Til lydbiskopperne under kirken i Pisa.

Herren er stor og højlovetN, strålende i sin helligdomN, vidunderlig i sin majestæt, han, den undergørendeN, der forandrer tiderneN efter sin bestemmelses høje plan, han, der ikke har nogen som rådgiverN, og kalder det frem, som intet er, så vel som det, der er noget, for at intet kød skal rose sig for hans åsynN, men den, som roser sig, rose sig af Herren, som der står skrevetN. Thi han gør dem, der forsker hemmelighederne ud, til intet og regner jordens dommere for ingentingN, søer tørrer han ud og gør floder til udtørret landN, han samler sit afkom fra øst og fra vest og siger til norden: giv hid og til syden: hold dig ikke tilbageN, for at de, for hvem lykken tørrer ud, ikke skal hindre nordens sønner i at komme til sønnernes nådegave, hvorved han løfter de bøjede højt og oprejser de sørgende til frelseN. Og da hans domme er ufattelige og hans veje uransageligeN, ved vi derfor for vist, at han gør alt efter en retfærdig, dog for os uudsigelig og hemmelig dom. Efter at nu vor forgænger pave Innocens, saligt ihukommet, den 16. juli var afgået ved døden og, som vi tror, hidkaldt til de hellige ånders land, og efter at jordfæstelsen havde fundet sted den følgende dag og hans legeme lagt i graven under tilbørlig æresbevisning, samledes vi med vore brødreN for at vælge en efterfølger, og efter at have påkaldt den Helligånds nåde forhandlede vi på trediedagen omhyggeligt herom, og efter en langvarig forhandling behagede det samtlige brødre at lægge denne byrde på vore alt for svage skuldre. Og skønt vi i begyndelsen mente at burde modsætte os det, har vi dog, for at vi ikke skulde synes at sætte os imod Guds kaldelse, lagt vore skuldre til for at bære, i vort håb til ham, som gør de umælende børns tunger kloge og veltalendeN, at han, som gik foran ved at blæse sin ånd over brødrenes afstemning, også vil følge efter med sin hjælp. Thi vi har ved Kristus en sådan tillid til Gud, ikke at vi evner at tænke noget selv, som om det kom fra os selv; men gør vi fyldest, kommer det fra Gud, han, som har hidkaldt os til sin tjeneste. Da vi altså har påtaget os omsorgsfuldt at tage vare på kirken og har fattet et ikke ringe håb til jer, hvem Skaberen i sin miskundhed har givet os til hjælpere, som vi dagligt har påtrængende behov for, for at vi lettere kan udholde vægten af så stor en byrde, anmoder og påminder og opfordrer vi jer alle indtrængende i Herren til, at I kommer os til hjælp i vor utilstrækkelighed med bønner til ham, som giver alle til overmål og uden bebrejdelserN, og ivrigt stræber efter ydmygt at udfylde vore mangler, idet I omhyggeligt, gavnligt og omsorgsfuldt våger over den os betroede Herrens hjord og med årvågen iver sammen med os bærer den tunge byrde, der er pålagt os som hyrde. Thi det er vor agt at ære jer som kirkens hovedlemmer og, så vidt Gud tillader det, stå jer bi i jeres trang. Desuden befaler vi som vor vilje, at I indtrængende opfordrer dem, der har taget korsets tegn i jeres stifter til ikke at lade sig forvirre i hjertet og ikke nære frygt på grund af vor førnævnte forgængers død, som om understøttelsen af Det hellige Land skulde hindres derved, eftersom vi dog, skønt vi synes at gøre ringere fyldest end han, ikke mindre end han ønsker og sigter imod at befri nævnte land, og gid Herren selv, som på ingen måde lader dem i stikken, der sætter deres håb til ham, vil give dette fremgang og virkeliggøre det, således at han skænker os det ved sin nåde, som vi selv ikke har evne og mulighed for.

Givet i Perugia den 25. juli i vort pavedømmes første år.

.....

Et ligelydende brev til ærkebiskop Anders af Lund og hans lydbiskopper.