Honorius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin meget kære søn i Kristus Valdemar, de Danskes berømmelige konge, hilsen og apostolisk velsignelse.

Det er rimeligt, at vi uden indvending giver vort samtykke til de bedendes berettigede bønner og opfylder de ønsker, der ikke afviger fra fornuftens vej, så de når at virkeliggøres. Da nu vor meget kære søn i Kristus, Frederik, konge af Sicilien, udvalgt til Romernes kejser, med fyrsternes billigelse — for ubrødeligt at opretholde freden og endrægtigheden mellem kejserriget og Danmarks rige og for at ave kejserrigets fjender — har lagt alle landområder på den anden side Elde og Elben, der støder op til kejser riget, og som din broder kong Knud, berømmeligt ihukommet, udfordret af uret, og du iligemåde sammen med ham har erhvervet, og alt, hvad samme din broder ved sin fadersN og sin egen møje har forskaffet sig og haft i Venden, til dit rige, således som det klart fremgår af det autentiske brevN, der er affattet derom, bøjer vi os for dine bønner, erklærer det, som fremsynet er foretaget af samme konge angående disse ting med råd og billigelse af fyrsterne for fredens godes skyld, for gyldigt, stadfæster det med apostolisk myndighed og bestyrker det med dette brevs værn. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort stadfæstelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen fordrister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle Skt. Peders og Skt. Paulus' vrede.

Givet i Lateranet den 31. januar i vort pavedømmes første år.