Til ærkebiskop Sigfridus af Mainz og hans lydbiskopper.

I Preussens land er menigheden i færd med helt at falde fra troen og er hjemfalden til en vildskab, der er værre end dyrenes, og blandt mange andre ting, som berettes om deres umenneskelighed, slår de — for at gøre de ting, som ikke passer sig — alle ihjel, som kommer til verden af hunkøn, undtagen een, som om de med hensyn til menneskeslægtens forplantning ønsker at sætte sig op mod Herren, og overalt giver mange af dem uden skamfølelse deres døtre og hustruer til pris og ofrer fanger til deres guder, idet de dypper sværd og lanser i fangernes blod, for at skæbnen kan blive dem gunstig, ja, de hjemsøger til spot for vor tro den flok, som den barmhjertige Herre, der ikke ønsker, at nogen skal forgå, ud af deres midte ledte til erkendelse af sandhedenN, med nye og utålelige krav og søger på mangfoldig vis ved forfølgelser at drive dem, der er ført frem i lyset, tilbage til mørket. Nu har vor ærværdige broder biskop Christianus af Preussen og andre, som ved Guds nåde har bygget nogle kirker dær, i afsky for denne ugudelighed og i medfølelse med trængslerne for dem, som nyligt er kommet til Kristus, og for at troens sag kan nyde fremme dær, besluttet, hvis de da kan få midler dertil, at samle de piger, der skulde dræbes, for at opdrage dem og derved vinde land for Kristus og sammesteds oprette skoler for de preussiske drenge, som, for at nævnte folk kan omvendes til troen, kan lære at prædike mere virkningsfuldt end de fremmede og udbrede den herre Jesu Kristi evangelium. Da nu biskoppen og de andre førnævnte ønsker undsætning for de betrængte troende, anråber de særligt indtrængende om hjælp til at modstå det vilde folkeslag fra dem, som endnu ikke har modtaget korsets tegn og ikke bereder sig til at fæste det til deres skuldre for at drage til undsætning for førnævnte land, og fra dem, som efter at have modtaget korsets tegn ikke kan opfylde deres løfter, da de ikke evner det, og deres midler ikke er tilstrækkelige. Da der altså her trænger sig en from sag på, som ingen, der har Herrens ånd, kan undslå sig for, påminder og besværger vi jer alle i Herren, at I pålægger gode mænd, der frygter Gud, og som er underlagt jeres retshåndhævelse, at de til forladelse for deres synder for Guds skyld påtager sig den hellige pligt at prædike og virkningsfuldt påminder og tilskynder de fattige og uformuende i jeres stifter, der har taget korsets tegn, og hvem vi har ment at burde give dispensation, og desuden de førnævnte til, efter at deres pilgrimsløfte er ændret til hjælp for de troende i Preussen, i det mindste, da de jo har modtaget frelsens kalkN, at yde noget til gengæld til Ham, som har givet sig selv for deres skyldN, og drage til Preussens land i følge nævnte biskops plan for at kæmpe så vel med åndelige som timelige våben for den nye udplantning af den kristne tro, idet der af os i overensstemmelse med størrelsen af hjælpen og hengivenheden i kærligheden er bevilget så vel disse som dem, der på egen bekostning vil sende nogle derhen eller af egne midler yde hjælp til understøttelse af disse, tilgivelse for deres synder i følge bevillingerne for dem, der drager til Jerusalem, og at de fremdeles klogt opfordrer alle til, at de lægger sig almissen på sinde, som i følge den vises udsagn vil kæmpe mod fjenden over den mægtiges skjold og over hans lanseN og udslukke synden ligesom vandet ilden, og både fromt og gavmildt rækker dem en hjælpende hånd ved de midler, der blev givet dem af Herren, til at løskøbe og opdrage samme piger og desuden til at oplære førnævnte drenge, således at disse, for hvis skyld vi til syndernes forladelse pålægger jer dette, kan opnå hundredfold undervejs og i fædrelandet et evigt liv.

Givet ved S. Pietro i Rom den 15. juni i vort andet år.

Et ligelydende brev er skrevet til ærkebiskop Anders af Lund og hans lydbiskopper.