Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner, de Frisere, der ikke har taget korsets tegn i Bremen kirkeprovins, hilsen og apostolisk velsignelse.

Nidkærhed for retfærdigheden kræver, og broderkærligheden fordrer, at de troende kristne afvexlende bærer hinandens byrder og ved fuldt ud at opfylde Kristi lov, når tiden er inde, gensidigt yder hverandre hjælp, idet de afkaster trældommens åg fra de uskyldiges nakke, modstår dem, der gør uret, og ivrigt befrier de undertrykte fra de uretfærdiges hænder, for at ikke de, som kan ødelægge de onde, hvis de ikke vil, skal synes at begunstige dem i deres nedrighed og troløshed. Da altså den bremensiske kirke, som længe har været holdt fangen og på en måde været gjort til slavinde under det mest fuldkomne trældomsåg af fortabelsens søn, skismatikeren Valdemar, der er bandlyst, afsat og degraderet og fordømt af os på det almindelige koncilium, i længere tid har trængt kraftigt på hos os og råbt for at blive udfriet, men endnu ikke har kunnet ånde op fra sine trængsler, skønt vi har anvendt megen omhu og møje derpå, beder og påminder vi jer alle indtrængende, og påminder vi jer som vor befaling ved denne vor apostoliske skrivelse til forladelse for jeres synder at gå mandigt og mægtigt frem for at løse nævnte kirke af fangenskabets åg og uddrive førnævnte skismatiker fra jeres land og tøjle hans tilhængere, således at I kan opnå belønning af Gud, af os og andre megen ros og tak.

Givet i Lateranet den 14. marts i vort pavedømmes nittende år.