Til ærkebiskop Anders af Lund.

De kærlige og elskelige følelser og den inderlige og fromme kærlighed, som vi ved, at du har næret til os personlig, mens vi beklædte et lavere embede, opfordrer os til at omfatte dig med en særlig forkærlighed og nåde og til velvilligt at give vort bifald til de ting, som du i overensstemmelse med Gud mener at måtte anmode os om. Da du nu tidligere opholdt dig ved det apostoliske sæde, bevilgedeN vor forgænger pave Innocens, saligt ihukommet, ved vor mellemkomst dig, broder, at du angående den ros kildensiske kirke — til hvilken vor elskede søn magister Peder, din brodersøn, der, siges det, anbefales af sit levned og sin viden, er kaldet ved himmelens forsyn, især da han, når man betænker og afvejer de timelige og åndelige ting, vil være samme kirke til gavn — måtte bestemme, hvad du fandt vilde befordre kirkens hæder og nævnte magisters frelse, idet du omhyggeligt tog omstændigheder, tid og lejlighed i betragtning. Du har derfor i frygt for, at påbuddet var udløbet ved den bydendes — vor nævnte forgængers i mellemtiden indtrufne — dødN, i ydmyghed anmodet os om, da oliedunken ikke er tømtN, at den een gang bevilgede nåde måtte få forlænget gyldighed ved det apostoliske sædes sædvanlige imødekommenhed. Idet vi altså ønsker at hædre dig personligt, så vidt vi kan med Gud, eftersom vi elsker dig med en overstrømmende kærlighed, bevilger vi dig, kyndige broder, ved dette brevs myndighed, at det angående den roskildensiske kirke og oftnævnte magister må være dig tilladt at bestemme, hvad du i fremsynethed finder bør bestemmes.

Givet i Lateranet den 25. januar i vort pavedømmes første år.