Lundensi archiepiscopo et .. episcopo Roscildensi et .. abbati de Herwado Cistertiensis ordinis.
Licet angelus sathane se quandoque in lucis angelum transfiguret et plerique impietatem suam uelantes sub uellere pietatis tamquam parietes dealbati per falsam religionis speciem quam pretendunt ignominiose nomen sibi sanctitatis usurpent. et fallentes opinionem hominum et seipsos/ deum qui non irridetur non fallant. sed iusto eius iudicio relinqua<n>tur. isque qui nouit solus abscondita tenebrarum huiusmodi peruersorum malitiam ab eorum fructibus esse docuerit cognoscendam. ut tamen inter lepram et lepram melius distinguamus. et que munda fuerint et immunda sciamus discernere. separand<o> pretiosum a uili. solet dominus uitam sanctam eorum qui seminauerunt in lacrimis id quod metunt in benediccionibus habundanter/ plerumque miraculis confirmare. signisque sequentibus indicare. quod eis splendorem pro meritis dederit sempiternum. Hac igitur ratione cum tu frater archiepiscope nobis sepius intimasses/ quam pie. sobrie atque iuste felicis recordationis. Willelmus. abbas de Paraclito uixerit in hoc mundo/ quantaque sanctorum suorum mirabilis splendor deus ne qui forsitan propter eos qui habentes faciem euntis in Ierusalem in dissimilitudinis regionem prout supra diximus abeunt scandalizarentur in ipso/ operetur miracula per eundem. languorem multorum relegando languentium qui deuote auxilium eius implorant. nobisque deuotissime supplicasses/ ut et canonizaremus eundem. et sanctorum annumera<r>i cathalago faceremus. tanto maturiori consilio circa ea censuimus procedendum; quanto in hiis citius quam in aliis mole carnis grauatus humane considerationis intuitus potest falli. Quapropter prudentie uestre de qua fiduciam gerimus pleniorem; per apostolica scripta mandamus quatinus inquiratis tam de uita ipsius abbatis/ quam de miraculis supradictis diligentius ueritatem; et quod super hiis inueneritis/ sub sigillis uestris nobis remittatis inclusum. ut preeunte diuina gratia et sequente statuamus exinde quod fuerit statuendum.
Datum Rome apud sanctum Petrum .v. kalendas iunii. anno secundo.
14 Lundensi] .. Lundensi (= Andree) a.
— .. = Petro.
— .. abbati de Herwado] kan ikke identificeres.
20 relinqua<n>tur] relinquatur a.
24 separand<o>] Gertz i Vitae sanctorum Danorum, separandum a.
— pretiosum] ptiosum uden forkortelsesstreg a.
25 metunt] met<e>nt Gertz.
6 scandalizarentur] første r rettet i marginen med henvisningstegn, måske fra z a.
9 annumera<r>i] annumerati a.
16 Jf. 2. Corinth. 11,14: ipse satanas transfigurat se in angelum lucis.
17-18 Act. apost. 23,3: parietes dealbati.
19-20 Galat. 6,7: deus non irridetur.
20-21 Jf. Psal. 43,22: deus... nouit abscondita cordis og 1. Corinth. 4,5: dominus illuminabit abscondita tenebrarum.
21-22 Jf. Matth. 7,16: a fructibus eorum cognoscetis eos og Luc. 6,44.
22-23 Jf. Deuteron. 17,8: difficile .. . iudicium inter ... lepram et lepram.
24 lerem. 15,19: si separaueris pretiosum a uili.
25 Jf. Psal. 125: qui seminant in lacrymis, in exultatione metent.
5 Jf. Luc. 9,53: facies eius erat euntis in Ierusalem.
Til Anders, ærkebiskop af Lund, og Peder, biskop af Roskilde, og abbeden fra Herrisvad af cistercienserordenen.
Omendskønt en af Satans engle undertiden omskaber sig til en lysets engel og de fleste, der skjuler deres ugudelighed under fromhedens kåbe, ligesom hvidtede vægge ved falsk at foregive og give sig udseende af at være fromme skammeligt tiltager sig hellighed og bedrager menneskene og sig selv, bedrager de ikke Gud, som ikke vil forhånes, men overlades til hans retfærdige dom, og skønt Han, som alene kender de skjulte ting i mørket, har lært os, at denne de nederdrægtiges ondskab kendes på dens frugter, så at vi dog bedre kan skelne spedalskhed fra spedalskhed og forstår at sondre mellem det, der er rent, og det, der er urent, idet vi skiller det kostbare fra det værdiløse, plejer Herren for det meste ved mirakler at besegle, at deres levned var helligt, som har sået under tårer, hvad de til overmål høster i velsignelse, og ved påfølgende tegn at vise, at han for deres fortjenester har givet dem evig herlighed. Da du altså, broder ærkebiskop, ofte har oplyst os om, hvor fromt, renfærdigt og retfærdigt abbed Vilhelm af Helligånden, saligt ihukommet, har levet i denne verden, og hvor store mirakler Gud, der er helgenernes vidunderlige herlighed — for at ikke nogle måske på grund af dem, som giver sig ud for at drage til Jerusalem, men, som vi ovenfor har sagt, forvilder sig i et vrængbillede heraf, skulde lide anstød ved ham — hvor store mirakler Han virker igennem samme abbed ved at fordrive sygdomme hos de mange syge, der fromt anråber ham om hjælp, og da du meget fromt har bønfaldet os om at ville kanonisere samme og tillige lade ham indføre i helgenfortegnelsen, har vi under de forud anførte overvejelser ment at burde gå frem desangående efter en så meget mere moden plan, som den menneskelige overvejelses dømmekraft, tynget af kødets byrde, snarere i dette end i andet kan blive genstand for bedrag. Derfor befaler vi jer, hvem vi nærer fuldkommen tillid til, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I i jeres klogskab omhyggeligt opsporer sandheden så vel om samme abbeds levned som om ovenfornævnte mirakler, og at I sender os, hvad I finder herom, forseglet med jeres segl, for at vi derpå, når Guds nåde går foran og følger efter, kan fastsætte, hvad der bør fastsættes.
Givet ved S. Pietro i Rom den 28. maj i vort andet år.