Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til alle troende kristne i Danmarks rige hilsen og apostolisk velsignelse.

Det er efter Guds styrelses høje plan, at de, der er omvendt til Gud, må udholde forfølgelsernes tryk, og at Israel på dets vej ud af Ægypten bliver heftigt forfulgt af Farao, det Israel, i hvis påsyn den store og frygtelige Gud, når det forjættede land betrædes, har ryddet folkeslagene af vejen lidt efter lidt og et for et, for at de vilde dyr, nemlig de indre fjender med deres heftige forfølgelse, ikke skal vrimle frem imod det, dersom folkeslagene blev tilintetgjort på een gangN. Jebusitterne boede jo også i Jerusalem sammen med Benjamins sønnerN, for at disse ikke skulde blive kvindagtige og sløve af uforstyrretheden, men have nogle, som de kunde øve sig på til slag, og ved at kæmpe, som loven byder, modtage ærens krone efter triumfen. Thi trængsel befordrer dyderne og prøver de udvalgte som smelteovnen guldetN og værner om og forøger det, der er erhvervet, eftersom hjemsøgelsen kalder lydhørheden fremN, og den, som ikke får Kains ondskab at føle, nægter at være Abel, da lediggang opmuntrer til laster. Derfor tillader Herren altså, han som ikke vilde tillade, at der skete ondt, med mindre han kunde lokke noget godt ud deraf, at de, der er hans, lider trængsel udadtil, for at de indadtil kan komme helt til besindelse, erkende deres svaghed, ydmyge sig selv for Guds åsyn, oppebie hjælpen fra ham og sige: Din er magten, Herre, dit er rigetN, og søge freden ikke i verdenen, men derimod i hjertet, for selv om de undertiden har fred, så er det en babylonisk fred, og oftest en fred fyldt af den bitreste bitterhed for demN. Thi David, som krige ikke havde besejret, blev slået til jorden af freden, og han faldt hårdere, end om han var blevet overvundet af synlige fjender. Herren viser også et andet tegn på sin godhed for os derved, at han til sine troende gemmer de fjender, som han kunde knuse med eet ord, han, hvem vinde og hav adlyderN, for at nemlig de, som har fejlet i mange tingN, kan have mangfoldige muligheder for at gøre det godt og ved personligt og med deres ejendele at komme de hårdt trængte troende til hjælp i det mindste derved yde nogen godtgørelse for den frelsebringende kalkN til Herren, som har givet sig selv hen for deres skyld som et lifligt duftende brændofferN til Gud. Se da, hvor det omkringboende vilde folkeslag i foragt for Genløseren forfølger det livlandske folk, som nylig er kommet til erkendelse af sandhedenN, og ivrigt søger ved forfølgelser at kalde det, der er draget frem af mørket, tilbage dertil. Men vi håber i Herren, at han ikke vil tillade, at det fristes over evne, men sørge for fremgang sammen med fristelsen, så at det kan holde ud, han, som søger de troendes hengivenhed til hjælp og frelse for dem, og selv om han ikke har vort gods behov, fordrer han det dog af os, for at hans godhed og nåde på denne måde kan give os kraft til at blive Guds børn, og for at de, som ikke kan tjene ham ved at undsætte Det hellige Land, i det mindste kan yde ham hengiven tjeneste ved at understøtte Livlands folk. Da der altså er flere, som dels fordi de er legemligt svage, dels fordi det skorter dem på ejendom, ikke vover at fæste korsets tegn til deres skuldre for at drage til undsætning for Det hellige Land, pålægger vi dem til forladelse for deres synder at drage ud til hjælp for de nysnævnte imod de vilde folkeslag for at kæmpe for den nye udplantning af den kristne tro med så vel åndelige som verdslige våben, så at de ved disse og andre gode gerninger kan fortjene at opnå nåde i dette liv og herlighed i det tilkommende fra alle goders gavmilde giver. Men desuden påminder og opfordrer vi indtrængende kirkernes prælater, og befaler vi dem ved dette brevs myndighed, at de skal sørge for at forkynde disse ting for den menighed, der er dem betroet, og i troskab opfordre den til at komme dem til hjælp, idet der tilstås syndsforladelse til dem, som kommer til hjælp personligt eller med deres ejendele.

Givet i Lateranet den 29. december i vort pavedømmes attende år.