundne og verdensgejstlige. Men da et almindeligt koncilium ikke kan samles belejligt før om to år, har vi i mellemtiden bestemt dels nøjere at udforske gennem kloge mænd, hvad der i de enkelte kirkeprovinser trænger til retledning gennem apostolisk forsorg, dels i forvejen at udsende hertil skikkede mænd til at tage sig af Det hellige Lands sag, for at vi i egen person, hvis det hellige koncilium godkender nødvendigheden heraf, kan påtage os virkningsfuldt at fremme denne sag. Idet det altså er vor tro, at denne frelsebringende plan hidrører fra Ham, som giver alt det bedste, og hvis gaver alle er fuldkomneN, påbyder og befaler vi jer alle ved denne vor apostoliske skrivelse, at I forbereder jer på en sådan måde, at I til 1. november om to og et halvt år, fra indeværende år 1213 efter Herrens menneskevorden at regne, fremstiller jer for os personlig, til tiden og med anstand, og efter at have sikret jer, at en eller to af lydbiskopperne kan blive tilbage i jeres kirkeprovins for at udøve de kirkelige funktioner, mens disse så vel som andre, som muligvis bliver holdt tilbage af en kanonisk forhindring og ikke kan komme i egen person, skal sende hertil skikkede befuldmægtigede i deres sted. I skal begrænse jer til det antal personer og heste, som LaterankoncilietN har fastlagt, således at ingen på nogen måde må føre flere med sig, men, hvem der vil, gerne færre, og ingen som helst må heller udstyre sig overflødigt og prægtigt, men kun med det beskedne og fornødne og herved i handling og dragt vise sig som en sand Kristi troende, da der ikke i denne sag bør spørges om ydre bifald, men om fremgang i det indre. Men I, vore brødre ærkebiskopper og biskopper, skal på vore vegne pålægge alle kirkernes kapitler, ikke blot domkirkernes, men også andre kirkers, at de skal sende provster eller dekaner eller andre hertil skikkede mænd som deres stedfortrædere til konciliet, da der skal behandles adskillige ting på det, som særligt vedrører kirkernes kapitler. Men i mellemtiden skal I både personligt og igennem andre kloge mænd grundigt undersøge alt, som synes at behøve indgående rettelse eller forbedring, skrive det ned i troskab og fremlægge det til undersøgelse på det hellige koncilium og virkningsfuldt yde hjælp og bistand med hensyn til den uomgængelige hjælp til Det hellige Land — i hvis midte Gud, vor konge, for århundreder siden værdigedes at skabe frelsen — og trofast og klogt understøtte dem, som vi særligt har udpeget til at varetage denne sag. Men ingen må med bedrageriske undskyldninger unddrage sig udførelsen af så helligt et forehavende, såfremt han ønsker at undfly den kanoniske hævn. Ingen må anføre som påskud, at rejsebesværligheder eller stridigheder hindrer ham, da disse allerede som et Herrens tegn til det gode for en stor del er ved at blive bilagt. Thi jo større farer der truer, desto kraftigere legemidler bør man tage i brug. Den, som altid venter på, at havet skal lægge sig, vil nemlig aldrig komme til at sejle i smult vande.

Givet i Lateranet den 19. april i vort pavedømmes sekstende år.

.....

Et ligelydende brev til ærkebiskoppen og biskopperne i den lundensiske kirkeprovins.